Gjesteskribent

Vestens største bragd er den frie tanke: viten for vitens skyld, sier Ibn Warraq i et intervju med Fredrik Stjernfelt. Men hele tiden blir den frie tanke truet av folk som finner alle mulige feil på vårt eget system og føler dragningen til revolusjonene andre steder.

De hævder i Deres bog, at en særlig dyd ved Vesten er nysgerrigheden efter viden for dens egen skyld …

»Ja, jeg hævder, at det reelt er det, der udgør Vestens spiritualitet. Det har en meget vigtig værdi, den udfylder en dyb længsel i menneskenaturens hjerte – og hvis man afviser den, afviser man en meget vigtig del af menneskets væsen. Det er den, der har givet anledning til de vidunderlige strukturer til frembringelse af viden, som vi kender i de vestlige institutioner – arkæologi, historie, sproghistorie, der giver os vores fortid tilbage, og meget andet – det er ekstraordinære resultater. De religiøse blandt forskerne mente, at disse resultater viste Guds tilstedeværelse, men også for sekulære personer som os er videnskab noget ædelt – ikke bare midler til et eller andet mål – viden er et mål i sig selv. Men det er altid blevet benægtet af Foucault, Marx, Freud, der hævdede, at viden er et skalkeskjul for et eller andet formål …«

En av klerkene som svek er Foucault.

– Nu vi snakker om Foucault – lå hans egen teori også bag hans omstridte tiljubling af den iranske revolution omkring 1978-80?

»Ja, en tredjedel af min pristale i går handlede netop om Foucault og Iran. Han har en teoretisk ramme, som han forsøger at passe fænomener som den iranske revolution ind i – og det fører ham til helt bizarre konsekvenser. Han havde ingen viden om Iran eller om islam – bare en lillebitte søgning i sekundærlitteraturen ville have sparet ham for de tåbelige citater, man nu kan hente fra hans artikler om Iran. Han hævdede som bekendt, at revolutionen ikke ville føre til nogen Khomeini-regering, at den ville føre til lighed blandt kønnene, at der ikke ville blive undertrykkelse af mindretal, at den ville føre til åndelighed … Det stik modsatte skete som bekendt.«

– Han drømte om, at revolutionen ville føre til en »spirituel politik« …

»I det hele taget havde han meget tilfælles med apologeterne for stalinismen i Vesten i 40rne og 50erne – de udviklede en omfattende foragt for deres egen kultur og civilisation og overdrev systematisk værdier og resultater i kommunismen. Foucault gjorde det samme angående den iranske revolution. Det kunne naturligvis kun ske på baggrund af kulturrelativismen – der fører til påstande som, at vi må ikke dømme dem efter vore egne rationelle standarder. Men det er en patroniserende attitude. Faktisk beskriver den nyudgivne bog om Foucault og Iran [Afary og Anderson: Foucault and the Iranian Revolution, FS] hans møde med en iraner, der flere gange interviewede ham både i og uden for Iran, og heraf fremgår det, at Foucaults tiltrækning til Khomeini skyldtes hans homoseksualitet. Han havde mange tunesiske elskere og tilskrev dette en særlig islamisk tolerance over for homoseksualitet. En sådan tolerance har ganske rigtigt eksisteret, men kun i dele af islam , og på ingen som helst måde i den iranske revolution. Men Foucault anerkendte aldrig, at han tog fejl angående Iran.«

En av Ibn Warrags sterke sider er komparativ analyse. Han tar opp arabisk og europeisk slavehandel. Begge er et faktum, men bare Europa utviklet en bevegelse for frigjøring av slaver. Stjernfelt trekker frem en annen forfatter, Irwins, som også har skrevet om Foucault og Iran.

– I opholder jer begge på hver sin måde ved de mærkelige dobbeltstandarder i bøger som Saids. Når Vesten har kolonier, er det imperialisme, når islam har det, er det erobringer?

»Ja, det er et meget vigtigt punkt. Selvfølgelig havde Vesten slaver, og det er stærkt kritisabelt – men det var vel at mærke også Vesten, der fandt på abolitionismen, kampagnen mod slaveri, og den havde man karakteristisk nok ikke andre steder, for eksempel i den arabiske verden. Der er i øvrigt ikke mange, der overhovedet kender til den arabiske slavehandel – og at den antagelig var endnu mere omfattende end den vestlige …«

– Der er aldrig krav om undskyldning og erstatning for slaveriet mod Saudi Arabien…

»I min bog nævner jeg den meget modige bog om det arabiske slaveri, som franskmanden Olivier Pétré-Grenouilleau skrev, og som skaffede ham en mængde ubehagelige angreb på halsen. Her argumenterer han for, at den samlede arabiske slavehandel i tal overgår den vestlige. Hertil kom de særlig grusomme teknikker med fremstilling af eunukker ved kastrering af drengebørn endnu inden salget, en teknik, der havde enorme dødsprocenter.«

Denne merkelige blindhet

Hvordan kan det være, at den ellers så kritiske tanke i Vesten har kunnet acceptere sådanne dobbeltstandarder som i Saids bog?

»Det har med fraværet af komparative analyser at gøre. Når man analyserer imperialisme, racisme, slaveri og så videre, må man sammenligne mellem, hvordan forskellige imperier har båret sig ad. Der har jo for eksempel været en omfattende japansk racisme, og mange andre end Vesten har udfoldet imperialisme. Her viser komparative studier endda, at dele af vestlig imperialisme har hørt til den mildere kategori. Den britiske kolonisering af Indien, som jeg specielt interesserer mig for, udryddede for eksempel ikke en hel kultur – tværtimod anstrengte de britiske kolonisatorer sig for at bevare gamle indiske monumenter og manuskripter, hvilket var med til at muliggøre den indiske renaissance i 1800-tallet og i sidste ende Indiens selvstændighed. Sammenlign dette med den islamiske erobring af Indien, der ødelagde tusindvis af monumenter, klostre, manuskripter for at fordrive vantroen fra området. Eller sammenlign med den muslimske udryddelse af zoroastrismen i Persien, eller den udryddelse af den østlige kristendom i de arabiske lande, der står på den dag i dag. Eller fordrivelsen af den jødiske befolkning fra de islamiske lande. Det er gavnligt at anstille den slags komparative analyser for at se, hvilken imperialisme det er man taler om.«

Hvorfor denne intoleranse?

Men hvorfor udviklede islam sig sådan? Der var jo engang under den islamiske guldalder, da Bagdad var den mest oplyste by i verden, og hvor viden faktisk blev efterstræbt for dens egen skyld …

»Det findes der ikke noget tilfredsstillende svar på, endnu. Al-Ghazali udviklede en tvivlens metode og var tæt på at formulere ideen om viden for dens egen skyld – men samtidig kritiserede selv han en tænker som Averroes for ateisme. Vi kan konstatere, at den fri tanke og stræben efter viden endte med at bukke under for de islamiske teologers krav om blind adlyden af den ene gud. Hertil kommer, at islam aldrig har formuleret, hvad jeg tror er en meget afgørende ting, nemlig det juridiske princip om, at en organisation kan have legal status som en person og nyde alle de samme rettigheder som en person. Det går tilbage til romerretten og udgør en meget vigtig opfindelse i Vesten, der fører til muligheden af at oprette selvstændige lærdomsinstitutioner som universiteter og akademier. I islam derimod var der ingen institutioner, der kunne garantere videns overlevering, men alene lærer-discipel forhold, der er skrøbelige og let fører til, at viden fortabes, fordi den er bundet til personen og kan forsvinde med ham. Formuleringen af dette princip, organisationen som juridisk person, i det man kan kalde den lille renæssance i det 12. århundrede, er en kristen videreudvikling af romerretten, og det udgør en meget vigtig forudsætning for den udvikling af den fri tanke og stræben efter viden for dens egen skyld, der er central for Vesten.«

Viden for videns skyld, Weekendavisen