Kommentar

Danskene fikk oversatt Black Book of Communism, og nå har de også fått oversatt et kjempeverk om slavehandelen, redigert av Marc Ferry. Fredrik Stjernfelt gir en interessant anmeldelse i Weekendavisen.

Den tar for seg også den arabiske slavehandelen i Afrika, som begynte langt tidligere enn den europeiske. Den arabiske er i det hele tatt lite kjent. Stjernfelt beklager at boken ikke har med mer om dette uutforskede felt, men det han sammendrar fra boken, er verdifullt nok:

Men først om Kirken som tidlig stilte seg kritisk til slaveri for indianerne i Mellom-Amerika. Her dukker et interessant spørsmål opp: hvor mange etterkommere etterlot slavene? Det gir en pekepinn om hvordan de ble behandlet.

Det er for eksempel interessant at erfare den katolske kirkes meget tidlige antikolonialisme, der kommer til udtryk i pavestolens dekret i 1537 om, at indianere ikke må holdes som slaver, der følges af Bartolomé de las Casas åbenbart indflydelsesrige skrift Meget kort skildring af Vest-Indiens ødelæggelse fra 1542 – som her kaldes kolonialismens første sortbog, kun 50 år efter den spanske opdagelse af Amerika. Det reddede de latinamerikanske indianere fra slaveriet (trist, at Rom ikke tidligt knæsatte samme doktrin angående sorte slaver), omend de i stedet blev underlagt tvangsarbejde som en art skat.

Missionærer synes meget ofte at have taget de indfødtes parti mod conquistadorerne, og en konstant spænding mellem kirke og erobrere synes at have præget den sydamerikanske case. Interessant er det også her at erfare om forskellene mellem Nord- og Sydamerika: Medens det estimeres, at over otte millioner slaver ankom til Latinamerika frem til 1870, så aftog Nordamerika kun 500.000 – der nu har betydelig flere efterkommere end de andre. Det antyder, at de nordamerikanske slaver blev behandlet mindre grusomt end længere sydpå – selv i rædslen er der således nuancer at optegne.

ET emne, der kun lige nøjagtig åbnes på klem i bogen i et par korte afsnit, er den arabiske kolonialisme og slavehandel. Kolonialisme-begrebet synes meget ofte ureflekteret at være reserveret Vesteuropas underlæggelse af områder og folkeslag, og det forekommer mange ukorrekt at pege på ikke-vestlig kolonialisme – men hvad slaveriet angår, får man her ganske kort taget hul på den nærliggende konsekvens: afdækningen af den arabisk-muslimske kolonialisme allerede fra før år 1000.

Da europæerne kom til Afrikas kyster, var slavehandel allerede forlængst en traditionel praksis på kontinentet, både blandt de afrikanske folk indbyrdes og i større skala til de arabiske områder. Bogens rystende estimat hævder, at europæisk-amerikansk slavehandel fra 15- til og med 1800-tallet omfatter cirka 18 millioner slaver og den arabiske i samme periode 7,5 millioner – hvortil for Arabiens vedkommende så skal føjes mellem 3,5 og 10 millioner yderligere mellem 1000- og 1400-tallet, plus et ukendt tal i 1900-tallet – det vil sige, sammenlagt nærmer den arabiske slavehandel sig hele den samlede europæisk-amerikanske slavehandel.

Den arabiske organisering af disse handelsveje i Afrikas indre eksemplificeres i afsnittet om Congo af den legendariske slavehandler Tippu Tip, øgenavnet for en araber ved navn Hamid ibn Muhammed al-Murjibi, der blev europæernes yndlingsmellemhandler i området og i en periode til og med belgisk guvernør i Øvre Congo.

Men hvorfor er der så ikke sorte efterkommerbefolkninger af betydning i Arabien, ligesom i Amerika? Ifølge bogen, dels fordi man i Arabien udnyttede slaverne så hårdt, at de som regel døde efter 6-8 år, dels fordi man rutinemæssigt kastrerede mændene. Et gyseligt arabisk dokument fra 1000-tallet viser, at den arabiske smag for slaver ikke begrænsede sig til sorte: Her vurderes i en forbrugervejledning forskellige slavekvinder som handelsvarer alt efter deres egenskaber: inderne er skønne, men ældes hurtigt, yemenitterne er i godt humør og føder smukke børn, etiopierne er yndefulde, men svagelige, tyrkerne er blege, men illoyale, armenierkvinderne har grimme fødder, er energiske men ukyske…

Det kristne Vesten og det islamiske Arabien er kort sagt ikke kun lige universalistiske, monoteistiske og imperialistiske – men også ligemænd i slavehandel.

Dette stykke »ukorrekt« arabisk kolonihistorie venter på en udforskning af samme skræmmende detaljeringsgrad som den foreliggende bog – men det gør også en af bogens svagheder tydelig: For hvordan og hvorfor er det, man har afgrænset stoffet, som man har, så den arabiske kolonialisme ligger på kanten af overhovedet at være med? Det tematiseres ikke, og der er i det hele taget en meget flydende grænse mellem kolonialisme, imperialisme, erobring, invasion … givet de emner, der behandles i bogen, ser man ikke, hvorfor ikke-kinesernes undertvingelse af Kina, Mogulrigets af Indien, romernes af Middelhavsområdet eller bantuernes underkastelse af Afrika syd for Sahara ikke i lige mål hører hjemme i en sortbog med dette emne.

Her er det mye ukjent stoff som kan ryste vante forestillinger! Vi beveger oss mot en global kultur, og da er det tvingende nødvendig å kjenne hverandres svarte flekker.

Marc Ferro (red.): Kolonialismens sorte bog. 500 års forbrydelser. Forord ved Per Stig Møller. Oversat af Peer F. Bundgaard, Manni Crone og Tom Havemann. 928 sider. 399 kr. Høst & Søn.

art er sub only