Gjesteskribent

Henryk Broder gjør seg noen tanker om Random House – eid av tyske Bertelsmann – som i 11. time ombestemte seg og avlyste utgivelsen av en roman om Muhammeds yndlingskone, Aisha.

Det pussige er at det er et vennlig portrett som tegnes av Aisha og Muhammed. Men selv det blir for mye for de sterkt troende, mente noen akademikere forlaget konsulterte. Random House tok ikke sjanse på å utfordre denne vurderingen og avlyste. Nå utkommer boken kanskje på dansk, men skaden har skjedd. Det er nesten som om islamistene benytter samme metode som Mao anbefalte: Straff én og oppdra hundre! var hans motto. Man går hardt og kontant ut mot bestemte ytringsformer, og ser at andre pent føyer seg.

Det var det ayatollah Khomeini gjorde da han utstedte fatwaen mot Salman Rushdie for Sataniske vers i 1989.

I dag , næsten 20 år senere, afviser et amerikansk forlag, der igen er ejet af den største tyske forlagskoncern, at offentliggøre en roman om Muhammeds yndlingshustru Aisha, der, efter alt hvad man ved om bogen at dømme, er så harmløs som en fortælling af H.C. Andersen, og som er skrevet af en forfatterinde, der ønsker at »bygge bro« og tegne islam i et positivt lys.

Og hvad sker der? Der sker ingenting.

Ingen solidaritets-aktion fra forlag til støtte for bogen, ingen protest fra International PEN til støtte for forfatteren. Kun en stille mumlen på avisernes kultursider. For vi er alle sammen ikke kun blevet ældre og klogere, vi er også blevet mere feje. Og vi ved, hvem vi har med at gøre.

Med fredens religion, hvis tilhængere har hang til kronisk forurettelse og spontane udbrud af vold, hvis man betvivler deres fredelige hensigter.

Det har vært mange episoder som tegner et mønster, men vi nekter å se mønsteret, sier Broder.

Og derfor har vi indrettet os. Vi kalder vores fejhed tolerance og handler efter princippet: Nu bare ikke provokere, de tossede kan blive vrede!

Vi tror, at hvis vi er flinke mod dem, vil de være flinke mod os. Vi bliver hver dag belært om noget andet, men alligevel lærer vi ikke af vores erfaringer.

Og nu bøjer et stort forlag sig, forebyggende, uden tvang. Hvad der betyder: Trussels-kulissen fungerer, uden at en trussel behøver at blive fremsat.

Den store formand Mao ville om dette have sagt: Straf én, opdrag hundrede.

For øvrigt: Fatwaen mod Salman Rushdie er stadig gyldig.

Artikkelen er fra Jyllands-Posten:

Kommentar: Straf én, opdrag hundrede
Vi tror, at hvis vi er flinke mod dem, vil de være flinke mod os, men vi bliver hver dag belært om noget andet.

Den tyske standupkomiker Bruno Jonas sier han omhyggelig unngår å si noe om islam. Han vet prisen.

»Religiøse følelser skal man altid respektere, men jeg er dybt overbevist om, at en vittighed ikke kan krænke et dybt troende menneske! Hvordan skulle den kunne det? Nej, jeg synes, at erfaringerne fra Muhammed-krisen er så ekstreme, at jeg vil vogte mig for at sige det forkerte på scenen.«

Til spørgsmålet om han ikke dermed censurerer sig selv, lyder det fra den tyske humorist:

»Jo, dagligt, igen og igen. Hvor ville vi ende, hvis enhver sagde, hvad han tænkte. Jeg er da også usikker! Henryk M. Broder har polemisk bebrejdet os alle, at vi går i knæ over for de islamiske fundamentalister. Han har ret, sådan er det. Og det angår os alle. Jeg tror ikke, at Die Zeit her kan påstå at udgøre en undtagelse, og ligeså lidt tror jeg, at kabaret-scenen er forpligtet til her at virke som spydspids.«

Jonas ble intervjuet av Die Zeit.