Sakset/Fra hofta

Den berømte egyptiske forfatteren og islam-kritikeren Sayed al-Qimni blir intervjuet av Pernille Bramming i Weekendavisen.

Gjennom 25 år har 63 år gamle al-Qimni skrevet bøker som gjør opp med såvel den islamske tradisjonen som islamismen; bøker som har blitt karakterisert som farligere enn Salman Rushdies Sataniske Vers og som på linje med de danske Muhammed-tegningene.

– Jeg kaster en bombe, går i seng og sover riktig godt, ler al-Qimni.

Den frittalende egypteren har en rekke dødstrusler hengende over seg, men er i godt humør. Det skyldes den medvinden han og hans likesinnede liberalt og sekulært innstilte kollegaer har opplevd de siste årene. Før var det alltid han og hans kollegaer som måtte forsvare seg mot alskens anklager fra islamistene, men nå er situasjonen omvendt, forteller han:

»De sekulære og liberale stemmer vinder frem nu. Vi tager emner op, som det ikke var muligt førhen, for eksempel kvindens stilling, arv, slaveri og jihad. Før i tiden måtte vi hele tiden forsvare os og benægte, at vi skulle være vantro eller zionistiske agenter og så videre. Nu er det islamisterne og ekstremisterne, der må forsvare sig. Jeg siger to ord, så bliver de slået af forvirring og render rundt om sig selv,« uddyber han.

Medvinden oplevede Sayed al-Qimni for alvor, da han sammen med en anden liberal forsker, Hassan Hanafi, sidste sommer blev tildelt den Egyptiske Stats Ærespris for Samfundsvidenskabel igt Arbejde af Kulturministeriet.

»Det var en sejr for de sekulære. Det blev fejret ved 400 fester 400 forskellige steder, blandt andet i Kuwait, Sudan og Algeriet, det kunne man se på Facebook og alle mulige blogs,« fortæller han.

Det skabte også et vældigt røre og fornyede angreb på al-Qimni og krav om, at prisen blev taget fra ham, idet hans mange modstandere mener, at han fornægter islam. I et interview i anledning af prisen erklærede han, at han ikke vil helme, førend den egyptiske forfatnings artikel to om, at lovgivningen baserer sig på den islamiske lovs principper, er blevet fjernet, hvilket skabte endnu mere røre.

Kort etter sendte forfatteren ut en «Appel til Verdens Samvitighet», hvor han offentliggjorde navnene på noen av de mange som hadde erklært ham som «frafallen», heriblant predikanter i rundt 5000 moskèer som under fredagsbønnen 24. juli oppfordret til drap på al-Qimni. Nå lever han under sikkerhetstiltak, men nekter å bøye seg for presset:

»Videnskaben og moderniteten vinder frem, og jeg siger til dem, at de skal ændre opfattelser, ellers ser verden os som aber. Den muslimske verden er ved at blive til en Jurassic Parc, hvor folk kaster pistacie nødder ind til os. Og våben så vi kan slå hinanden ihjel,« erklærer han med endnu en veltilfreds latter, idet han tilføjer, at de kan komme og slå ham ihjel, men at de ikke skal komme gratis til det. Med vanlig egyptisk galgenhumor indføjer han også, at han alligevel snart skal dø, fordi han har kræft. Det er dog først til sidst i interviewet, at han pludselig ser meget træt ud, men da har vi også talt i næsten to timer, mens han har kæderøget, drukket te og skiftevis talt på et meget formfuldendt og udsøgt højarabisk og så den lattermilde, egyptiske dialekt, som er så velegnet til at fyre vittigheder og sarkastiske bemærkninger af på.

I følge al-Qimni har islam bare ett budskap: vi skal være skikkelige mennesker. Det skal den alminnelige muslim høre før han blir morder og mens han enda ikke lider under noe annet enn å være født muslim, sier Sayed al-Qimni:

SIN seneste »bombe« kastede han for halvanden måned siden i et interview til et egyptisk magasin: et forslag om, at der opføres en helligdom på Sinai-bjerget, hvortil både jøder, kristne og muslimer kan valfarte.

»Sinai-bjerget er mere helligt end Mekka. Her mødte Moses Gud, det er helligt for alle tre religioner, så lad os gøre det til et samlingssted for alle, et symbol på fred, tolerance, kærlighed og fællesskab. Det kan blive et mål for religiøs turisme og give indtægter til beduinerne på Sinai, som ellers ikke har nogen indtægter, og på den måde kan det beskytte dem mod at blive købt af Hamas. Det vil også være billigere for mange end at tage til Mekka,« forklarer Sayed al-Qimni.

Forslaget vakte nettopp den furore verden over som forfatteren håpet på. Islamske lærde i Saudi Arabia gikk på barrikadene og forsvarte Mekkas nåværende, suverene førerposisjon. Det var al-Qimnis mål, for hvilke argumenter hadde de?

Før i tiden var der mange forskellige valfartssteder for muslimer, hvilket afspejlede, at islam rummer en vældig mangfoldighed.

Set i sammenhæng med Sayed al-Qimnis videnskabelige arbejde er forslaget således intet mindre end essensen heraf omsat til praksis: islam og den islamiske civilisation er resultatet af en lang historie med bidrag fra mange folk og flere religioner. I sine to bøger Myten og Arven og Skabelseshistorien afsøger al-Qimni myternes oprindelse og deres veje ind i jødedommen, kristendommen og islam.

I sine værker om profeten Muhammeds liv og om de første årtier efter profetens død, hvor de fire såkaldt »retledte« kaliffer herskede over muslimerne inddrager han såvel tilgængelige, historiske kilder som værker fra den muslimske tradition. Hans konklusion er, at man ikke kan tale om, at profeten grundlagde en islamisk stat. Der var tale om, at hans stamme, Qureish, fik overmagten i et større område af Den Arabiske Halvø. Han påviser også, at der historisk set ikke var nogen »guldalder« under hverken profeten eller de retledte kaliffer, det er en myte, de muslimske lærde sidenhen har dyrket. Derfor giver det heller ikke mening, når nutidens islamister og ekstremister har som mål at genskabe denne guldalder og altså holder blikket stift rettet mod bakspejlet.

På denne bakgrunnen motsetter al-Qimni seg det han oppfatter som arabernes, og da spesielt saudi arabernes, monopolisering av islam.

»Jeg nægter at skulle være en Fatmas søn eller en Qureish. Jeg er egypter. Araberne erobrede Egypten og udsatte det for den værste og længste besættelse nogensinde. De ødelagde vores sprog og stjal vores historie og kaldte den faraoniske civilisation vantro. De plyndrede os og påtvang os islam. De registrerede alt på arabisk, og de, der ikke talte eller skrev arabisk, fik skåret tungen ud. Nu kalder de os arabere. Jeg er ikke araber.

Romerne gav os noget, de byggede byer og universiteter. Selv Napoleons erobring bidrog til videnskaben med La Description de l’Egypte. I dag er al-Azhar Universitetet i Cairo arabernes højborg, men de har ikke engang skrevet en bog om Hussein-kvarteret, hvor al-Azhar ligger. Araberne bør sige undskyld for al den ødelæggelse, som deres jihad har forårsaget gennem tiden,« siger Sayed al-Qimni, idet han ledsager sine ord med en meget levende mimik og fagter. Han er ikke nogen fan af araberne, forstår man.

Da araberne erobret Egypt i 639 hadde landet vært kristent i rundt 300 år, og var blant annet hjemland for noen av verdens første klostre. Befolkningen snakket koptisk; det gamle egyptiske språket som ble benyttet allerede i faraoenes tid. I dag er imidlertid bare 15 prosent av den egyptiske befolkningen kristne koptere.

Sayed al-Qimni tillater seg å være så åpenlyst krigersk fordi samtlige kilder han benytter seg i av sine bøker er verk som tidligere er blitt autorisert av lærde ved al-Azhar Universitetet. Disse verkene stammer særlig fra et bibliotek som hans far, Mahmoud al-Qimni – som selv var utdannet ved al-Azhar – bygget opp, og som sønnen har fortsatt å utbygge.

– Den muslimske vekkelsesbevegelsen, som er blitt påtvunget oss, har medført at vitenskapen ble latt i stikken og at den islamistiske tenkemåten har vunnet frem, forklarer han.

– Jeg kan imøtegå deres argumenter på en velbegrunnet måte takket være vårt bibliotek og derfor har jeg engasjert meg i disse spørsmålene i håp om å redde vårt sivilsamfunn. Hvis det ikke lykkes, så har jeg i det minste forsøkt å gjøre europeerne bevisste på å redde deres sivilisasjon fra islamismen.

Han har gentagne gange erklæret sig som troende muslim ligesom andre fremtrædende, kritiske, egyptiske intellektuelle, der netop også insisterer på at se fremad og tage del i moderniteten. Som ung tog Sayed al-Qimni først en grad i filosofi ved Ain Shams Universitetet i Cairo, hvor ikke mindst hans studier af oplysningsfilosoffe n Baruch Spinoza fik afgørende betydning for hans videre arbejde. Han fortsatte siden med at studere islams historie og traditionelle, islamiske videnskaber ved al-Azhar Universitetet. Det var Egyptens nederlag til Israel i 1967, der blev vendepunktet:

»Udgangspunktet for alle mine studier og bøger er min søgen efter et svar på spørgsmålet om, hvorfor den egyptiske civilisation er stagneret. Hvorfor har andre fremgang, mens vi har tilbagegang?«

Det korte svaret ga al-Qimni under en lengre debatt på al-Jazeera Radio med den radikale islamisten Kamal Habib: – Vi står på bunnen av mørkets hav fordi vi kun underviser våre skolebarn i islam og det arabiske språk, sa forfatteren.

Mer kompliserte årsaker finner han i den politiske og økonomiske utviklingen i den arabisktalende verden, hvor Saudi Arabia har fått en førende rolle på grunn av landets oljerikdommmer. Rikdommen har satt Saudia Arabia i stand til å bruke enorme summer på å utbre deres form for islam, den dypt reaksjonære wahabismen:

»Saudi Arabien har brugt 70 milliarder dollars på at missionere for deres form for islam, wahabismen. De giver penge til de fattige regeringer i de arabisktalende lande på betingelse af, at de gør religionen til udtryk for kulturens højdepunkt. Wahabismen er meget langt ude islamisk set, men det er lykkedes dem at wahabisere Algeriet, Sudan, Egypten og Pakistan. De har gjort en muslim til symbolet på alt godt her på Jorden. De mener, at muslimen repræsenterer Gud og skal omvende ikke-muslimer til islam, og hvis de ikke konverterer, skal de tilintetgøres for at befri verden for alt ondt.«

Udover at olierigdommene har givet Saudi Arabien en magt, det ellers aldrig ville have fået, så har de militære nederlag til Israel også bidraget til denne wahabisering, mener al-Qimni:

»Både præsident Nasser og Syriens præsident Assad brugte medierne til at aflede folks opmærksomhed. De tillod ikke frie medier, det har deres efterfølgere heller ikke gjort, men de har set deres fordel i, at både medier, videnskab, historien og selv lægevidenskaben er blevet islamiseret. På tv begynder og slutter dagens program med koran-recitation, og programmerne bliver også afbrudt af koran-recitation. Islamisterne har indført alle mulige forbud. De har udråbt vores skuespillere til at være prostituerede, og på Kunstakademiet i Cairo er det blevet forbudt at male efter model og sågar også efter fotografier af mennesker og træer og dyr. Du dør af grin, hvis du går derind, alle de studerende er kvinder tildækket i sort, de taler ikke om andet end, hvad islam siger om kvinder og mænd og menstruation. Selv vores kogekunst får vi fra Saudi Arabien, vi skal spise fatta, mens de selv spiser kaviar på Holiday Inn og påfugl i Monaco!«

Det med påfuglen siger al-Qimni med endnu et af sine rævesmil, mens han udtaler ordet »fatta« med foragt. Fatta er den ret, der i dag bliver serveret ved religiøse højtider i Egypten, og den består af ris med lammekød i tomatsauce. Problemet er, at egypterne faktisk ikke bryder sig om at spise lammekød – de gør det kun ved højtiderne, og da er det endda ofte noget, de rige deler ud til de fattige som velgørenhed, idet de rige selv spiser okse- eller vandbøffelkød.

Det intellektuelle miljøet i den arabisktalende verden er heller ikke noe å skryte av, mener al-Qimni. Der det før var jøder, kristne, liberale, monarkister og sosialister er det i dag bare islamister. – Vi er blitt som maur: vi skal alle gjøre det samme, ligne hverandre, oppføre oss likt og vi skal alle demonstrere mot Danmark, sier han:

«De [islamistene] hævder, at muslimer ikke tilhører en nation, at én nation er som en afgud, det er hele verden, der er muslimernes nation. Derfor har de dissekeret Egypten og dræbt uskyldige kristne, bahai og liberale muslimer. De mener, at disse drab er en måde at komme Gud nærmere på. Det er jo ligesom før i tiden, hvor guden var et monster, man skulle ofre til!»

Sayed al-Qimni insisterer tvert i mot på å sette nasjonen foran religion, da særlig religion splitter befolkningen. Nasjonen kan derimot virke samlende.

»Der har boet jøder i Egypten siden Ramses II, og der er 200 tilbage nu, de elsker landet højere end nogen andre, de er blevet her på trods af alle problemerne. Det, jeg gerne vil have, at den almindelige muslim hører, inden han er blevet morder, og mens han endnu ikke lider under andet end at være født muslim, er, at islam kun rummer ét budskab: at vi skal være ordentlige mennesker.

Jihad hører fortiden til, ligesom koran-verset om at sove med sin slave. Koranens kapitler kan inddeles i to grupper. Den ene gruppe er både for fortiden og fremtiden, den anden gruppe hører fortiden til, og de tekster skal man ikke følge bogstaveligt. Det har jeg påvist på grundlag af såvel analyser som historisk materiale.«

Hvad angår tørklædet, så står der ikke noget i Koranen, som pålægger kvinder at gå tildækket. Sayed al-Qimni mener derfor, at tørklædet ikke har noget at gøre med islam som sådan, men er blevet et instrument til at kontrollere masserne og er udtryk for de religiøse autoriteters manipulation af den offentlige opionion.

Forfatteren mottok sin første dødstrussel i 1989, etter at en fremtredende islamistisk skribent i den regjeringseide avisen Al-Ahram skrev at al-Qimnis bøker var verre enn Rushdies. Kort etter skjøt noen på ham da han kjørte gjennom landsbyen Badrshein.

– Jeg hadde barn i bilen. Det var en advarsel. Hvis de ville drepe meg kunne de ha gjort det, kommenterte al-Qimni.

En anden større kontrovers opstod i 1997, da en komité fra al-Azhar Universitetet krævede, at bogen Tidens Herre (»Rab al-Zaman«) skulle forbydes. Al-Qimni blev afhørt af Sikkerhedspolitiet og sagen sendt til en domstol, som imidlertid frifandt al-Qimni med henvisning til, at der er ytringsfrihed i Egypten. På grund af de mange trusler i den forbindelse måtte al-Qimni gå under jorden i en periode året efter.

Værst gik det dog for sig, da al-Qimni i 2005 blev truet af en egyptisk gruppe, »Jihads løver«, og af al-Qaeda i Irak, efter at han havde leveret en bredside mod forestillingen om, at deres myrderier i Irak skulle fortjene den ærefulde betegnelse »modstandsbevæ gelse«. De er ikke andet end lakajer for Saddam Husseins gamle garde, der vil tilbage til magten – og den irakiske befolkning sagde netop nej til dem ved parlamentsvalget i 2005, skrev han.

For første gang knægtede truslerne Sayed al-Qimni: Han undskyldte for alt, hvad han havde skrevet, benægtede at det skulle være korrekt og gav et løfte om aldrig at skrive en linje mere. Nu ville han hellige sig sin familie. Det løfte har han som bekendt heldigvis brudt.

Truslerne kom på et tidspunkt, hvor Sayed al-Qimni og hans kolleger deltog mere aktivt i den offentlige debat end nogensinde, fordi der i Egypten siden 2003 var blevet givet tilladelse til en række privatejede aviser, tidsskrifter og tv-kanaler, og det havde skabt en platform for de liberale stemmer. Hele dagsordenen blev ændret, og der blev rykket kraftigt på, hvad man kunne skrive og tale om. I 2004 skrev Sayed al-Qimni et længere essay i Egyptens mest kendte, politiske magasin, Rosa al-Youssef, som han var fast kommentator på. Essayet var ét langt angreb på al-Azhar Universitetet. Han gengav en række af de bøger, der bliver undervist i og udstillede, hvor diskriminerende og chauvinistiske deres lære om islam er. I et andet essay har han påpeget, at egyptiske terrorister ikke er enegængere men et produkt af den hadefulde måde, islam bliver prædiket på i Egypten.

Sayed al-Qimni er en utholdende kritiker av begrepet «en islamsk stat».

– Fortalerne for en islamsk stat mener at Gud skal herske, det vil si: at de selv skal herske i Guds navn. Vi liberale leser det annerledes. Gud har aldri hersket, og under profeten Muhammed var det ingen stat, det var heller ingen regjering. Det var et stammesamfunn. Det eneste man kan utlede av koranen og tradisjonen er at makthaverne skal være religiøst vise, forklarer han.

Den berømte egyptiske filosof og fremtrædende intellektuelle, Fouad Zakaria, sagde om Sayed al-Qimni, at han er »det kommende århundredes mand« – det vil sige, det 21. århundredes mand. Det står for al-Qimni som det mest fornemme, der er sagt om ham.

»Jeg er ikke noget geni, men jeg arbejder hårdt og jeg elsker tænkning. Jeg kæmper med min pen, jeg elsker intellektuelt stimulerende kampe. Der er mange, der viger tilbage for konfrontationer, men jeg stiller op, og hvis de forbander mig, siger jeg, er det islam? Så er der endnu flere, der støtter mig.«

Pernille Brammings intervju «Araberne skal sige undskyld» med forfatter Sayed al-Qimni sto på trykk i Weekendavisen 7. mai 2010, og finnes ikke online.