Nytt

Siv Jensen stilte valgnatten et spørsmål: hvordan kommer Ap til å håndtere innvandringen? De har verbalt nærmet seg Fremskrittspartiet. Kommer de til å la handling følge ord? Dermed antydet Jensen en påvirkning og et press Frp vil utøve på Ap. Hvis ikke Ap leverer vil Frp innkassere velgerne. Det kan ikke Ap tilllate seg.

Men det er også mulig å se for seg påvirkning fra et annet hold: utviklingen i Danmark. Der er Socialdemokratene ved å reise seg fra bølgedalen. De har inngått et skatteforlik med SF og Radikale Venstre som innledning på et mulig valgsamarbeid.

Mest interessant for Ap er at Socialdemokratene fører en mye tøffere innvandringspolitikk.

Partiets politiske ordfører er Henrik Sass Larsen (kun underordnet Helle Thorning Schmidt). Weekendavisen har et langt intervju med ham. Der sier Larsen ting som ville fått de politisk korrekte til å gå i fistel. Det er samme toner som Jan Bøhler og Rune Gerhardsen står for i Norge, men vil de få gjennomslag?

Henrik Sass Larsen kommer fra en meget tøff bakgrunn, det bør man kanskje ha med for å vurere hans politiske revurdering.

Henrik Sass Larsens mor arbejdede i et supermarked, men kom på førtidspension og giftede sig med en jord- og betonarbejder, der bankede Henrik. Han kom på børnehjem første gang som 12-årig, og efter at have været lidt frem og tilbage endte han tre år senere i en plejefamilie hos en kammerats forældre, som han i dag betragter som sin egen datters rigtige bedsteforældre.

Når han fortæller om sin fortid, sker der straks noget med talestrømmens hastighed. Måske er det Sass-detektoren, der advarer mod at vise svaghed. Måske er det en helt reel blufærdighed. Men ordene om hans familie kommer med stor tøven.

»Jeg har kun talt om det én gang før,« siger han. »Rygtet lød jo, at jeg var sådan en højreorienteret motherfucker, der til nød lige havde smidt slipset og ville overtage Socialdemokratiet og gøre det til en afart af en børsmæglerselskab. Det var lidt langt fra sandheden, så jeg fortalte om min baggrund, og det har jeg fortrudt lige siden. Jeg synes, det er alt for intimiderende – i forhold til mig selv og min familie. Min mor lever, men deter 15 år siden, jeg har set hende. Jeg bryder mig ikke om at tale om det, om hende. Jeg vil ikke trampe på hende, jeg ønsker hende jo intet ondt. Men jeg har lagt det bag mig. Familie er ikke noget, man selv vælger, men noget man bliver sat til at have. Nu er jeg kommet videre i tilværelsen. So be it!«

Vi spørger, om hans mor alligevel stadig kontakter ham. Svaret falder først efter nogle sekunder:

»Ja. Men jeg har lagt det væk. Hvad skal jeg bruge det til?«

Socialdemokrater, der kender Henrik Sass godt, siger, at han for alt i verden ikke vil ynkes og derfor ikke vil tale om sin baggrund. Men måske skyldes det også hans ønske om at have fuld kontrol over situationen. Han siger det selvfølgelig ikke direkte selv, men måske er der også en anden årsag, for Henrik Sass har i høj grad nået, hvad han har, ved at konstruere sit eget indre, der ikke skal rokkes mere ved. Det slår os, da vi spørger til hans rigtige far. Forældrene blev skilt, da han var helt lille, og hans far døde for længe siden, siger han. Men af hvad?

»Skal jeg sige det?« Han tøver længe. »Han begik selvmord, da jeg var 17. Jeg så ham sidste gang et par uger før, det skete. Han skød sig selv med en pistol. Det var sgu en dårlig oplevelse.«

Bagefter siger han: »Jeg har et traumatisk forhold til det med at opsøge familien. Hvad skal der komme ud af det? Jeg har aldrig gået til psykolog. Det gjorde man bare ikke dér, hvor jeg er vokset op, for så var man skør. Det gør man bare ikke!«

Sass Larsen har vært leder av danske AUF, kalt DSU. Den gang hadde han samme innstilling som dagens AUF: en fremmed er en venn du ennå ikke har møtt.

Flere radikale på Christiansborg nævner Socialdemokratiets støtte til det omdiskuterede tilknytningskrav som et eksempel på, hvor langt Sass har trukket partiet. Hver gang der kommer et konkret eksempel på en sag, kan man se, »hvor ondt og absurd det er «, lyder det.

»Antallet af folk, der kommer til Danmark, er helt afgørende for, om vi kan løfte opgaven med at integrere dem i forhold til dem, der bor sammen med dem. Man kan ikke lukke øjnene for, at der er en uvilje mod at blive integreret blandt mange flygtninge og indvandrere. Det gør det meget svært. Det er jo ikke tonen i debatten, der forhindrer integration, for mulighederne i samfundet er jo til stede, hvis man virkelig griber efter dem.«

Det har Henrik Sass ikke altid ment. Som DSUer i begyndelsen af 1990erne var »en fremmed en ven, du endnu ikke har mødt«. Nu kalder han sig »åndeligt beslægtet« med de socialdemokratiske vestegnsborgmestre:

»Jeg ændrede holdning, fordi jeg kunne se, det var rivravruskende galt. Jeg havde muslimske venner og bekendte, som var fine fyre og begavede og dygtige, og pludselig var de gift med en eller anden pige fra en tyrkisk landsby, som de behandlede elendigt, og som bare gik derhjemme og fik børn uden at kunne tale et ord dansk, og det synes de da er helt naturligt. Som ansvarlig politiker må man da sige, at de skal tage sig sammen,« siger han.

Denne ærligheten ser vi ennå bare små tegn til i Ap.

En annen likhet er deggingen for de svake, som Venstre, Krf, Senterpartiet og SV står for. I Danmark er det Radikale Venstre som står for en slik politikk, ved Marianne Jelved. Hun kunne ikke forstå at Sass Larsen ville reorientere Socialdemokratene.

Den tidligere radikale leder, Marianne Jelved, invitererede engang Sass hjem til sig for at forstå, »hvad der foregår i hovedet på ham«. Ifølge Jelved forråder han sit gamle parti.

»Han repræsenterer et socialdemokratisk syn, der undrer mig meget,« siger hun: »Socialdemokratiet og De Radikale har haft et fælles udgangspunkt om forpligtelsen over for de svageste. Det er den gruppe, samfundet først og fremmest skal tage hensyn til. De svageste er flygtninge og indvandrere på kontanthjælp. Men Sass mener, at hensynet først og fremmest skal gælde hans egne kernevælgere, der er irriterede på eller nervøse over de svageste i forhold til der, hvor de bor eller arbejder.«

Jelved er ikke enig i, at udlændingepolitiken under Sass som politisk ordfører kun er et taktisk hensyn for at stoppe blødningen af vælgere til dansk Folkeparti. »Sass vil ofre den svageste gruppe, og jeg er bange for, det ikke kun er taktik, men også ideologi. Han vil beskytte danskerne.«

Det er lige præcis den holdning, der irriterer Henrik Sass grænseløst.

»De Radikale har aldrig haft et virkeligt indtryk af de faktiske sociale forhold for de dårligst stillede. Jeg tror ikke, at De Radikale har været ude hos mennesker med lave indkomster og se deres husholdningsbudget. De vil ikke erkende, at humanisme er en praktisk afvejning. Hvis konsekvensen af ens humanisme er , at det ødelægger en masse menneskers tilværelse og sociale muligheder, så er det da noget, man må tage hensyn til. Der er ingen frelse i at gøre noget godt for nogen, hvis man dermed ødelægger tilværelsen for andre .«

Humanisme er praksis: Sass Larsen sier sosialdemokratiet alltid har vært praktisk anlagt. Det handler om hvor mange man kan ta imot og integrere. Man må også ta hensyn til andre. Hvis mottak går ut over feks. lokalsamfunn må man ta hensyn, ellers vil folk reagere. Slike hensyn har Ap ikke vist, foreløpig.

Sass Larsen står ved noe annet: Sosialdemokratiet nølte ikke med å oppdra medlemmene. Også i gamle dager var det drikking og vold i familien. Da fikk folk klar beskjed: slutt med det! Hvorfor skal man ikke gjøre det samme overfor nye landsmenn, spør Sass Larsen:

»Jeg forstår ikke den kritik,« siger Sass: »Jeg argumenterer jo for mine holdninger. Jeg mener det, jeg siger. Jeg ser mine holdninger på det område som ursocialdemokratisk indignation. Ingen skal bilde mig ind, at unge indvandrerpiger ikke også har lyst til selv at kunne vælge, hvordan de lever deres liv, hvad de går i, om de vil gå til fester og kysse med fyrene. Det ersguda en frihedskamp på deres vegne. Jeg får altid at vide, at jeg erhøjreorienteret, og jeg forstår det ikke. Lige meget, hvad jeg siger – så er jeg højreorienteret. Men Socialdemokratiet har altid haft et ansvar for atopdrage på folk. Det gjorde vi også tidligere. Var alle arbejdere måske søde og ordentlige mennesker ? Gu’ var de da ej. De drak som svampe og slog deres børn! Og da gik partiet og fagbevægelsen ud til dem og sagde, at deskulle opføre sig ordentligt. Hvis de svageste opfører sig åndssvagt, skal vi da sige det, uanset om det er arbejdere eller muslimer. Vi har en samfundsopdragende rolle, og den skal vi stå ved.«

Denne praktiske humanismen er allergisk mot «overhumanismen» man støter på hos de utdannede, urbane eliter.

»Da jeg boede i Taastrupgaard, var der ingen indvandrere i opgangen. I dager der kun indvandrere. Der var ingen indvandrere i min skoleklasse. I dager der kun invandrerbørn på den skole,« siger han. »De mennesker , jeg kender og taler med, lever sammen med flygtninge og indvandrere, som fucker deres liv op: i sportsklubben, i skolen, i alle mulige sociale sammenhænge. Og det er de rasende over. Men de får at vide, at det må deikke være, at de skal holde op med at være racister. Den holdning irriterer mig helt grænseløst, og den kommer ofte fra De Radikale. De mangler i den grad social empati.« Henrik Sass taler flere gange om De Radikales»overhumanisme «, der »pådutter andre , at de er dårligere mennesker «. Og han fortæller, at han »tager en pause« fra Politiken for tiden: »Jeg kan ikke holde den ud.«

I Storbritannia sa kommentatorene etter EU-valget: det er ikke velgerne som har forlatt Labour, det er Labour som har forlatt velgerne. Sass Larsen representerer et forsøk på fornyelse på gammel grunn: man svikter ikke sine velgere til fordel for nye.

En slik kursomlegging for Ap vil garantert bety at SV bryter ut. Spørsmålet er hvordan partiledelsen tolker nattens valgresultat og om de er i stand til å se skriften på veggen.

Weekendavisen | 04.09.2009
Portræt: Magt: Jern-Henrik

Les også

-
-
-
-
-
-

Les også