Gjesteskribent

av NICOLAI SENNELS

Skal farlige og ofte ekstremt destruktive 12-14 årige have lov at gå frit rundt? Skal de slippe ustraffet for deres forbrydelser? Skal de have retssikkerhed? Skal vi kunne behandle dem i nogle rammer, som de ikke kan stikke af fra?

Skoler, institutioner, borgere, myndigheder og selv politiet og selvinstitutioner for kriminelle 12-14 årige oplever i dag en stigende børnemagt, som børnene på ingen måde er i stand til at håndtere, og som er direkte farlig for omgivelser. Imens ser de voksne magtesløse til, for mulighederne for at sanktionere overfor de allermest ustyrlige børn er ikke tilstede.

Vi sender et forkert signal til både samfundet og de unge, hvis de unge reelt ikke kan fjernes fra gaden og hvis vi behandler hardcore kriminelle 15-årige som førstegangsforbrydede. Vi skal ikke lukke øjnene for, at der finde voldelige børn, hvor gulerod og støtte ikke virker, og kun grænser kan regulerere barnets adfærd, og i visse tilfælde kun den ultimative grænse: frihedsberøvelse – kombineret med pædagogisk behandling.

Men er det nødvendigt at sænke den kriminelle lavalder for at opnå disse ting? Måske. Den nuværende lovgivning har både en række fordele og ulemper.

Note: Jeg bevæger mig her ud i juraen, som jo ikke er mit speciale. Emnet overlapper dog behandling og ungdoms- og indvandrerskriminalitet, hvilket er mit område.

Børnekriminalitet i stigning

Endnu en gang er den kriminelle lavalder til diskussion. Og det kan jeg godt forstå, for ifølge Københavns Kommune oplever hovedstaden et «Boom i antallet af kriminelle børn. Antallet af kriminelle børn i København er fordoblet på kun to år.» Rapporten beretter videre, at «Fra januar til september 2004 blev 495 børn mellem 11 og 14 år og 46 børn under 10 år sigtet. Stigningen gælder både danske børn og børn med indvandrerbaggrund, og sigtelserne drejer sig om tyveri, hærværk, indbrud, vold, røveri samt overtrædelse af våbenloven. Chefkriminalinspektør i Københavns Politi Per Larsen betegner udviklingen som foruroligende og påpeger, at der skal gøres noget ved problemet.»

Ok. Så er det slået fast: Problemet med kriminelle børn er voldsomt og stigende, og den velbegrundede frygt for, at den kriminelle udvikling blandt den såkaldte lillebror generation øges, vokser tilsvarende.

Det er måske svært at forestille sig for mennesker, som ikke selv har observeret fænomenet på egen hånd: Der findes ekstremt voldelige 12-14 årige børn, der ikke viger tilbage fra at bruge våben mod sagesløse og som ikke respekterer henstillinger fra hverken forældre, myndigheder eller politifolk. Og som er så empati-forladte, at de ikke kan nås pædagogisk på nogen som helst måde. Hvad gør vi med dem, hvis heller ikke pædagogisk og psykologisk behandling virker? Skal de bare have lov at gå frit rundt og fortsætte deres kriminelle adfærd – til skade for deres egen personlige udvikling og til fare for os andre?

Vi kan allerede frihedsberøve 12-14 årige

Børn ned til 12 år kan faktisk allerede tilbageholdes, hvis de vurderes at være særligt farlige for sig selv eller andre. Dette skyldes magtanvendelsesbekendtgørelsens § 7, stk. 1 – 3 (tryk på «lovmæssigt grundlag»), som giver mulighed for at anbringe 12-14 årige på sikrede afdelinger. Bekendtgørelsen omhandler tilfælde, hvor formålet er at afværge, at den unge skader sig selv eller andre (farlighedskriteriet).

Desværre bliver denne mulighed brugt alt for lidt. «Nye tal viser, at Københavns Kommunes socialforvaltning ti gange sidste år benyttede sig af muligheden for via magtanvendelsesbekendtgørelsen at anbringe kriminelle børn under 15 år på en institution i to måneder.» Mit eget kendskab til det muslimske områder som Nørrebro og Tingbjerg er, at antallet af hårdkogte kriminelle børn er langt højere. Derfor er ti børn også et klart tegn på, at reglen om farlighedskriteriet ikke udnyttes tilstrækkeligt. Den mening er jeg ikke alene om at have, for «Gadeplansekspert Khalid Alsubeihi vurderer, at kommunen overser rigtig mange unge kriminelle, når kun ti af dem årligt kommer i myndighedernes varetægt.»

Personligt har jeg som psykolog talt med masser af kriminelle 15-17 årige på Sønderbro i København, som var kede af, at hammeren ikke faldt første gang. De forstod ikke de chancer, som politiet og retssystemet gav dem, som en chance til at vise omverden, at de ville tage sig sammen og stoppe med kriminalitet. De løftede pegefingre og betingede domme blev oplevet som slaphed fra systemets (og ofte «danskernes») side. En slaphed, som gjorde, at de unge ikke respekterede loven. «Der sker jo ikke en skid!», er et typisk svar, når man spørge de kriminelle unge, om de ikke er bange for at blive taget af politiet. Jeg har i øvrigt også talt med unge, som føler det som en lettelse at komme væk fra det voldsomme kriminelle miljø. Mange af dem følte det helt behageligt, med de faste grænser. Det var rart for dem, at kunne være børn igen. Omkring 70 procent af de unge på Sønderbro har muslimsk baggrund.

Mange af de 15-17 årige startede i øvrigt deres kriminelle løbebane som stik-i-rend drenge (vold, narkosalg, afpresning) for de ældre kriminelle. Det er nemlig helt almindeligt at bruge drenge under 15 år til at begå kriminalitet, for de kan ikke straffes…

Man kan i øvrigt diskutere, om den nuværende praksis med at sætte de 12-14 årige sammen med de 15-17 årige på de sikrede afdelinger, er pædagogisk forsvarligt. Ved at være sammen med 15-17 årige udvikler de en ungdomsidentitet, mens de i virkeligheden har brug for at udvikle en børneidentitet.

Mit 1. råd: Efter min mening bør farlighedskriteriet bruges langt oftere.

Mit 2. råd: Man bør oprette sikrede institutioner udelukkende for 12-14 årige. Dette kræver helt andre rammer – andre former for fritidsaktiviteter, andre former for personale, andre former for faciliteter osv. Institutioner, som passer til 12-14 årige.

Hvad med de erfarne 15-årige kriminelle?

Et af problemerne med den nuværende kriminelle lavalder på 15 år er, at en hårdkogt ung, som har begået masser af vold og væbnede røverier lige siden han var 10-12 år gammel, bliver behandlet af retssystemet som en førstegangskriminel, når han første gang bliver snuppet af politiet som 15-årig. Derfor starter han «forfra», når han fylder 15. Første gang er det måske bare en «løftet pegefinger», næste gang en betinget dom og måske først efter gentagne gange foran en dommer ryger den unge bag tremmer på f.eks. en sikret institution eller en egnet døgninstitution.

Derfor har vi brug for at kunne lave straffeattester – eller straffeattest-lignende registreringer – så retssystemet ikke behandler allerede erfarne 15-årige gangstere som jomfruelige småkriminelle, der ikke ved hvad de har gang i.

Dette indebærer, at vi er nødt til at trække en person for en dommer og give vedkommende en dom efter lovens foreskrifter, hvis det skal give mening at registrere personens forbrydelser. Hvorvidt vi er nødt til at sænke den kriminelle lavalder for at kunne gøre dette, er jeg usikker på. Jeg kan godt forestille mig, at man vil kunne oprette en slags ungdomsdomstol for 12-14 årige, som kan vurderer skyldsspørgsmålet, men som ikke benytter sig af det normale straffesystem.

Mit 3. råd: Vi skal finde en måde at dømme erfarne 15-årige kriminelle på, hvor man tager hensyn til kriminalitet begået før det fyldte 15. år.

Rettigheder

Som reglerne er i dag, har de 12-14 årige, som frihedsberøves på grund af farlighedskriteriet, ikke dømtes rettigheder (de er jo ikke dømt). Som statsministeren rigtig nok understreger i sine overvejelser omkring sænkningen af den kriminelle lavalder: «kriminelle børns retssikkerhed varetages ikke optimalt med den nuværende grænse på 15 år, fordi de ikke har ret til forsvarer og rettergang.»

Endnu et alvorligt problem, som sikkert ifølge en eller anden konvention gør farlighedskriteriet i strid med både menneskerettigheder og alt muligt andet.

Mit 4. råd: Vi skal løse de nuværende problemerne med retssikkerheden overfor de 12-14 årige. Det kan løses ved at sænke den kriminelle lavalder. Kan det også løses på andre måder?

Gå efter forældrene

Mange kriminelle 12-14 årige føler sig, trods alt, stadigvæk så tilknyttet og afhængig af deres forældres respekt og kærlighed, at forældrene har en vis indflydelse på børnene. Dette bør udnyttes langt bedre. Jeg har skrevet et længere (og godt, synes jeg selv. Især ideen om at bygge socialpolitik på hjælp-krav-konsekvens synes jeg er god.) blog-indlæg om det her på JP d. 17/9. Essensen er, at ingen har større indflydelse på børn end deres egne forældre, og uden forældrenes (frivillige eller mindre frivillige) samarbejde, er det uhyre svært og uhyre dyrt at standse kriminelle børns fejludvikling. Derfor skal forældre til kriminelle børn tilbydes vejledning, der skal stilles krav til deres indsats overfor deres egne børn og der skal være konsekvenser, hvis ikke de følger kravene.

Det er således værd at diskutere, om det er forældrene eller deres endnu ret unge børn, som har ansvaret for, at tingene går galt. Og hvem skal så straffes? Efter min mening skal forældre kunne mærke det på pengepungen eller på andre måder (hvor det er muligt, skal den ultimative konsekvens være udvisning), hvis de ikke støtter deres anti-sociale børns skolegang, holder dem indenfor efter normal sengetid, følger ssp’s anvisninger om, hvilke unge deres barn må være sammen med – osv.

Mit 5. råd: Gå efter forældrene, og ligesom med deres anti-sociale børn, skal de mødes med profesionel hjælp, relavante krav og mærkbare grænser (i nævnte prioritering).

Modstanderne

Jeg har surfet lidt rundt på nettet for at finde argumenter imod at sænke den kriminelle lavalder. Børnerådet er blandt modstanderne, og jeg vil her kort kommentere deres tre argumenter:

1) Børnerådet mener, at det primært er unge over 18 år, som er aktive i banderne. Mit svar: Men hvad så med de 12-14 årige, som rent faktisk ER med i en bande? Og hvad med de 12-14 årige, som er dybt kriminelle uden at være i en bande (det er jo ikke kun banderne, man forsøger at ramme ved at sænke den kriminelle lavalder)?

2) Børnerådet mener ikke – på baggrund af forskning der viser, at unge ikke stopper med kriminalitet når de bliver «strafbare» – at en sænkning af den kriminelle lavalder vil holde de 12-14 årige fra kriminalitet. Mit svar: De 12-14 årige vil dog i det mindste holde sig fra kriminalitet, så længe de er frihedsberøvede. Og hvad så med al den forskning som viser, at straf heller ikke virker kriminalpræventivt overfor voksne? Vil Børnerådet afskaffe alle former for fængselsstraf, når nu det viser sig i flere undersøgelser, ikke det at hjælper. Tydelige og mærkbare grænser er en uundværlig del af virksom pædagogik, og nogle børn er så langt ude, at disse grænser må ske under magt og tvang. Jeg synes ikke, at dette argument holder vand.

3) Børnerådet påpeger, at serviceloven allerede indeholder en række hjælpeforanstaltninger, som kan afkriminalisere 12-14 årige. Mit svar: Børnerådet mangler åbenbart praktisk erfaring på området, for der findes helt klart børn som er så langt uden for pædagogisk rækkevidde, at pædagogiske hjælpeforanstaltninger er spildt (størstedelen af børnene har jo oven i købet været i sådanne hjælpeforanstaltninger – uden effekt). Derudover glemmer Børnerådet, at den servicelov, som de påkalder sig, giver myndigheder mulighed for at frihedsberøve børn i op til to måneder, uden ret til hverken forsvarer og rettergang. Derudover placeres disse børn på sikrede institutioner med 15-17 årige kriminelle. Bekymrer Børnerådet sig slet ikke for børns retssikkerhed? Ved at sænke den kriminelle lavalder, vil man kunne komme disse problemer til livs.

Jeg har også kigget øvrige fagfolks vurdering.

– Jens Asger Hansen, Sønderbro (ham, som gav mig et «gyldent håndtryk» på 150.000 kr. for at stoppe på Sønderbro) mener, at straf vil berøve børn deres barndom. Mit svar: Det er værd at diskutere, hvorvidt hardcore kriminelle 12-14 årige har en «barndom», hvorvidt denne «barndom» er sund for dem og hvorvidt det er denne barndom, man ønsker de skal beholde. Hansens eget pædagogiske syn tyder på, at en kriminel barndom er at foretrække.

– Karina Lorentz, SF, peger på undersøgelser som viser, at «straffe i sig selv» kan medvirke til at fastholde unge i kriminalitet. Mit svar: Hvis sænkning af den kriminelle lavalder kommer til at indebære «straffe i sig selv» – altså straf uden andre hjælpende foranstaltninger – så tror jeg Lorentz har ret. Men så vidt jeg forstår fortalerne for nedsættelsen af den kriminelle lavalder, så handler det ikke om «straf i sig selv», men om at kunne pille 12-14 årige ud af en kriminel løbebane, som ødelægger deres eget liv, og give dem omsorg og pædagogisk behandling i nogle rammer, som de ikke kan stikke af fra. Og det er jo ikke «straf i sig selv», men en mulighed fra samfundets side for at kunne hjælpe børn, som i mange tilfælde ikke har kunnet profitere af frivillige eller åbne tilbud.

– Socialrådgiverforeningen mener, at tvang løser ikke noget, men fører kun til, at de berørte børn og unge bliver presset længere ud i kriminalitet. Mit svar: Der henvises ikke til nogen dokumentation for foreningens påstand – men det er da muligt, at der findes undersøgelser, som bakker op om påstanden. Socialrådgiverforeningens holdning til tvang synes dog noget selvmodsigende, når landets socialrådgivere samtidigt ofte tvangsfjerner børn, tvangsindlægger dem på psykiatriske afdelinger og frihedsberøver dem uden rettergang (jævnfør farlighedskriteriet). På den baggrund tror jeg nu alligevel, at Socialrådgiverforeningen mener, at tvang i visse tilfælde kan være rigtigt, for både at beskytte de 12-14 årige og/eller deres omgivelser.

Behandling og forebyggende indsats

Når det kommer til diskussionen af behandling, så er det værd at tage med, at behandling ikke automatisk «redder» unge fra kriminalitet. En 2007-undersøgelse peger på, at over 80 procent af de kriminelle unge, som idømmes en pædagogisk behandlingsdom (ungdomssanktion), falder tilbage til såkaldt «grov kriminalitet» umiddelbart efter endt «behandling».

Dog viser en dugfrisk 2009-rapport fra Justitsministeriet (s. 18), at «unge, som har fået ungdomssanktion, har omkring 21 pct. lavere risiko for recidiv efter løsladelse end unge, som har fået ubetinget dom.» (recidiv betyder, at man falder tilbage til ny kriminalitet). Når det kommer til unge, som begår tre eller flere forbrydelser efter endt behandling, er tallene endnu mere positive: «Analysen peger på, at unge, som er idømt ungdomssanktion, har omkring 60 pct. lavere risiko for tre eller flere strafferetlige afgørelser i en toårig periode efter afviklingen af fase end unge, som er idømt ubetinget dom, har i en tilsvarende periode efter løsladelsen.»

Hvis pædagogiske behandlingsdomme virker overfor 15-17 årige, bør vi så ikke give de 12-14 årige samme mulighed? Eller hvad?

Hvad angår den forebyggende indsats, så er Nørrebro, Tingbjerg og mange andre muslimsk dominerede områder umiddelbart ikke så modtagelige. Under overskriften «Skyderier trods massiv indsats» (JP, d. 5. marts 2009) kan man erfare, at Nørrebro årligt modtager 220 mio. kr. til forebyggende arbejde. Der er sikkert mange som vil mene, at effekten af disse penge ikke er tilfredsstillende.

Mit 5. råd: Opret pædagogiske institutioner for de 12-14 årige, hvor det ligesom på ungdomssanktionen er muligt at kombinere behandling i åbent og sikret regi, alt efter, hvad det pædagogiske personale (og altså ikke en dommer eller politiet) skønner relevant.

Skal vi sænke den kriminelle lavalder?

En sænkning af den kriminelle lavalder ligner lidt den anbefaling, som ungdomskommissionen giver: At det skal være muligt at tilbageholde børn på en institution i op til 14 dage. Og så alligevel ikke, for 14 dage er alt for kort tid til at lave behandling overfor dybt kriminelle og ofte stærkt omsorgssvigtede børn, som stikker af, så snart han kan. Og hvordan skal de åbne døgninstitutioner i øvrigt kunne håndholde tilbageholdelsen? Det kommer i realiteten til at ligne korttidsfængslinger uden rettergang, hvis det skal udføres i virkeligheden – ofte på institutioner, som ikke er indrettet til det. Hvor er retssikkerheden i det? Osv.

En lavere kriminel lavalder vil ikke betyde, at vi pludselig skal have børnefængsler, hvor præpubetære unger sidder og rusker tremmer, som de voksne gør det i Vestre Fængsel. Det er der jo heller ingen 15-17 årige der gør. Det vi taler om er, at børn, som begår alvorlig kriminalitet og som er til alvorlig fare for andre, så længe de kan gå frit rundt, bliver frihedsberøvet og sat i nogle rammer, hvor de får pædagogisk behandling, som de ikke kan stikke af fra. Samtidigt bør forældrene selvfølgelig tilbydes råd og vejledning i, hvordan de kan støttes deres børns udvikling fremover.

Der er oven i købet en vis logik i, at jo grovere forbrydelsen er, jo længere tid er straffen/den pædagogiske behandling.

Vi er under alle omstændigheder nødt til at kunne fjerne farlige kriminelle 12-14 årige fra gaden, fordi:
– mange af dem ikke kan stoppes på anden vis
– ældre kriminelle ikke skal kunne udnytte 12-14 årige, bare fordi de ikke kan straffes
– fordi farlige 12-14 årige ikke er en trussel for deres omgivelser, sålænge de er frihedsberøvede
– fordi kriminelle 12-14 årige i de fleste tilfælde har godt af at komme væk fra deres kriminelle omgangskreds i en periode
– fordi mange anti-sociale 12-14 årige vil stikke af fra pædagogisk behandling, hvis de har muligheden for det
– fordi det er skadeligt for samfundets retsfølelse, hvis 12-14 årige kan begå alvorlig kriminalitet uden at møde konsekvenser
– fordi det faktisk er pædagogisk korrekt at give anti-sociale personer mærkbare grænser
– fordi kriminelle 12-14 årige ødelægger deres eget liv med deres kriminalitet, og det skal vi som samfund forhindre

Efter min mening bør man 1) udvidde brugen af farlighedskriteriet, 2) oprette sikrede institutioner udelukkende for 12-14 årige, 3) skabe en ungdomssanktion for de 12-14 årige, 4) gå mere efter forældrene og 5) opstille af domstole/retsprocedurer for 12-14 årige, som kan sikre deres retssikkerhed. Jeg har svært ved at forestille mig, at disse ting er mulige, uden at vi sænker den kriminelle lavalder.

Opdatering: Ordet «dødsensfarlige» i starten af indlægget er ændret til «farlige og ofte ekstremt destruktive». Førstnævnte var en unødvendig overdrivelse (tak til Karin Bennedsen m.fl.).

Opprinnelig på Jyllands-Postens blogg: Den kriminelle lavalder

Nicolai Sennels er uddannet cand. psyk. aut. Som psykolog har han i en årrække arbejdet med kriminelle muslimer på Sønderbro, en sikret institution for kriminelle unge i Københavns Kommune.

I 2008 delte han sine erfaringer fra sit terapeutiske arbejde på integrationskonferencen «Mangfoldighed og tryghed i byen». Han valgte at forlade sin stilling, da kommunen gav ham mundkurv på med begrundelsen, at hans konklusioner var i strid med kommunens værdigrundlag.

Udgivelser:
Nicolai Sennels har efterfølgende udgivet bogen «Blandt kriminelle muslimer. En psykologs erfaringer fra Københavns Kommune».