Sakset/Fra hofta

Weekendavisens Adam Holm anmelder John R. Bradleys bok After the Arab Spring. How Islamists Hijacked the Middle East Revolts, hvor den britiske journalisten og midtøstenkjenneren leverer kraftig kritikk av Vestens naive drømmer om et demokratisk og pluralistisk Midtøsten.

Den arabiske verdens »Berlin-øjeblik«. Sådan rapporterede de vestlige medier, da egypternes moderne farao, Hosni Mubarak, i fjor blev stødt af tronen.

Revolutionsfeberen rasede, glædestårerne trillede og alle snakkede henført om demokrati, pluralisme og frihedsrettigheder. Araberne stod på tærsklen til lige så store og gennemgribende omvæltninger som øst- og centraleuropæerne havde gjort i 1989. Men ak og ve, det arabiske forår afblomstrede og nu blæser i stedet en strid efterårsstorm.

Det mener i hvert fald den britiske journalist og mellemøstenkender John R. Bradley. I sin nye og provokerende bog After the Arab Spring giver han adskillige eksempler på, at de religiøse fundamentalister har draget fordel af de ændrede magtforhold i lande som Tunesien, Libyen og Egypten.

– I den arabiske verden er det islamistene som spretter ut når pakken med demokrati blir åpnet, fortsetter Bradley. Den arabiskkyndige journalisten skriver for en rekke internasjonale magasiner og har bla utgitt den kritikerroste boken Inside Egypt: The Road to Revolution in the Land of the Pharaohs (2008). Han langer ut etter vestlige medier og politikere som faller pladask for såkalte Facebookrevolusjoner og gir ikke mye for vestlige kommentatorers analytiske dømmekraft og forståelse av regionens kulturelle og religiøse forhold, skriver Holm i anmeldelsen:

Hvis ikke der i Vesten var en angst for at blive hængt ud som hvid reaktionær orientalist, og hvis man i øvrigt ville lytte lidt mindre til den lille pro-vestlige elite af studerende og intellektuelle, der taler lydefrit engelsk og behersker de sociale medier, ville realismen have indfundet sig tidligere. Bradley svinger krabasken og slår indimellem nogle vilde slag i luften, men han rammer også et par ømme punkter.

I alle fall treffer de Holm selv, som ærlig forteller om sin egen begeistring over revolusjonene og det han bevitnet på Tahrir-plassen i Egypt og i Benghazi i Libya:

I det mindste hos undertegnede. Jeg har været både på Tahrir Pladsen og i Benghazi, mens det gik hedt for sig og talt – på engelsk, of course – med unge mennesker, der formfuldendt forklarede om »folkets« dybe ønske om politisk medbestemmelse og personlige frihedsrettigheder. Det er forførende tale og ryger uden besvær ind på den mellemfolkelige konto. Sådan – de er jo ligesom os. Hvor svært kan det være?

Men Bradley gør det unægtelig en tand vanskeligere. Ikke, at han underkender den jævne tuneser, egypter og libyers tørst efter et liv i frihed og uden korrupte ledere. Men han mener samtidig, at det tenderer kulturimperialisme at tro, at arabere per definition ønsker de samme institutioner og værdier, som vi hylder på den europæiske side af Middelhavet.

Ingen bryder sig om at blive tortureret for at udtrykke deres mening, men at tro at liberalisme, pluralisme og ytringsfrihed skulle være dét, der fik vredens bål til at flamme, er en vestlig projektion. Spørg folk i den »arabiske gade«, skriver Bradley, om de demonstrerede for en ny forfatning baseret på menneskerettighedsprincipperne eller om de reagerede på stigende brødpriser og massearbejdsløshed. Gæt selv svaret.

Folkets tålmodighet tok slutt i takt med at deres livrem måtte spennes inn mens de rike kleptokratene som hadde utnevnt seg selv til presidenter fråtset. Opprøret hadde derfor et overveiende sosialt mål og var ikke noe uttrykk for de brede befolkningslags ønske om å innføre en amerikansk eller britisk demokrati-modell. Men siden demokrati er nåtidens honnørord, spiller islamistene klokelig med, mener Bradley:

Og de kan endda gøre det, uden at det udarter til den rene farce. For hvis demokrati essentielt indebærer retten for alle myndige personer til at afgive deres stemme til valghandlinger, er Iran mindst lige så demokratisk som Storbritannien, skriver Bradley. Hvert fjerde år kan den voksne vælgerbefolkning i begge lande sætte deres kryds ud for et antal kandidater, som ikke nødvendigvis er repræsentative for holdningerne i samfundet, men er at finde på stemmesedlen som følge af de respektive traditioner og systemer. Og islamisterne i Tunesien og Egypten vil vide at drage nytte af »en mand, en stemme«-modellen, vurderer Bradley. De vil ligefrem nyde at legitimere sig gennem den politiske proces og stolt kunne sige til omverdenen, at »vi respekterer folkets vilje«. Men folkelige valghandlinger er som bekendt ikke ensbe-tydende med åbenhed og rummelighed.

Islamske fundamentalister vil naturligvis aldri tillate kunstnerisk frihet og åndelig dissens i de statene de har makt, skriver Bradley. Islamistene har koranen som sitt autoritative grunnlag og de henviser alltid til muslimske normer og tradisjoner:

Kunst og kultur, for ikke at tale om politik og økonomi, vil ikke få højere til loftet under islamisternes grønne banner end under de foregående sekulære slyngler. Valgdeltagelsen har ikke været imponerende i Tunesien og Egypten og man kan også have sin tvivl i forhold til sommerens valg i Libyen, men det er de velorganiserede islamister, som formår at tromme folk sammen og dermed holde »demokratiet« i gang. På længere sigt vil sunni-islamisternes erobring af samfundsinstitutionerne – godt hjulpet, som Bradley påviser, af saudiske oliepenge – cementere deres styrke. Lovgivningsprocessen vil blive endnu mere religiøst påvirket, og de, vi i Vesten kalder for »de sande demokrater«, vil være nøjagtigt så marginaliserede som før. Revolterne mod de gamle autokrater har ikke bragt liberale demokrater i vælten, men derimod hårdhudede teokrater. Og med det sikkerhedstomrum islamisternes march frem mod regeringskontorerne vil skabe, ikke mindst i forhold til Israel, er det svært andet end at istemme Bradleys jeremiade. Det såkaldt »arabiske forår« er på vej til at blive det fordømte forår.

Og prisen bliver høj. Spørg bare i det engang så moderate Iran.

Weekendavisen: Det fordømte forår

John R. Bradley: After the Arab Spring. How Islamists Hijacked the Middle East Revolts. 247 sider. Palgrave Macmillan, London. 135 kr. i Politikens Boghandel.