Kommentar

Sais13.jpg

Fouad Ajami er en av de mest spennende arabiske tenkerne. Et møte med ham gir helt nye perspektiver. Det han sier i et intervju med Flemming Rose, er vel verdt å tenke over. Han sier om Irak at det var en edel krig, men muligens blir det en edel fiasko. De destruktive kreftene samler seg. De vil for enhver pris hindre at det oppstår et nasjonalt demokrati i et arabisk land. Det er i dette perspektiv man skal se drapet på Pierre Gemayel idag: Det er ikke grenser for hvor langt de vil gå og hvem de vil drepe.

Det er en viss desperasjon i Syrias drap. De er overmodige og desperate på en gang, og satser alt på ett kort. Hafez al-Assads gamle garde likte ikke drapet på Rafik Hariri for snart to år siden. De syntes det smakte av «brinkmanship». Disse autoritære styrene kjemper for å overleve. Hva vil de være i stand til hvis de får tilgang til masseødeleggelsesvåpen?

Fouad Ajami er den ultimative insider og outsider. I Washington og i den arabiske verden. I et usædvanlig poetisk og suggestivt sprog oversætter han for Occidenten de usynlige koder i den orientalske, arabiske verden, som ikke er tilgængelige for vesterlændingens blotte øje, men hans tekster henvender sig også til araberne, barndommens landsmænd. Her taler han med outsiderens frihed og insiderens viden, usentimental og nådesløs, når ansvaret for elendigheden i den arabiske verden skal placeres.

Han er aktuel med en bog om Irak, The Foreigner’s Gift: The Americans, the Arabs, and the Iraqis in Iraq, hvor han fortæller om sine rejser til landet efter Saddams fald, møder med amerikanske soldater, almindelige irakere, storayatollah Ali Sistani og den ny elite. Professoren i Mellemøst-studier ved Johns Hopkins University leverer sin personlige fortolkning af denne dramatiske fortælling.

Fouad Ajami har støttet Bush-administrationens omstyrtning af Baath-regimet, selv om han har været på det rene med, at det amerikanske felttog af de fleste arabere ville blive opfattet som et imperialistisk togt. Men for den desillusionerede tidligere tilhænger af Abdel Nassers panarabiske ide og fortaler for palæstinensernes sag er den vestlige supermagts vej et bedre bud på en fremtid end regionens ældgamle skavanker, fobier og forbud. Det mener han stadig.

»Jeg har ikke opgivet forestillingen om at sprede demokrati i Mellemøsten. Amerikanerne har et udtryk, som jeg godt kan lide: Det er min historie, og den holder jeg fast ved,« ler han.

Den vilde hest fra USA

Fouad Ajami kalder krigen i Irak for en »ædel krig« og tilføjer, at det uafklarede spørgsmål er, om det bliver en ædel succes eller en ædel fiasko.

»Hvis vi er heldige, hvis irakerne gør det rigtige, og hvis vi holder fast i tre-fire år og ikke bliver modløse, vil det blive en ædel succes. Må Gud hjælpe os, hvis det bliver en ædel fiasko. Men vi har åbnet et arabisk land, som før var lukket. Vi har givet irakerne en mulighed for at bygge et nyt land. Man kan godt argumentere for, at krigen har været dårlig for Amerika, men god for Irak.«

For Fouad Ajami er frihedens håb stadig lyst i Irak. Han bringer i den forbindelse gerne en europæisk adelsmands ord om kontinentets revolutioner i 1848 i erindring:

»Frihedens gave er som en vild hest, sagde denne greve. I nogle vækker den et ønske om at ride, i andre et ønske om at gå. Præsident Bush har bragt frihedens vilde hest til den arabiske verden. Nogle i regionen foretrækker at gå, fordi de er bange for den vilde hest. Andre er parate til at ride. Fjernelsen af Saddam skete i erkendelse af, at den tidligere politik med at lave aftaler med autokratiske regimer var slået fejl, så vi havde ikke noget valg. Jeg rider stadig på frihedens stormbølge. Bagdads borgmester blev i 2004 citeret af en amerikansk kommandant for at sige, at regeringerne i regionen er nervøse for, hvad der foregår i Irak, mens befolkningerne er misundelige.«

Jamen, det var i 2004, hvad med i dag?

»Man kan i lyset af volden spørge: Er de stadig misundelige? Mit svar er ja og nej. De er misundelige i den forstand, at irakerne er i færd med noget helt specielt i den arabiske verden. De forstår, at et nyt Irak kæmper for at blive født, at landet ikke kommer til at tilhøre en enkelt mand, der er ingen stor papa, ingen Mubarak som i Egypten, ingen Assad som i Syrien, intet Saud-dynasti som i Saudi-Arabien, ingen emir af Qatar. Det, der foregår i Irak, er anderledes. På den anden side er befolkningerne nervøse, fordi de ser drabene og volden – det skræmmer dem, men det er ikke noget nyt for dem. De ved, hvad vold er fra deres egne samfund, de har oplevet den, så Irak bærer en modsætning i sig. Det bærer i sig såvel fare som håb. Udviklingen kan ende med at blive til autokraternes fordel eller til demokraternes fordel. Det er det, kampen om Irak handler om. Autokraterne bruger et berømt sunni-muslimsk udtryk: 60 års tyranni er bedre end én dag med anarki. De fremholder det irakiske eksempel som anarki og siger: Er I ikke lykkelige, at I har et Saud-dynasti eller Hosni Mubarak?«

Tyngdepunktet i Irak
Mange iagttagere af udviklingen i Mellemøsten har i årevis fremhævet den israelsk-palæstinensiske konflikt som nøglen til fred i regionen, men du er uenig i det synspunkt. Hvorfor?

»Tyngdepunktet i Mellemøsten har flyttet sig fra Middelhavet mod Irak og Den persiske Golf. Det er et spørgsmål om penge, befolkninger og de emner, der er på dagsordenen. Mange arabere er dødtrætte af det palæstinensiske spørgsmål. Jeg erkender, at mange ikke deler det synspunkt, og at der for folk i min generation måske er tale om en overreaktion, efter at vi har brugt så mange år og ressourcer på det palæstinensiske spørgsmål. Den arabiske holdning kan beskrives med ordet mavruk, til lykke. De siger til israelerne: Ok, I har taget det, det er jeres, så værsgo at løse det, til lykke. Skadefro er måske for stærkt et ord, men araberne mener, at det er Israels problem, at de har ansvaret for det. Desuden mener jeg ikke, at palæstinenserne repræsenterer så meget hos araberne. Det, der foregår i Irak, er langt vigtigere.«

Hvorfor?

»Penge, som jeg sagde, og Irak er et stort land med en stor befolkning. Det er ikke 3-4 mio. fattige palæstinensere uden ressourcer. Det er 25 mio. mennesker med de næststørste olieressourcer i regionen. Så er der shia-muslimernes situation, muligheden for en iransk rolle i Irak og spørgsmålet om kurderne, som sætter spørgsmålet om national integration i den arabiske verden på dagsordenen. Brudfladen mellem sunni- og shia-muslimer. Den gamle arabiske verden har investeret i Irak. De bekymrer sig om ressourcer, så der står virkelig meget på spil.«

Den egyptiske bondesoldat
Hvad med Egypten, det største land i Mellemøsten, og Saudi-Arabien, USA’s to allierede, som vel ikke just kan beskrives som demokratiske lande?

»Egypten er håbløs. Det er et farao-regime. Det er en test, som Bush-regeringen ikke kan bestå. Hvis USA vil tages alvorlig i sin kamp for fremme af demokrati i Mellemøsten, må de tage et opgør med den egyptiske farao, men det har man ikke gjort. Ikke fordi Bush-regeringen er bange for Mubarak, men fordi den er bange for den menneskelige ruin, der vil følge. Ingen har svaret på, hvad man skal stille op. Saudi-Arabien er til gengæld ikke længere genstand for de samme lidenskaber som umiddelbart efter den 11. september. Bush-regeringen ser kong Abdullah som en reformator. Den kan lide, hvad der kommer fra Saudi-Arabien, så spørgsmålet, om hvad man skal gøre med dem, er suspenderet. Men der kan ske interessante ting. Saudi-araberne er meget materialistiske. Det er, som om de har glemt deres religiøse nidkærhed. De har 20 aktiebørser mod USA’s 19. Folk forlader deres job for at blive børsmæglere. De sætter virksomheder på aktier som gale uden at kende aktiemarkedets regler, så det ender sikkert skidt. Regimet giver befolkningen penge som beroligende middel.

Egypten bekymrer mig stærkt. Mubarak er en stædig rad. Han er en bondesoldat. Han ved intet om demokrati, men alt om kontrol. Hans mentalitet er som en pansers. Bush-regeringen ved ikke, hvad den skal stille op, hvis der bliver krise, hvis der sker ham noget, eller hvis han bliver en periode mere og giver magten videre til sin søn. I så fald vil 75 mio. mennesker i en stolt nation blive overdraget fra far til søn som en flok kvæg. Det offentlige liv bliver ædt op af den gift, Mubarak spreder. Der er raseri på gaden. Den trøst, der var over tilværelsen i Egypten, er knækket. Det var et graciøst folk, men det er alt sammen forsvundet. Det er blevet et meget voldeligt land. Tvært. Det hader Amerika, men er fuldkommen afhængigt af Amerika. Det er et ulykkeligt land. Og drømmen om moderniteten i den arabiske verden, som blev født i Egypten i 1860’erne med bygning af Suez-kanalen og bomuldsboomet, er væk. Vi ønskede, at Egypten skulle stå i spidsen for denne jagt på moderniteten, men nu er de bagefter alle andre, og det sker med amerikansk støtte. Jeg er ret kritisk over for Bush-regeringens kurs over for Egypten.«

Hvad skal USA gøre?

»Vi skal distancere os selv fra Mubaraks regime. Vi bør ikke være tæt på, når arvefølgen finder sted. Er vi villige til at droppe støtten til ham, sige ligeud, at denne tilbagestående farao ikke fungerer? Er vi villige til at se virkeligheden i øjnene? Han har tæmmet stedet, ødelagt det. Den store Abdel Nasser frygtede og respekterede Egypten. Afhængigt af hvordan man tæller, var han ved magten i 16 eller 18 år. Den store Sadat regerede i 11 år. Hosni Mubarak har nu siddet der i 25 år. Washington har ingen løsning på sit Cairo-problem.«

Det åbne land
Fouad Ajami forlod Libanon og rejste til USA, da han var 17 år. Han ser det forhold, at han under opvæksten aldrig fik et nært forhold til sin far som afgørende for sin videre udvikling. Arabere er normalt tæt bundet til familien, men Ajamis manglende følelsesmæssige tilknytning til faderen gav ham en frihed til at skabe en ny identitet.

»I den forstand er jeg meget uarabisk. Jeg var fremmedgjort i forhold til min familie. Jeg plejer at kalde arabisk kultur for ibnisme, en kultur, hvor det er afgørende, hvem man er søn af, men jeg var ikke søn af nogen, og det gav mig frihed.«

Fouad Ajami husker som indvandrer den aftale, der blev indgået med baglandet i Libanon, da han drog til den nye verden.

»Den var enkel, barsk og darwinistisk. Hvis du klarer dig, skal vi nok høre fra dig. Hvis ikke, er det dit problem. Jeg tog den ny verden til mig. Jeg tog ordet ny alvorligt. For mig var alt nyt. Amerika havde en magisk indflydelse på mig. Det er faktisk muligt at få del i den amerikanske drøm, hvis man vil lade sig assimilere. Den amerikanske etos er bygget op omkring to ideer, der sender den rette besked til indvandrere: Dørene er åbne, og spil efter reglerne. Ikke alle døre er åbne, selvfølgelig. Jeg ved godt, at jeg aldrig bliver senator i New York, men hvis man kan gå gennem 19 døre og den 20. er lukket, er det ok. Jeg tror på indvandring, jeg er selv indvandrer, men jeg tror ikke på militante rettigheder, på nedbrydning af grænser.«

Du afviser altså integration som model for indvandring. Det er assimilation eller ingenting?

»Ja, man er nødt til at lade sig assimilere. Jeg er meget jakobinsk i den forstand. Jeg har ikke stor tålmodighed med folk, der insisterer på at gå med slør i en fransk eller amerikansk skole. Modernitetens krav bør være totale. Disse indvandrere ønsker modernitet a la carte. De ønsker at nyde alle fordelene, men afviser de krav og byrder, der følger med. Vi står op om morgenen, går på arbejde og betaler vores skat. Man må acceptere den disciplin, som moderniteten forudsætter, og det gælder også risikoen for at blive krænket. Sådan er den moderne tilværelses natur. Moderniteten indebærer, at man ikke kan kende alle gruppers koder og regler – andre vil gøre ting, der opleves som krænkende. Hvis ikke man kan acceptere det, kan man ikke leve i den moderne verden. Man skal kunne le ad en karikatur af profeten eller sige, at man ikke bryder sig om den og så komme videre.«

De radikale i Europa
Efter at have talt en lille time på Ajamis kontor spadserer vi over til hans foretrukne restaurant i det pittoreske kvarter ved Dupont Circle. Snakken falder på den udfordring for de vestlige samfund, der følger med indvandringen fra den muslimske verden. Han tager mit eksemplar af sin berømmede bog fra 1980, The Arab Predicament, og slår op på et citat af den franske antropolog Claude Lévy-Strauss. Han læser højt.

»Sandheden er, at kontakt med ikke-muslimer piner muslimer. Deres provinsielle levevis overlever, men under konstant pres fra andre livsstile, der er mere frie og fleksible end deres egen, og som kan påvirke dem gennem deres blotte nærvær.

Denne store religion er ikke så meget baseret på åbenbaring som på en manglende evne til at etablere forbindelser til verden udenfor. I kontrast til den universelle venlighed i buddhismen eller det kristne ønske om dialog antager muslimsk intolerance en ubevidst form blandt dem, der gør sig skyldig heri; selv om de ikke altid søger at tvinge andre til at dele deres sandhed med brutal magt, er de alligevel (og det er mere alvorligt) ude af stand til at tolerere eksistensen af andre som andre.«

Ajami taler om en undersøgelse, han efter den 11. september lavede af den arabiske tv-station Al-Jazeera. Han studerede programmer, hvor seere kunne ringe ind og give deres mening til kende. De mest radikale stemmer kom fra muslimer i Europa. De talte ikke om Sverige, Danmark og Holland, men om de vantros lande. Fra en position af tryghed i det sekulære Vesteuropa rasede de mod de selv samme lande og besang radikal islam.

»Jeg hørte også en mand på tv i Saudi-Arabien sige: Vi kan bære en nationalitet, men vi tilhører vores religion. Det gjorde indtryk på mig. For mig er mit amerikanske pas ikke blot et rejsedokument, men et dokument, der etablerer et tilhørsforhold, en tilknytning.«

Hvorfor sker den slags?

»Indvandringen til Vesten har ændret karakter, siden jeg kom til Amerika i 1960’erne. I min tid var det kun få, der rejste, og det var udtryk for, at folk stemte med fødderne. Udvandringen fra Mellemøsten var en tilkendegivelse af, at de erkendte den gamle civilisations fiasko. Derpå fulgte en demografisk eksplosion, og især fra den arabiske verden begyndte folk at rejse i stort antal, men de var enten analfabeter eller halvt uddannede. De rejste ikke til Vesten, fordi de holdt af Voltaire eller Racine eller ville læse Shakespeare, eller fordi de ville forstå den danske eller hollandske civilisation. De var sultne. Det var det hele, og så snart de havde fået stillet de primære behov, mad på bordet og tag over hovedet, fulgte dyrkelsen af det militante, af det radikale. Derpå begyndte løgnene. Snakken om hvor storartet den islamiske tradition i deres hjemlande var, hvor fantastisk denne tro er, som vi alle tilhører. De opbyggede en legende, der grunder sig på fornægtelse af virkeligheden. Det er det nye. Islam bliver en trussel, fordi muslimer i den moderne verden føler sig truet. De lever i den moderne verden, men er ikke af den moderne verden.«

Fritagelse for ansvar
Tror du på, at der i Europa kan udvikles en form for islam, som kan eksistere side om side med det liberale demokrati, og at det kan få en positiv indflydelse på udviklingen i Mellemøsten?

»Der findes denne forestilling om, at islam i Europa vil komme i kontakt med oplysningstraditionen og det åbne samfund, og derfor vil der fødes en ny, europæisk islam. Det synes jeg er arrogant. Det ignorerer de rå nerver i de nye islamiske doktriner og ignorerer, hvad der sker med folk, når de løsrives fra det praktiske, økonomiske liv. Den forestilling tager kort sagt ikke hensyn til, at velfærdsstaten fritager folk fra at bruge deres fornuft.

Det virkeligt alvorlige problem for den arabiske verden er, at den ældgamle forbindelse mellem årsag og virkning er gået tabt. Alle disse radikale doktriner har mistet kontakten med virkeligheden og er flygtet ind i fantasien. Velfærdsstaten fritager folk fra det moderne livs disciplin på samme måde, som olien gør det i Saudi-Arabien og Kuwait. Begge stimulerer og befordrer ekstremistiske ideologier, fordi folk ikke behøver at stå til regnskab for deres ideer i mødet med virkeligheden. Når man som Saudi-Arabien eksporterer ni mio. tønder olie om dagen, som ikke kræver den store arbejdsstyrke, gør det befolkningen modtagelig for de mest vanvittige ideer, og det samme gælder velfærdsstaten. Begge korrumperer sine borgere. Så det eneste, Europa kan tilbyde os, er muslimer, som er ekstra stridbare og krigslystne. De er mere militante end andre, er dygtige til at undgå ansvar og lever under retsstatens beskyttelse. På Al-Jazeera sender de frygtelige beskeder til de muslimer, der lever under barske vilkår i Damaskus og Yemen. Det er en hån, for de radikale muslimer i Europa lever af andre menneskers sved. I den forstand er jeg marxist. Jeg er overbevist om, at den materielle basis former den måde, vi tænker på. Når man placerer folk i København på kanten af samfundet og fritager dem fra det moderne livs disciplin, er de et let bytte for en hvilken som helst vanvittig doktrin.

Europæerne har givet det muslimske samfund alt og intet, sagde en af mine franske kollegaer. Med alt menes, at man ikke stiller spørgsmål, man påtvinger ikke sine nationale regler, man uddanner ikke muslimer til at forstå statsborgerbegrebet, man kræver ikke, at de bliver danskere, hollændere eller franskmænd, og på den måde giver man dem alt. På den anden side holdes de uden for 2_kommentarstream-samfundet. Det er den store europæiske modsætning. Man har denne eftergivende kultur, der giver fuldkommen syndsforladelse, og når man har fritaget folk fra ansvar, har man allerede tabt dem, for så kan man ikke længere kræve noget af dem.«

Fakta: Fouad Ajami
Født 1945 i landsbyen Arnoun i det sydlige Libanon få kilometer fra grænsen til Israel. Søn af en velhavende tobaksbonde.

Emigrerede til USA i 1963 kort før sin 18 års fødselsdag. Studerede politisk videnskab i Oregon og fik i 1973 ansættelse på det berømte Princeton University.

Har siden 1980 været professor i mellemøststudier ved Johns Hopkins University i Washington D.C.

Er gift og bor i New York, hvor han i sin tid var nabo til en anden arabisk intellektuel, professor Edvard Said (der døde i 2003) fra Columbia University. Ajami siger om deres forskellige udgangspunkter: »Edvard vendte i billedlig forstand tilbage til den arabiske verden, da jeg rejste fra den. Mit navn er Fouad, meget arabisk, hans er Edvard. Min far hed Ali, et typisk shia-muslimsk navn, hans far hed William, gjorde tjeneste i den amerikanske hær og var amerikansk statsborger. Edvard stammede fra klassen af herskere i den arabiske verden, han voksede op i en vestlig enklave i Cairo og Beirut. På et tidspunkt efter 1973 besluttede han sig for at blive araber, mens jeg var født ind i den arabiske verden og besluttede mig for at blive amerikaner. Jeg kendte den arabiske verden indefra med alle dens krige og problemer, jeg beherskede det arabiske sprog og araberne bedre, jeg var ikke nødt til at skabe den verden i fantasien, jeg kunne tage den, som den var, med de gode og dårlige sider. Han var kristen, men blev en mere ihærdig forsvarer af islam end muslimer. Han blev mere katolsk end paven.«

Ajami er forfatter til følgende bøger:
The Arab Predicament (1980)
The Vanished Imam (1986)
Beirut: City of Regrets (1988)
The Dream Palace of the Arabs (1998)
The Foreigner’s Gift (2006)

Flemming Rose: intervju med Ajami i Jyllands-Posten