Gjesteskribent

Både nasjonalistene og islamistene har behov for å opprettholde myten om det forurettede og krenkede Midtøsten. Man dyrker nærmest avmakten og det legitimerer de autoritære regimer, religiøse diktatur og gjør konfrontasjon med Vesten til en historisk nødvendighet. Men det har ikke rot i virkeligheten, skriver den myrdede libanesiske journalisten Samir Kassir. Moderniteten slo rot i Midtøsten, selv om det er glemt og fortrengt.

Samir Kassir: At være araber. Essay. Oversat fra fransk af Claus Bratt Østergaard efter »Considérations sur le malheur arabe«. 120 sider. 169 kr. Informations Forlag.

Journalisten Samir Kassir blev myrdet for at tale åbent om Libanons onder. Nu foreligger hans sidste essay, hvor han holder hele den arabiske verden under kritisk observation.

Af Lars Bonnevie

Hvis man stiller kritiske spørgsmål, bliver man ikke nødvendigvis populær hos magthaverne. Det måtte den libanesiske journalist og kommentator ved dagbladet An Nahar, Samir Kassir (1960-2005) sande, da han i juni 2005 blev myrdet af syriske agenter, efter at han havde rettet en række voldsomme angreb på den syriske efterretningschefs censur af og trusler mod kritiske journalister, få måneder efter at Libanons antisyriske premierminister Rafik Hariri led samme skæbne. Ethvert libanesisk barn kan sætte navn på mordernes bagmænd, men mordene vil aldrig blive opklaret. De indgår i samlingen af de betændte bylder, Mellemøsten er så rig på.

Kort før sin død udgav Kassir et særdeles kritisk fransksproget essay om arabernes kulturelle og politiske misere, der nu foreligger på dansk. Her tager Kassir udgangspunkt i det spørgsmål, mange tænkende arabere stiller sig, og som de har divergerende svar på: Hvad er årsagen til, at en kulturel, politisk og militær verdensmagt som den arabiske har været på konstant nedtur siden det 12. århundrede? Og hvorfor går det stadig den helt forkerte vej?

I svarene på disse spørgsmål, mener han, møder vi også forklaringen på islamisternes fremgang på alle fronter og på de sekulære arabiske regimers undertrykkende karakter. De prøver på hver deres facon at forvalte en religiøs og politisk arv, der efter Kassirs opfattelse aldrig har eksisteret i den autoriserede udformning, som dagens magthavere giver den. Det er en interessant pointe, al den stund den eurocentriske og orientalistiske indfaldsvinkel til arabernes historie ofte er skåret over præcis den samme læst: erobringstid, videnskabelig og filosofisk guldalder, forfald, mislykket oplysningstid, kolonialisme, mislykkede demokratiske tiltag, autokratiske og fundamentalistiske regimer.

Det er ikke en kurve, arabere er glade for at kigge på, og hvis de tror, at den passer, hvad den efter Kassirs opfattelse ikke gør, efterlader den en følelse af en konstant, århundredlang ydmygelse, som er benzin på de yderligtgående religiøse bevægelsers bål. Hvad Kassir utvetydigt siger er, at araberne på grund af deres generelle og af regimerne omhyggeligt administrerede uvidenhed om deres virkelige historie er deres egne værste fjender i kraft af den offermentalitet, der har bredt sig i de sidste hundrede år eller mere, og hvis fikspunkt er oprettelsen af staten Israel i 1948. Han siger også, at det er der ingen grund til, fordi der ikke er nogen iboende forskel mellem arabisk og vestlig kultur. Det er en opfattelse, der også langsomt, alt for langsomt, er ved at vinde gehør i Vesten.

Mellemøsten har nemlig, anfører Kassir , haft del i moderniteten næsten lige så længe som Vesten, og hvis man kan vise, at den arabiske verden tilpassede sig dette nye paradigme ganske hurtigt, at den arabiske modernitet var en historisk og levet virkelighed, kan der ikke være tale om en iboende forskel mellem arabisk og vestlig kultur. Det er en opfattelse, der godt kan argumenteres for, når det drejer sig om overførsel og modtagelse af påvirkninger fra Vest til Øst fra det 19. århundrede og fremefter, herunder den arabiske nationalisme; og man kan desuden fremhæve den debat på ideer, der foregik på fuld kraft i Osmannerriget i denne periode i Istanbul, Damaskus og Kairo.

Det mest interessante ved Kassirs lille bog er alle hans informationer om reform- og oplysningsvenlige bevægelser og personer, som udenforstående ikke kender til. De modificerer i høj grad det traditionelle billede af Mellemøsten som et sted, hvor uvidenhed og obskurantisme angiveligt altid har rådet. Han giver et langt mere nuanceret billede af forholdene, end vi er vant til at møde i disse fremmedfjendske tider, og han gør det ud fra en sekulær, arabisk synsvinkel, der burde have sin selvfølgelige plads i debatten.

Mellemøstens mange onder, påført udefra eller selvforskyldte, går heller ikke ram forbi, hvad enten det gælder pseudodemokratiske og autoritære regimer, der på grund af deres inkompetence baner vejen for islamistiske bevægelser, eller disse bevægelser selv. Der er tale om en symptombeskrivelse, der godt kan virke forstemmende, og man spørger sig selv, om patienten overhovedet har mulighed for helbredelse. Kassir anbefaler araberne at se bort fra deres glorværdige fortid for 800 år siden og i stedet betragte deres nutidige historie og forholde sig til den.

Hvis araberne ændrer (får lov at ændre) deres selvopfattelse og syn på historien, vil rationalet for en kulturel konfrontation med Vesten nemlig fordufte sammen med den offermentalitet, som religiøse og nationalistiske bevægelser har opdyrket og vedligeholdt i moderne tid. Det bliver ikke let, hvad Kassirs egen skæbne er et eksempel på. At være araber er skrevet – og skrevet godt – af en ildsjæl med et klart intellekt og en dyb forståelse for og kærlighed til et Mellemøsten, der er en bedre skæbne værdig. Det var Samir Kassir også selv. Da jeg for et par år siden omtalte den engelske udgave (WA 22.2.2007), udtrykte jeg ønsket om, at den ville blive oversat til dansk. Det er nu sket, og der er tale om en gedigen oversættelse af et fremragende essay, et vægtigt bidrag til debatten om en kultur, som vi mere end nogen sinde tidligere er i nærkontakt med. Essayet er et åbent vindue, der lader frisk luft strømme ind.