Sakset/Fra hofta

Den tyske forfatter Thomas Mann fandt vej til sidste uges forhør, og minsandten om han ikke er på spil igen. Det skyldes en ny intellektuel budbringer ved navn Rasmus Navntoft, der for nylig udgav essayet ”Thomas Mann – på sporet af en ny humanisme” på Forlaget Per Kofod. Navntoft, der er cand.mag. fra Københavns Universitet og arbejder i kommunikationsbranchen, tager udgangspunkt i Manns livslange forsøg på at finde sig til rette mellem følelse og fornuft, kultur og civilisation, dannelse og teknik, kejserrige og republik.
thomas-mann-1
 
»Den klassiske fremstilling af Mann er meget forsimplet«, siger Kristian Navntoft og uddyber:
 
»Der er ikke et klart brud mellem den tidlige, ”dæmoniske” Mann og den sene ”demokratiske” Mann. Det er ikke sådan, at Mann pludselig forsager al nationalisme og mysticisme fra før Første Verdenskrig. Mann betoner løbende forskellige sider i sin reception af den europæiske kulturs udvikling, og jeg opfatter hans roman ”Trolddomsbjerget” som nøglen til at forstå hans særegne perspektiv, der stadig har relevans for os i dag.«
 
»Mann skriver ”Trolddomsbjerget” i perioden fra lige før verdenskrigen, hvorunder den ligger stille, for at genoptage den i 1919 – og udgive den i 1924. Han sender sin hovedperson Hans Castorp på en lang dannelsesrejse til et fjernt sanatorium i de schweiziske alper.
 
Castorps udgangspunkt er den europæiske oplysningstid; han er borgersøn, ingeniør, fremtidens mand. På sanatoriet bliver han konfronteret med alle de reaktionære indvendinger mod fornuft og oplysningstanker, dvs. diverse kulturelle strømninger, der står i opposition til Oplysningen.
 
Det interessante er hovedpersonens bevægelse, hans pendlende bevægelse mellem to positioner, og romanen illustrerer, hvordan de i rendyrket form let går til grunde på sig selv og havner i inhumanitet. For Castorp er forestillingen om et rationelt menneske skudt over målet og for idealistisk, i forhold til hvordan mennesket rent faktisk er. Sådan så Thomas Mann også på det, selv om han samtidig var blevet tilhænger af demokrati. Han ledte efter en humanistisk midte mellem de forskellige positioner. Hans projekt tilstræber en balancegang, som er mere sofistikeret udtrykt i romanen, end jeg kan formulere her.«
 
Men det er, hvad du kalder hans ”organiske humanisme”?
 
»Ja. Det organiske er for Mann noget positivt og bekræfter, at vi skal huske livets urkræfter. I flere af Manns essays efter krigen, særligt et om den tyske republik, finder man passager, som er ordret taget fra ”Trolddomsbjerget”.
 
Det særlige ved Manns demokratibegreb er, at han forankrer det i den tyske romantik, ikke i den franske oplysningstid. Dvs. han mener, at demokratiet hviler mere på irrationelle kræfter og den menneskelige trang til at bevæge sig i retning af hinanden end på kølig fornuft og stringente principper. Mann tager parti for demokratiet, men han fjerner samtidig det fundament, vi normalt bygger demokrati på. Demokrati hviler ifølge Mann på andre – oversete – forudsætninger.«
Hvad er det, der med blik på Mann mangler i vor tids demokrati?
 
»Det, der ikke er til stede, er kulturel samhørighed. Demokrati – og da slet ikke på EU-niveau – er jo ikke identisk med kultur, hvorfor vi jo også oplever mange nationale reaktioner rundt omkring i Europa.
 
Der er nogle, som er bekymrede for demokratiets velbefindende, men der er nok mindst lige så mange, der er bekymrede for kulturens velbefindende, dvs. for at vores nationale særpræg forsvinder i en eller anden bureaukratisk konstruktion. Her bliver det tydeligt, at der mangler et kulturelt fundament under EU, og jeg har svært ved at se det komme, når vi ikke engang har et fælles sprog. Demokrati kan ikke stå alene, hvis det skal fungere i praksis, men må være rundet af en kulturel, ofte lokal, national kontekst, som skaber dynamik mellem politik og kultur.«
I Jyllands-Posten fredag 31. oktober 2014