Kommentar

Hvis borgere i land som Danmark og Norge ikke forstår å beskytte og støtte de muslimene som er modige nok til å stå frem som moderne, men lar det skje at de skremmes ut i taushet og mørke, er det ikke bare de som taper, men vår egen fremtid som står på spill.

Store ord? Hvis de intolerante og makthungrige talsmennene på toppen får befeste seg som det muslimske samfunns representanter vis-a-vis- myndighetene og storsamfunnet, betyr det at frykten i neste omgang rammer ikke-muslimer, alle som i et gitt øyeblikk kan oppfattes som fiende.

Den som synes dette lyder monomant og overdrevent kan bare kaste et blikk på Danmark, der imamene og deres hjelpere har satt igang en hetskampanje mot Naser Khader og Demokratiske Muslimer. Dette er ikke harmløs baksnakking og denslags, men langt alvorligere saker. Man ønsker å stoppe kjeften på folk, og statuere noen eksempler. Mafia-style.

Egyptisk-fødte Ibrahaim Ramadan har en tankevekkende artikkel i Politiken. Han forteller om studietiden i Kairo på 80-tallet, da islamistene herjet. De var ikke mange, men de skremte folk, og prøvde noen å sette seg opp mot dem, ble de mishandlet. De fleste studenter var mot dem, men de våget ikke si noe.

Det virkelig ille, sier Ramadan, er at situasjonen gjentar seg i et europeiske land 25 år senere. Det er de samme metodene som den gang: manipulasjon, trusler og løgner. Og majoriteten er taus! Det skremmer meg, sier Ramadan.

Men det mest uhyggelige er, at den samme uvilje mod at rejse sig og protestere mod denne misbrug af religionen, der var gældende i min ungdoms Egypten, er fremherskende blandt hovedparten af muslimer i Danmark i dag.

Muslimene i Danmark – det er 200.000 av dem – må velge. Hvis de vil leve i et demokrati, må de forstå at det krever noe av dem.

Men det er på tide, at vi – det store tavse flertal af moderate muslimer i Danmark – giver vores holdning til kende og tager vores tørn med som demokratiets fakkelbærere. Den byrde kan vi ikke bare overlade til Naser Khader at bære alene.

For det, vi er vidner til i dette øjeblik her i Danmark, minder mest af alt om en inkvisition, der ikke lader den rædsel, den kristne verdens anderledes tænkende gennemlevede i middelalderen, meget tilbage. Her i år 2006 fordømmes muslimer, der ikke går ind for den autoritære islam som kættere, der ikke har nogen ret til at kalde sig muslimer.

I Danmark er der derfor ingen undskyldning for ikke at bruge de muligheder, vi har for at søge viden. Her kan vi tillade os at stille kritiske spørgsmål, og her har vi en grundlovssikret ret til at ytre os.

Hvis ikke vi bruger den frihed – ja, så gør vi det modsatte af, hvad Gud har dikteret os. Og det gør fremtidsperspektiverne skræmmende.

For ikke bare vil det medføre, at vi som muslimer lukker os om os selv, isolerer os fra det samfund, vi lever i, og passivt lader os føre i lænker tilbage til middelalderen. Det vil også medføre, at vi i stigende grad bliver lagt for had på grund af de holdninger og gerninger, der praktiseres i islams navn, uden at vi protesterer.

Men det er på tide, at vi som muslimer vælger side. Vil vi leve i det her land med alt, hvad det giver af frihed, muligheder og rettigheder – eller ønsker vi virkelig, at den intolerance, det diktatur og den begrænsning af den personlige frihed, vi er rejst fra, også skal gennemsyre vores liv i det land, vi er kommet til?

Hvis det sidste er tilfældet, så må vi tage konsekvensen og rejse hjem til de fattigkvarterer, de flygtningelejre eller den forfølgelse, de fleste af os forlod, men som mange – både af første og anden generation – åbenbart har en tendens til at mindes i et formildende skær.

Men er det første tilfældet, vil vi som muslimer virkelig det her land og dets principper, ja så må vi helhjertet og utvetydigt melde ud, så ingen kan være i tvivl om, at de, der taler for intolerance og fundamentalisme, kun har ringe opbakning blandt muslimer i Danmark.

Jeg husker tydeligt min studietid på universitetet i Kairo midten af 1980’erne. Dengang var der også en lille gruppe islamister, der forsøgte at terrorisere alle os, der havde et almindeligt og afslappet forhold til religionen. Islamisterne brød ind til fester og smadrede alt, fordi der blev spillet musik og danset. Unge mænd og kvinder, der blev set hånd i hånd, blev slået, ydmyget og fremstillet som amoralske. Og de, der vovede at kritisere de islamistiske studerendes fremfærd, blev brutalt slået ned.

I slutfirserne og begyndelsen af halvfemserne greb islamisterne til mere drastiske midler. Primitive sømbomber i metroen, på cafeer og ud for skoler i Kairo.

Uskyldige børn, kvinder og mænd blev dræbt og lemlæstet. De var stort set alle muslimer. Men for islamisterne helligede målet midlet, og drab på uskyldige var prisen for at omstyrte de ‘vantro’ regeringer i Mellemøsten og indføre den ‘sande’ islamiske stat.

I årene efter blev islamisternes kamp optrappet til en hård konfrontation mod de intellektuelle, der vovede at sige dem imod. Formanden for det egyptiske parlament blev mejet ned med maskingevær. Han havde arbejdet intensivt for en modernisering af den egyptiske skilsmisselovgivning, der hidtil havde fungeret efter shariaprincippet.

Den aldrende egyptiske nobelpristager i litteratur, Nagib Mafouz, blev stukket ned på åben gade. I sine skarpe klummer havde han vovet at tale imod fundamentalismen.

Forfatteren Farag Fouda blev skudt ned uden for sit kontor. Han havde i bøger og i et debatprogram vovet at foreslå, at man adskilte stat og religion i Egypten.

Islamisternes argument var i alle tre tilfælde, at der var tale om dårlige eller frafaldne muslimer, der havde fortjent at lide døden for deres kætterske tankegang.

Hovedparten af os, der var stærkt imod islamisterne, valgte at tie. Vi dukkede hovedet og passede vores eget af frygt for selv at komme til at lide samme skæbne. Men vi var mange, der havde en grim smag i munden, fordi vi ikke protesterede i tide.

To ansikter

Samtidig med at islamisterne udspyede had, vold, frygt og kaos, stod deres organisationer for en række godgørende projekter, gratis lægeklinikker, bespisning af de fattige, skoleprojekter i slumkvarterer m.m. Projekter, som satte ind der, hvor regeringen havde svigtet, og skabte en enorm goodwill blandt de fattigste og dårligst uddannede.

Men islamismen har altid to ansigter – et mildt og omsorgsfuldt, der hævder at være de svages beskyttere og islams sande vogter, og et andet ansigt, der i ideologiske vendinger, der er åbne for fortolkning, prædiker had og vold, mord på de vantro og omstyrtelse af de eksisterende samfund.

Det hele bliver understøttet af mediemæssige og psykologiske manipulationer, der fremstiller islam og muslimer som truede og forfulgt af Vesten og zionismen som roden til alt ondt, der har ramt muslimer.

Historien gjentar seg

Netop derfor er det uhyggeligt at konstatere, at de samme metoder, som islamisterne brugte i Mellemøsten i 1980’erne, og som de har brugt til at sprede terror i USA, i Madrid og i London, også bliver brugt af imamer her i Danmark.

Der bliver talt med to tunger – på den ene side bliver der givet indtryk af, at man bare vil hjælpe dem, der ikke formår at hjælpe sig selv. På den anden side bliver der tordnet løs med hadsk tale og opfordringer til at forsvare Profeten, islam og muslimerne i vendinger, der i de forkerte hoveder let kan opfattes som en opfordring til hellig krig og til at begå drab, der sikrer den skyldige en høj status som martyr.

Men det mest uhyggelige er, at den samme uvilje mod at rejse sig og protestere mod denne misbrug af religionen, der var gældende i min ungdoms Egypten, er fremherskende blandt hovedparten af muslimer i Danmark i dag.

Imamerne, der tog til Mellemøsten med det ene formål at vække hele den islamiske verdens vrede under dække af, de skulle forsvare Profeten, har alt for længe fået lov til at fremstå, som om de repræsenterer det muslimske flertal, og fremstille alle, der ikke sympatiserer med dem, som afvigere.

Danske muslimer: Rejs jer og protester