langkaer-klassebilde2

Danmarks skæbne afgøres ikke i debatspalterne som mange lader til at tro. Slaget står ude i hverdagen, i skolerne, vuggestuerne, hospitalerne, på arbejdspladser – og debatten er kun effektiv i det omfang den er i stand til at afspejle hvad der foregår i den virkelige verden.

Det er en kedelig tendens til at debatten foregår løsrevet fra den virkelighed, der griner os i møde. Er det fordi det for uoverskueligt at erkende, at landet er ved at forvandles til noget ganske anderledes? Så kan det være lettere at angribe højrefløjen.

Brevet fra gymnasieeleven Einar Bang Therkildsen i Politiken 12/9 er et råb nede fra; Jeg er i mindretal i min egen hverdag. Men det nye multikulturelle samfund fungerer sådan, at dem, der befinder sig på de højere dæk, kan holde virkeligheden til de andre på afstand. Det fungerer så længe det fungerer. Måske vil det blive sværere, men lad os “deal with it later”. Det er indstillingen hos de fleste, og dem, der har magt og indflydelse er også længst væk fra den virkelighed Bang Therkildsen beskriver.

ANNONSE

Det er det han konstaterer, når han indleder med:

manglende forståelse af de få etniske danske elevers hverdag på et såkaldt ghettogymnasium.

Det er ikke “deres børn” det gælder. Vi har ikke alene fået et segregeret samfund, hvor indvandrerbørn, især muslimer, samles på samme skole og danske forsvinder. Vi har fået et samfund hvor man kun kerer sig om sit eget. Solidariteten med andre danskere forsvinder også. Man har nok i sit eget. Og på denne måde slides sammenhængskraften i stumper og stykker.

Denne mangel på solidaritet, hvilket er et andet ord for mangel på empati, umuliggør politisk handling. Dem der er på den gylde gren vil ikke gå i brechen for dem, der af den ene eller den anden grund mangler ressourcer til at komme væk.

Segregering mellem dansker

Dette er opskriften på ødelæggelse af det danske samfund. Danmark er allerede segregeret i forhold til muslimer. Men det er også ved at blive segregeret danskerne imellem.

Det ser man politisk, når man ser alle de indlæg der mener, at rektor på Langkær gymnasium optræder racistisk, når han inddeler 1.g´erne efter etnisk herkomst. Det skorter ikke på voksne, lærere og politikere, der gerne ofrer de unges fremtid på den politiske korrektheds alter.

Disse synspunkter har ikke samme traction som tidligere. Uffe Elbæks formulering om et kapløb mod bunden, når det gælder stramminger, klinger hult.

Empati og politik

Værre er manglen på empati mellem danske borgere. Man lever princippet om hele tiden at udskyde problemerne, hvilket i realiteten vil sige, at man lever på nåde.

Man ønsker ikke at erkende,  at de problemer den unge gymnasiast beskriver, er fremtidens Danmark.

Det gælder forhold til alkohol, kjolelængde og nøgenhed. Islams haram-regler griber ind i andre ikke-troende danskeres liv. For den udenforstående ser det umiddelbart ikke særlig indgribende ud, men går man tæt på forstår man, at der reelt er tale om regler og værdiset, der slår igennem hos det danske mindretal. Det er dem, der må tilpasse sig.

Det kan ikke forstås anderledes, når Bang Therkildsen skriver:

I de værste tilfælde er mindretallet af etniske danskere så lille, at interaktion mellem de to grupper ikke er nødvendig og derfor oftest ikke eksisterende.

Uinteressant

Det hedder så smukt, at danskerne trængs for at de ikke-vestlige må lære dansk sprog og kultur. Men her antydes det at de slet ikke bryder sig om nogle af delene. De vil have deres eget.

De danske elever repræsenterer det danske samfund. Heller ikke det er videre interessant, lader det til.

For størstedelen af mine klassekammerater er det at gå i skole ikke et sted for sociale relationer.

Det lyder som om læring i en bredere og dybere forstand ikke finder sted. Man ønsker kun at blive færdig. Afvisningen af danske elever er samtidig et udtryk for manglende interesse for det danske.

Dette skaber den største afstand mellem etniske danskere og minoritetseleverne i min klasse. Man kan jo sige, at det blot er en kulturforskel, men det er ikke desto mindre en, der kommer til at præge min ungdom.

Islamiske værdier

Under studenterkørslen blev vognen inddelt i to, hvor der kun blev drukket alkohol kunde drikkes i den inderste del. Men hvis der er mange, der ikke drikker, vil glæden over festen forsvinde. Alkoholen skal være en del af festen, ikke et stempel som angiver, at man ikke er et godt menneske.

Det samme under gallafesten på skolen:

Da hverken 1. g’ernes eller 2. g’ernes kjoler må nå ned til fødderne, besluttede samtlige muslimske piger fra min klasse, at det forhindrede dem i at dukke op til festen. Det resulterede i, at vi kun var to fra min klasse, der kom til vores gallafest. Da gallafesten er en traditionsrig begivenhed, er der selvfølgelig flere ting, der bliver påvirket af kulturforskelle.

Der er ingen tolerance her, ingen respekt for måden at gøre tingene på i Danmark. Det er islams værdier der trumfer de danske, og sådan vil det vedblive at være.

I idrætstimerne, i ugerne op til festen, lærer man for eksempel at danse les lanciers og vals, og dette resulterer i, at mange minoritetselever, især pigerne, vælger at blive væk fra timerne, de de siger, at det er imod deres religion at holde en fremmed mand i hånden.

Den andre

Bang Therkildsen er muligvis ikke klar over, hvor indgribende ændringer ændringer han beskriver, men han har fat i det rigtige, når han skriver, at han fratages sin identitet. Han bliverr objekt, han bliver “danskeren”, dvs. en fremmed i sit eget land.

Desuden bliver jeg frarøvet noget essentielt af mine ungdomsår, nemlig chancen for at danne mig min egen identitet. Jeg er ikke længere mig selv, jeg er blot ‘danskeren’.

Er ikke dette opfyldelsen av den multikulturelle utopi? Er det ikke en logisk konklusion på en ideologi, der har sat sig for at nivellere kulturene for at få dem til at leve sammen i fred og harmoni? Siden de hvide er overlegne må deres position svækkes.

Det ligger et skjult ønske om at “do them in”. Men er ikke dette naturstridig, når man lægger til grund, at dem, der tager beslutningerne selv er hvide, med få børn? Jo, og det er en stor gåde hvorfor en elite frivilligt overlader sit territorium til andre, der åbenlyst ikke vil dem det godt.

Bang Therkildsen beskriver hvad der sker: De ikke-vestlige er ikke interesseret i ham som person. De tingsliggør ham. Er ikke dette racismens kendemærke?

Dette er min identitet i de andres øjne. Det resulterer i en følelse af fremmedhed, endda i mit eget land. Når man ikke er andet end ’danskeren’, skaber man derimod fællesskab med de andre danskere på gymnasiet.

Gymnasieeleven beskriver mere end han selv er klar over. I slutningen af indlægget bebrejder han andre danske elever, der forlader de etnisk-dominerede skoler og lader unge som ham i stikken.

Men det er ikke problemets kerne. Det er skuffelsen over, ikke at blive anerkendt som menneske af mennesker man har vist gæstfrihed. I stedet må man afstå sit land og blive en fremmed.

Det er fremtiden.

Man kan bilde sig selv ind, at man lever i et dansk villakvarter, som Johanne Nielsen har gjort, når hun køber en muremestervilla i Valby, hvor alle har danske navne. Men det er en illusion. I virkeligheden skrumper dette danske rum for hver dag der går, og det sker både territorialt, mentalt og politisk.

Hvis ikke debatten og politikerne vil forholde sig til disse realiteter, vil de med tiden blive som Bang Therkildsen. De bliver “danskeren”.

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629