Gjesteskribent

Forleden kom Dansk Folkepartis værdiordfører, Pia Kjærsgaard, i modvind, fordi hun til dagbladet Information udtalte, at Det Radikale Venstre udgør en trussel mod borgerligheden i Danmark.

»De går bare rundt og er de perfekte speltmennesker. Men de må kigge lidt ud og se, at det ikke er alle, der har det på den måde«, sagde hun.

Hun har naturligvis helt ret. Men hun svækker sin sag, når hun tilføjer, at De Radikale er »det onde dyr i åbenbaringen«. Det er netop modstillingen mellem de gode og de onde, der er De Radikales varemærke, og som vi skal helt væk fra. Politik er ikke et opgør mellem lys og mørke, politik er hverken religion eller Hollywood. Politik udspringer, som Pia Kjærsgaard ellers plejer at vide fra et viltert liv i politik og debat, af menneskelige, sociale og kulturelle forskelle, der giver anledning til uenighed, konflikter, kriser – og potentielt – revolutioner eller krig.

Forskellene kan ikke trylles eller besværges væk med informationskampagner eller verbal sæbe. Vist kan ord pynte på sagerne og skandalerne, men ikke ophæve virkeligheden, sådan er det bare; det er et grundvilkår for al politik. Ellers er det ikke politik, men retorik.

Når De Radikale forsøger at reducere politik til et spørgsmål om at repræsentere de rette værdier, ønsker de politikkens grundvilkår væk. Det kan man godt forsøge, men nummeret virker ikke. De lader, som om der ikke findes klasser, men vi andre ved godt, at det klasseløse samfund såmænd bare er en utopi, kommunistisk eller radikal.

Modsætningen mellem politik og utopi rummer en af de vigtigste definitioner af, hvad politik ikke er, og aldrig kan blive uden at skifte betydning og forvandle sig til diktat.

Så snart politikere styrer mod en utopi, bevæger de sig bort fra politikkens domæne, som netop anerkender dissens. Politik betyder kort sagt at håndtere diskrepanser, herunder meningsforskelle. Nogle er liberale, andre er socialistiske, nogle konservative. Dem, der ikke anerkender disse politiske elementarpartikler, drømmer sig gerne hen i anarkisme, islamisme, pacifisme, økologisme eller humanisme.

Dermed forlader de den politiske verden, fordi disse ismer har det med at fordømme deres modstandere som dårlige eller onde mennesker, som skal tvinges eller opdrages til at mene det rigtige. Anarkistens modstander bliver ”fascistoid”. Islamismens ”frafalden” eller ”vantro”. Pacifistens ”militarist”. Økologistens ”miljøsvin”. Humanistens ”antihumanist”.

Resultatet er, at de rettroendes modstandere dæmoniseres og dehumaniseres. Det er sådan, utopier virker, ofte utilsigtet. Det skulle være så godt, men det er det bare ikke. Utopier er drømme, der bliver til mareridt.

De Radikale vil have multikultur, tolerance og menneskelighed indført fra oven. Den hidtidige kultur er passé, lavstammet og chauvinistisk.

Fremtrædende radikale kan ikke sige to ord, før de begynder at dæmonisere almindelige danskere. De tror, de er så fine og oplyste, og ser ned på folket og dets notorisk dårlige smag, hvorfor de rigtignok er borgerlighedens fjende nr. 1. Hvilket ikke er stort anderledes end de kinesiske magthavere, som også henviser til, at befolkningen må ”harmoniseres” i tråd med den på bjerget gældende utopi. Som daværende præsident Hu Jintao skal have udtalt allerede i 2007: »Vi skal tilskynde alle mennesker til at leve sammen i harmoni, holde af og hjælpe hinanden og gøre en indsats for at bidrage til opbygningen af et harmonisk samfund.« Amen. De radikale retorikere kunne ikke have sagt det bedre.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten.