Gjesteskribent

Hvad ligner det, at mennesker, som ønsker at forsvare nationalstaten, familien, fagligheden og dansk kultur (mig!) gang på gang skal finde sig i at få påklistret etiketter såsom højreradikal, fundamentalistisk, højreekstremist og nationalistisk? Typisk affyret af historieløse, faktaresistente folk blottet for praktiserende sund fornuft og tilsyneladende blinde for konsekvenserne af den igangværende samfundsmæssige underminering.

Hvad værre er: Sprogforurenerne hænger kynisk deres politiske modstandere alias konservative mennesker ud på forsider, bagsider og sociale medier ved at dæmonisere en særdeles legitim ( og klog ) demokratisk position i det politiske spektrum.

Det er altid godt med eksempler, og det mest sublimt afskyelige af slagsen kan findes i den løgnagtige historie om Henrik Gade Jensen i Information 25/11 03, forfattet af Rasmus Lindboe og med David Trads som chefredaktør. To intellektuelt uhæderlige journalister suppleret med et TV 2, der bevidstløst fulgte op på deres dæmoniserende historie, hvilket tilsammen betød, at Gade Jensen måtte forlade sit job som rådgiver i Fogh-regeringen (jævnfør tv-programmet ”Hængt ud på forsiden” 29/10 12). Voila!

Med udtrykket ”konservative mennesker” taler jeg bestemt ikke – meget desværre – om Det Konservative Folkeparti, der med sin EU- og indvandringspolitik fatalt har svigtet sit grundlag jævnfør dette citat fra partiets informationsark: »Det gælder ansvaret for at værne om de værdier, der knytter os sammen – vores land, vores kongehus, kristendommen, vores sprog, vores demokratiske styreform og grundlovssikrede rettigheder og vores fælles historie. Vi vedkender os samtidig ansvaret for at videregive et samfund i velstand og i en ordentlig økonomisk tilstand til de kommende generationer.«

De Konservative gør det stik modsatte, nemlig ved at sælge lystigt ud af arvesølvet, mens de prisgiver de kommende generationer til det multikulturelle morads. Bl.a. fordi det aldrig er lykkedes i den offentlige debat at formidle forskellen på nationalistisk og patriotisk, der ofte sammenblandes i dæmoniseringens navn.

Men patriotisme betyder kærlighed til et bestemt sted og en bestemt livsform, mens nationalisme er en politisk ideologi (jævnfør f.eks. den engelske forfatter George Orwells essay ”Notes on Nationalism”,1945). Så måske det var en god idé at stemme på Folkebevægelsen mod EU til europaparlamentsvalget?

Hvad mener jeg så med ”konservative mennesker”? Sådan cirka det samme som den britiske filosof Roger Scruton, der i et dugfriskt interview argumenterer for, at konservatisme er en holdning (attitude) og ikke en tro/overbevisning.

Hans forståelsesramme er også min: I et civiliseret samfund understøtter institutionerne en levende sammenhæng mellem fortid, nutid og fremtid. Den liberale engelske politiker Edmund Burke (1729-1797) talte ligefrem om en kontrakt mellem ”de levende, de døde og de endnu ufødte”. Altså en forpligtelse ikke bare over for nutidens fællesskab, men over for de slægter, der gik forud og sled med at opbygge samfundet, og de kommende slægter.

Ifølge Scruton forholder konservative mennesker sig til den faktiske verden, ser på, hvad der (fungerer) er godt og forsøger at bevare det igennem justeringer. I modsætning til libertarianere ser konservative ikke frihed som den ultimative værdi. Det liberale credo om frihed som fravær af tvang indebærer nemlig også borgernes frihed til at gå i hundene.

Derfor bør politikerne, når de (ikke) laver love, tage konsekvenserne i betragtning. Forestillingen om social kapital er meget vigtig, her forstået som overlevering af velfungerende institutioner og lovsystemer, således at alt ikke skal udtænkes på ny. For det er så uendelig let at bryde ned, mens det er brydsomt at skabe nyt, og nyskabelserne sker da også kun langsomt og over flere generationer.

Scruton anerkender, at det ligger i den menneskelige natur at gøre oprør mod (forældre)autoriteter, og han ser denne trang til at bryde ud som noget positivt. Men frigørelsesprojektet skal vel at mærke munde ud i, at oprøreren ender med at opbygge et nyt ”hjem” ved at tage tilværelsen og ansvaret på sig. Det er nødvendigt at tilpasse sig en orden, og orden i denne verden forudsætter lydighed i form af at underordne sig instanser uden for én selv. Denne lydighed skal selvsagt ikke være bevidstløs, men netop et resultat af refleksion og indsigter i, hvor farligt det er at smide alle autoriteter og traditioner over bord – uden at have noget at sætte i stedet.

Derfor er det overmåde vigtigt at indføre og undervise børn og unge i kulturarven, herunder sprog og historie. For man kan ikke bare opfinde fra et nulpunkt, ligesom man f.eks. ikke kan skabe sit eget sprog. Ønsket om at feje institutionerne til side efterlader folk rådvilde og uden beredskab til at navigere i en kompleks verden.

Scruton peger på, at værdinihilismen i de vestlige eliter har efterladt et tomrum, der giver plads til islam, fordi rodløse unge længes efter ”noget” at adlyde.

Konservative mennesker har en megaopgave at løfte i en tid, hvor så mange værdier og normer brydes ned, og alt for mange falder for fristelsen til at leve efter devisen: Hvis jeg har lyst, har jeg også lov. Kampen mellem lyst og pligt foregår imidlertid i os alle – også de konservative!

Men dagligt at forsøge at tage vare på det bevaringsværdige er altså i senmoderniteten et par tænder mere op ad bakke end at springe på juhu-alt-nyt-er-godt-medløber-vognen.

Så kunne jeg da for pokker i det mindste ikke bare slippe for dæmoniseringen?

 

 

 

Jyllandsposten 11.05.14