Af HENRIK GADE JENSEN

Den konservative må have et armslængdeprincip til politik, fordi konservative værdier mere lever i familien, samfundet og nationen og ikke kan implementeres ved politiske beslutninger. De kan ødelægges af politik, men ikke skabes af politik, skriver Henrik Gade Jensen.

Jeg er ikke så konservativ , så det gør noget , sagde Poul Schlüter engang.

Udtalelsen er langt mere konservativ , end Schlüter vist selv var klar over dengang. For den konservative skilter ikke med et færdigt program.

Det danske samfund kan ikke gøres konservativt ved flertalsbeslutninger i Folketinget, fordi det bygger på arv, tradition og fællesskab.

Derfor må den konservative også have et armslængdeprincip til politik, fordi konservative værdier mere lever i familien, samfundet og nationen og ikke kan implementeres ved politiske beslutninger.

De kan ødelægges af politik, men ikke skabes af politik.

Har man hørt en liberal sige, at han ikke er så liberal, så det gør noget ? Næppe. For den liberale tradition bygger mere på en række grundlæggende rettigheder, som antages at være universelle og i princippet kan og bør gennemføres overalt. Og at være forbeholden liberal er næsten at være ikkeliberal, fordi det kompromitterer de få og vigtige frihedsrettigheder.

Men konservativ kan man være med forbehold. Man kan tøve og være skeptisk og være usikker overfor hastige forandringer. Det er konservatisme.

Hvis man slår «konservatisme» op i den Store Danske Encyklopædi, karakteriseres den som en »menneskelig grundholdning og politisk ideologi«. Dernæst indholdsbestemmes den som »en tøven over for eller direkte modstand imod hastige og gennemgribende forandringer af det bestående samt skepsis over for det «nye».« Her bliver konservatisme til en slags bremse, og forandringer bør ske langsomt og lempeligt. Men konservatisme bliver også mere specifikt defineret som antimodernisme, altså som vendt mod en bejaelse eller dyrkelse af det nye som sådan.

Det engelske leksikon Encyclopaedia Britannica er mere specifik i sin karakteristik af konservatisme.

Den adskiller sig fra liberalisme og radikalisme ved at forkaste deres optimistiske syn på menneskenaturen og opfattelsen af, at mennesker kan undergå moralsk forbedring ved samfundsmæssige forandringer.

»Konservative, som også er kristne, udtrykker denne pointe ved at sige, at mennesker er skyldige i arvesynd«, skriver det britiske leksikon.

Det særlige ved konservatismen er her dens pessimistiske menneskesyn.

Pessimismen er ikke udtryk for, at mennesket er dyrisk eller et bæst, men nærmest det stik modsatte, for dyr er uskyldige selv i deres bestialitet. Dyr foregiver aldrig at handle i nogen anden sags tjeneste end deres overlevelse styret af instinktet. At påberåbe menneskeheden er ofte skalkeskjul for egen forfængelighed.

Mennesket, derimod, besidder en formidabel evne til at snyde og bedrage sig selv og andre. Egeninteresse skjules af påståede fælles interesser.

Det er fornuften, det menneskespecifikke, der fra et konservativt synspunkt er «farlig», fordi den kan bedrage. Fornuften gør mennesket mere dyrisk end noget dyr, siger Goethe i Faust.

Når menneskene er gode, hvorfor er de det så ikke? spørger Storm P.

Det kan den konservative svare på.

Skotten David Hume udtrykte den konservative skepsis overfor menneskets gode vilje ved at sige, at man altid bør betragte mennesket som en bedrager, selvom han ikke er det . »Politiske skribenter har fastslået det som en regel, at når man skal udtænke et regeringssystem og fastsætte de forskellige barrierer og kontroller i forfatningen, skal man betragte enhver som en bedrager, og som ikke har noget andet formål end i alle sine handlinger at gavne sine private interesser… Det er derfor en sund politisk forholdsregel at betragte enhver som en svindler«. David Hume mener ikke, mennesket er ondt. Mennesket er ikke en kæltring. Hume formulerer en forholdsregel: vi bør betragte mennesket som viljessvagt og til fals for egne interesser. I familien og mellem ægtefæller og børn kan vi regne med det gode og lade kommunismen regere, men i de lidt større relationer bør vi indstille os på et overlæg. Få en kvittering, når man bruger andres penge, så mistanken om snyd ikke opstår.

Man skal ikke regne med det gode, men antage at menneskenes børn er hurtige til at finde en smutvej til at undslå sig. Eller tilrane sig privilegier og godbidder på de løjerligste måder. Derfor bør vi i politik og jura betragte mennesket som en bedrager eller free-rider, ikke fordi mennesker faktisk er så slemme, men som en forholdsregel.

Derfor er institutioner så vigtige i menneskets liv. Ikke offentligt fi-nansierede institutioner med ansatte og åbningstider, men selvgroede og udviklede institutioner, der tager hånd om menneskets glemsomhed og kortsigtethed så som vaner og traditioner. Der er arvet rationalitet i et borgerligt samfund.

Derfor ligger pengene bedst i borgernes lommer, som den konservative formand Poul Møller engang sagde, fordi penge mis-og overforbruges i statslige bureaukratier.

Og her er stor samhørighed mellem liberale og konservative, som begge frygter en stor og samfundshersende stat, hvor der gribes regulerende ind i borgernes dagligdag og livsverden. Men argumenterne er forskellige.

Den konservatives veneration for Gud, konge og fædreland ligner symbolpolitik, men er rationelt motiveret. Nationen udgør et fællesskab af akkumulerede vaner og traditioner, som gør den til et trygt sted at være, fordi borgerne har en stor fællesmængde med hinanden af sprog, historie, religion, omgangsformer, humor etc.

Der er frygt og frustrationer ved at møde og tage stilling til verdens mangfoldighed hver dag.

Liberale hælder til at forstå kultur som en privatsag på linje med religion. Staten må ikke sanktionere nogen bestemt opfattelse af det gode liv, men tilstræbe neutralitet så borgerne har frihed til at indrette sit liv efter egne præferencer.

Det gælder med hensyn til kultur, religion, køn og seksualitet. Ifølge den liberale opfattelse er det tilstrækkeligt med respekt for minimalstaten, også kaldet forfatningspatriotisme, indenfor hvilken borgerne kan virkeliggøre hver sin vision for det gode liv.

Heroverfor hævder den konservative, at både en minimal og en multikulturel stat ikke er stabil over tid, og at de kun eksisterer ved at tære på en kulturel kapital fra en mere homogen kultur. Samfundet kræver en stor grad af fællesskab og sammenhængskraft for at normer, traditioner og vaner kan overføres fra generation til generation, lyder det konservative argument. Både den minimale og multikulturelle stat privatiserer kulturen og vil derfor i længden virke opløsende og splittende og ultimativt underminere samfundet.

Fra en konservativ synsvinkel kan der godt eksistere minoritetskulturer, når blot der er en tilstrækkelig stærk kernekultur. De fleste nationer i Europa har mindretal uden at de virker samfundsopløsende, fordi de indgår i en større kultur med stærke og dominerende normer. Det Danske Rige indeholder dansk, færøsk og grønlandsk som fuldt respekterede sprog og kulturer, uden at riget derfor er multikulturelt i den moderne betydning af ordet.

Den konservative vender sig derfor også kritisk mod en for hastig og ukontrolleret indvandring, da denne hele tiden skal modereres i forhold til integration eller assimilation.

Hvor grænserne for ‘ for meget’ så ligger, kan hele tiden diskuteres. Det moderate eller den gyldne middelvej kan ikke matematisk afgøres, men bygger på erfaring og sund fornuft. Forholdene kan også variere meget fra nation til nation.

Der findes ikke sikre løsninger for konservative. Det giver et vidt spillerum for praksis og pragmatisme.

Den konservative er aldrig så konservativ , så det gør noget .

Henrik Gade Jensen er mag. art. i filosofiprojektleder ved Cepos. Kronikken er basert på Cepos-antologien «11 konservative tænkere», der udkommer i dag.

Jyllands-Posten 07.01.2010

Gjengitt med forfatterens tillatelse