Gjesteskribent

Av Henrik Gade Jensen

Den mest afslørende replik i DR2´s serie ”Jagten på de røde lejesvende” kom fra radiojournalist Ruth Sperling, da hun for åben skærm blev spurgt, om hun stadig er rød.

”Hvordan kan man være andet?” svarede Ruth Sperling.

Hvordan kan man være andet end rød, venstreorienteret, socialist?

Det forstod Sperling ikke.

Og den selvafsløring er seriens største scoop. En mangeårig journalistisk medarbejder spørger uforstående for åben skærm tyve år efter Murens fald: hvordan kan man være andet end rød?

Sperling kunne ikke forestille sig
• at konservative også kan være fornuftige
• at liberale også kan være fornuftige
• at borgerlige også kan være anstændige mennesker

Med det filter, som serien på mange måder også åbenbarer ikke kun var Sperlings specialitet, er det ikke mærkeligt, at mange udsendelser blev farvede og ideologiske. For hvordan kan man arbejde med journalistisk fairness, når man ikke kan forstå andres holdningers berettigelse og rationale?

Og her er også asymmetrien mellem rød og blå.

For nok var der borgerlige journalister i Danmark Radio, men ville Uffe Ellemann-Jensen nogensinde kunne sige det modsatte: man kan ikke være andet end liberalist! Ville Per Stig Møller erklære konservatismen for at være eneste mulige standpunkt? Ville Jørgen Schleimann være uforstående overfor holdninger til højre og venstre for ham?

Borgerlighed er at kunne sætte parentes om sin politiske holdning. Det er at arbejde og virke uden at have holdningerne uden på tøjet. Borgerlighed er ikke en politisk identitet, men en ramme om ansvarlighed, integritet og respekt for andre. For en god borgerlig er alt ikke politik, men politik er forskellige anskuelser om fællesskabets indretning, som vi kan dele os efter i det offentlige rum.

Men ”de røde lejesvende” er netop karakteriseret ved, at for dem blev den rette politik en livssag, et åndedræt, et projekt. Venstreorienterede var begravet i identitetspolitik, hvad Sperlings ord viser, og derfor blev det så lukket, klamt og stammeagtigt, hvor man med signaler og attityder kunne og skulle signalere at man hørte med i flokken.

Eller sagt mere sociologisk og offeragtigt: tidsånden gør blind, så man ikke selv aner, hvor meget man præges af tidens strømninger. For kollegaer, venner og studiekammerater er lige så påvirkede af tidsånden, så alle hører hinandens ekkoer og ingen bemærker ensidigheden og snæverheden i egne vinkler på virkeligheden. Særligt den venstreorienterede tidsånd udmærkede sig ved en begrænset åbenhed og indlevelse i andres synspunkter og traditioner, som noget der kunne tages alvorligt på sine egne præmisser.

Vi er alle ofre for tidsånd, men det har altid undret mig, hvorfor Sperling og hendes kollegaer var så lidt nysgerrige til at kigge udenfor osteklokken, og hvorfor de alle sammen løb efter samme vind.

Hvorfor tænkte ingen af ”de røde lejesvende” som forfatteren Aksel Sandemose, der her beskriver tidsånden:

”Jeg kom ind på den skumle tidsånd mens jeg reflekterede over hvor meget der går tabt under brydningerne mellem gammelt og nyt. Når en tidsbølge har rejst sig og mens den udtømmer sin kraft, bliver meget skjult af bølgen eller dør under dens overmægtige kraft. Det der ikke kommer til orde da, vil nok for det meste forsvinde for evigt …. – Nogle får oprejsning men vi ved ingenting om hvor mange der ikke får den. De der havde et andet ord at sige mens en ‘tidsånd’ stadig var i sin fulde kraft, bliver forhånet uden at man kender noget til dem: Hvorfor var der ingen der sagde det dengang? spørger man hinanden, men man burde vide at der virkelig var nogen som sagde det, men de fik det kun sagt til deres skrivebordsskuffer og blev betragtet som naragtige.”

Henrik Gade Jensen er mag.art. i filosofi, projektleder ved tenketanken CEPOS, bokanmelder i Jyllands-Posten og mangeårig bidragsyter i den offentlige debatten i Danmark. Gade Jensen har den faste spalten Slip friheden løs i Jyllands-Posten.

Artikkelen Hvordan kan man være andet end rød? ble først publisert i Jyllands-Posten 29. september 2010 og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.

Les også

-
-
-
-
-
-
-
-

Les også