Gjesteskribent

Danmark er i krig. Vi taler bare ikke om det. Eller det vil sige: Lidt taler vi om det – og så er der vejrudsigt og sport.Krig, det skal siges, er bestemt også en krænkelse af såvel den menneskelige fornuft som visse mere feminine værdier. Ikke desto mindre er krig en af ingredienserne i alle kendte civilisationer. Måske er der bare sket det for danskerne, at vi er blevet civiliserede og i det stille er nået frem til den modne slutning, at krig er lige så normalt som ulandshjælp og diplomati – og i visse situationer at foretrække.Set i et langt perspektiv er vi muligvis vendt tilbage til normaliteten, den normalitet, der har varet ved – med få og korte undtagelser – siden år ca. 700.

I næste uge udkommer Lars Halskov og Jacob Svendsens journalistiske bog Et land i krig, som allerede har genereret en overskrift om, at daværende udenrigsminister Per Stig Møller blev tvunget af sin statsminister – ham der siden blev generalsekretær for Nato – til at acceptere krigen i Irak uden et FN-mandat.

Men allerede for to år siden udkom den første samlede étbindsfremstilling af dansk krigshistorie, som jeg netop har fået i hånden.

Danmarks krigshistorie 700- 2010 er formidlet af nogle af landets førende historikere, herunder bl.a. Knud J.V. Jespersen, Gunner Lind, Kurt Villads Jensen og Thomas Wegener Friis – sidstnævnte er ham, der i disse dage stædigt forsøger at fravriste Justitsministeriet og PET patent på den nyere danske spionhistorie. En rigtig sisyfosopgave.

Dansk krigshistorie kan læses som både en krigserklæring til socialhistorien, der efter 1864 og særligt i det 20. århundrede har trængt militærhistorien tilbage, og en afmystificering af den idealisme, der er blevet tilskrevet Danmark som et særligt pacifistisk og nobelt land. Det første er uheldigt, det andet er løgn.

Knud J.V. Jespersen, som i dag er professor emeritus på Syddansk Universitet, har tidligere henvist til to dominerende socialhistorikere, Kristian Erslev (d. 1930) og Erik Arup (d. 1951), og sagt, at de fortolkede danmarkshistorien ud fra et pacifistisk historiesyn og betragtede krig som en slags værtshusslagsmål:

”Normaltilstanden var fred. Krig var en anormalitet, som det var bedst ikke at tale om.”

Indledningen til Danmarks krigshistorie 700-2010 følger op med polemisk brod. Bogens allerførste sætning sætter scenen, hør blot:

”Gennem det meste af det 20. århundrede ignorerede danske faghistorikere stort set den militære side af den historiske udvikling til skade for en dækkende samlet fortolkning.”

Tavshed og ignorance. Så er det sagt. Og der lægges heller ikke skjul på, hvem modstanderen er, her kommer bogens anden og tredje sætning:

”Den fremtrædende radikale historiker Erik Arup vandt således gehør blandt fagfæller for sit principielle standpunkt, som han formulerede i sin danmarkshistorie fra 1920’erne, at middelalderbonden Bjørn, der ryddede skov i Suserup, var vigtigere for samfundets udvikling end nok så mange konger og krige. Det var ifølge hans opfattelse det seje, stilfærdige slid for at forbedre samfundets materielle grundlag, der talte, og ikke tilfældige kongers ofte meningsløse krige.”

Videre:

”Prisen for denne stærke fokusering på det rationelle og på fremskridtet var imidlertid en manglende evne til at håndtere fænomener som krig og organiseret voldsanvendelse, der netop i Arups og den radikale historietraditions univers fremstod som irrationelle abnormiteter stridende mod al sund fornuft.”

Tavshed, ignorance og naiv fremskridtsoptimisme, alt sammen symboliseret ved Det Radikale Venstre. Hvilken herlig historikerstrid!

Hvor ville vi være uden historikernes strid?

Overladt til jurister – og de er værre end krokodiller. I deres skræddersyede jakkesæt går de rundt, som om de ejer fortiden og makulerer beredvilligt, hvad de får besked på oppefra – ifølge Weekenavisens oplysninger (ikke online) i direkte strid med PET’s egne retningslinjer. Disse retningslinjer har siden 1965 skulle undtage flere typer af materiale fra at blive makuleret, herunder bl.a. – citeret fra WA – ”enkeltakter vedrørende personer, der har haft en mere fremtrædende politisk, kulturel, økonomisk eller administrativ position” samt ”andet materiale, som skønnes at have eller at kunne få historisk værdi.” Det skulle gå anderledes. Makuleret blev der.

Danmarks krigshistorie fører os ikke blot tilbage til folkedybet og kongernes krige, men giver os i videre forstand en bedre forståelse af sammenhængen mellem militær magtanvendelse og den civile samfundsudvikling lige fra de tidligste tider, hvor vi kun aner konturerne af en dansk statsdannelse til de højteknologiske krige i Irak og Afghanistan. Det er et imponerende stykke arbejde, som vil stå mange år endnu.

Bogen fremhæver 1600-tallets afgørende betydning for krigsnationen Danmark. Særligt krigene mod svenskerne, kampen om Østersøen og forsøget på at holde den svenske imperiedannelse i skak, fik betydning for danmarkshistorien. I de godt 150 år fra udbruddet af Den Nordiske Syvårskrig i 1563 og frem til afslutningen af Store Nordiske Krig i 1720 var Danmark i åben krig med Sverige i 29 år. Resten af tiden var der konstante spændinger og konflikter. Med andre ord permanent ufred.

Krigene var medvirkende til, at Danmark reelt blev en militær- og skattestat, dvs. en hær og et skattevæsen med et civilt samfund tilknyttet, og som alle, der yder noget i dagens Danmark vil vide af bitter erfaring, fik særligt sidstnævnte varig betydning.

I kapitlet om tiden efter Store Nordiske Krig – de ca. hundrede år fra 1720-1814, der gerne rubriceres som en lang og givtig fredsperiode – understreges det, at Danmark fortsat var en af Europas mest militariserede stater i forhold til folketal. Mens svenskerne faktisk nedrustede efter Karl 12.’s endeligt og imperiets fald, fortsatte den danske enevælde med at mobilisere og bevæbne danskerne.

Danmark var på sæt og vis et foregangsland – bare ikke helt som vi normalt tror: Vi gik i spidsen for en militarisering af samfundet, siden fulgte preusserne og franskmændene efter – med mere imposante resultatet ganske vist.

I realiteten har Danmark altid været en krigsførende stat eller nation – i nogle perioder mere end andre. Der er som bekendt varm krig, og der er kold krig. Fred, det er imidlertid et nyt slagord.

Bogen viser mange ting. Men den viser måske allermest, at krigen bor i os, og at vi i det lange perspektiv har vist os som et mindst lige så krigerisk folk som mange andre.

Danmarks krigshistorie 700-2010. Af Knud J.V. Jespersen m.fl., 880 sider, illustreret, 399 kr., Gads Forlag 2010.

Opprinnelig i Jyllands-Postens blogg. Document.no takker Jalving for hans generøse tillatelse til republisering.