Gjesteskribent

Av Mikael Jalving

Når folk fra venstrefløjen dør, står gravtalerne klar med røde roser, selv i de såkaldt borgerlige medier og aviser. Husk bare, hvordan Svend Auken blev hyldet efter sin død. Pludselig var han en hædersmand og hans død et kæmpe tab for Danmark. Kort forinden blev han opfattet som en taber og et blålys. Utroligt, som lykken vender, når man går hen og stiller de røde træsko.

Set over de seneste måneder var Svend Aukens død størst. Ham er der ingen, der kommer op i nærheden af, og spørgsmålet er, om han ikke har fortjent mere end én Eva at muntre sig med i sit himmerige.

Men næsten lige så stor var Jesper Jensens død.

Jesper Jensen, spørger du måske, men ham husker du godt, hvis du tænker lidt efter: pagehår, cowboybukser, briller; du har eventuelt mødt ham som lærer på en sommerhøjskole, hvor han med garanti har fablet løs om kapitalismens uretfærdigheder. Jesper Jensen var sangskriver og Klaus Rifbjergs gode ven. Og så var han stalinist – eller noget, der ligner.

Den eneste levende, der dryppede malurt i Jesper Jensens bæger, var Niels Lillelund i en nødvendig kommentar i JP, der mindede den endnu tænkende del af offentligheden om, hvad sangskriveren engang gik rundt og mente og sagde. Det var ikke småting, f.eks. denne lille knaldperle fra Jesper Jensens overskudslager:

«Vi må fastholde de kommunistiske værdier, vi må genindsætte moralen i historien, disse værdier er en del af den menneskelige natur, de har styret kampen mod undertrykkelse til alle tider.»

Året var 1990. Muren var faldet, men Jesper Jensen stod der endnu, støbt i et materiale, de kaldte for DDR.

Den røde hagiografi lever imidlertid videre. Tag nu f.eks. gårsdagens nekrolog i Berlingske Tidende, skrevet af den tidligere sportsredaktør Jesper Dahl Caruso.

Nekrologen gælden en vis Martin Lindblom, der ifølge min svage og hullede hukommelse er identisk med den mand, der stod i spidsen for Antifascistisk Aktion til støtte for PFLP og Blekingegadebanden, RAF og hvad der ellers var af forbrydere på den europæiske krimiscene dengang. Ja, jeg mener sågar at kunne huske, at denne Martin Lindblom herhjemme blev dømt for omfattende hærværk og bl.a. organiserede den fysiske intimidering af journalist Lars Villemoes på dennes privatadresse, efter at sidstnævnte i en række artikler havde afdækket det revolutionært-voldelige miljø på den danske venstrefløj. Sådan var Martin Lindblom også. En bandeleder for gadens parlament.

Men når jeg læser Jesper Dahl Carusos nekrolog, kommer jeg i tvivl om, hvorvidt vi mon tænker på den samme person. I nekrologen fremstår Martin Lindblom som en kærlig og vellidt familiefar med kernesunde interesser på venstrefløjen. Faktisk er et så rørende fortalt, at hans eneste, virkelige fjender befandt sig helt ude blandt de højreradikale – på internetportalerne 180 Grader og Uriasposten… Højreradikal og højreradikal? 180 Grader? Har du spist søm, Jesper?

Det har han sikkert. Og så er han rørt til tårer. Ikke kun over Martin Lindbloms død, også over hans liv, hør blot denne svulstige åbning, som ikke engang Trotskij kunne have overgået:

«Martin Lindblom stod bag venstrefløjens vigtigste journalistiske organ, hjemmesiden modkraft.dk.»

Læs det lige igen. Venstrefløjens vigtigste journalistiske organ, hjemmesiden modkraft?

Hallo, er der nogen? Venstrefløj, hvor er du? Modkraft? Hvaffor en kraft? Venstrefløjens vigtigste journalistiske organ? Organ? Det kan du selv være.

Hvorfor skriver Jesper Dahl Caruso ikke Politiken eller Danmarks Radio, de to allervigtigste af slagsen, så kan vi snakke om det?

Jeg forstår ingenting, Jesper Dahl Caruso dog endnu mindre.

Martin Lindblom derimod, han hang allerede som 15-årig ud af vinduerne i Mekanisk Musik Museum, får vi at vide, hvad det så end skal betyde, det lyder som kodesprog, og «et halvt år senere dansede han til tonerne af Savage Rose i den store sal under indvielsen af Ungdomshuset på Jagtvej.»

Nej, hvor skægt. Men det er jo slet ikke skægt, for manden er jo død i en alt for tidlig alder, tillad mig at kondolere.

Når ingen af den afdødes voldelige meritter på venstrefløjen så meget som nævnes med et komma eller semikolon, er det lige før man tror på nekrologens påstand om, at afdøde var elsket, selv af sine politiske modstandere – men også kun næsten. For hvorfor denne ulidelige, borgerlige pænhed?

Lille teori: Jesper Dahl Caruso og Martin Lindblom var gode venner, måske endda fra de gamle dage. Er det der, skoen trykker?

Summa summarum: Når de røde dør, dækkes der vanen tro op med røde blomster og aldrig med sort peber. Det er ufatteligt, hyklerisk og komplet hukommelsesløst. Men det er jo Mediedanmark, så hvad kan man forvente?

Mikael Jalving er historiker, kommunikasjonsrådgiver og foredragsholder. I 2007 utga han boken Magt og ret. Et opgjør med Godheden, og har den faste bloggen Frontalt i Jyllands-Posten.

Artikkelen Når venstrefløjen dør ble første gang publisert i Jyllands-Posten 25. november 2009, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.