Ved en fejl kom jeg forleden aften til at tænde for en underholdningskanal i stedet for at bruge min aften på noget fornuftigt. Kanalen viste en dokumentarudsendelse om cykelrytter og -holdejer Bjarne Riis, hvis liv lader til at være blevet offentlig ejendom.

Da jeg i forvejen tilhører den minoritet, der ikke forstod et kuk, da Bjarne Riis tilbage i 2007 bekendte, at han havde taget doping, blev jeg mystificeret.

Dengang havde jeg ligesom haft svagt på fornemmelsen, at Bjarne Riis og hans nærmeste konkurrenter havde spædet deres naturtalent og tusindvis af træningstimer op med eksplosive stoffer for overhovedet at have en chance. Sådan har toppen af poppen jo altid gjort – ligesom i skisport, atletik og megen anden professionel udholdenhedssport.

Det er trods alt ikke for sjov at folk bruger det halve af deres liv på at blive levende legender.

Bjarne Riis bekendte dengang for rullende kameraer – og kom videre, som det hedder. Og sikke de fejrede det rundt omkring på nyhedsredaktionerne. Jeg oplevede det selv på Berlingske Tidende – og gik ud på lokummet og kastede op.

Således opmuntret satte jeg mig til at se dokumentarudsendelsen, der tilsyneladende var slået stort op af tv-kanalen og journalisten, som legitimerede sit forehavende med, at han engang havde filmet ulovlige kanyler og medikamenter på et hotelværelse. Wow, tænkte jeg. Sikket journalistisk mod! Hvilket samfundssind! Hvilken betydning og relevans for almenvellet!

Og så undrede jeg mig over, at den mand endnu ikke har fået Cavlingprisen, der som bekendt er den mest prestigiøse pris, man kan hænge om halsen på en dansk journalist. Niels Christian Jung har muligvis allerede fået prisen to gange. For sin afsløring af, at Bjarne Riis har brugt doping. Og for sin nye dokumentarudsendelse, der var præcis lige så studentikos, som man kunne forvente sig af en amatørpsykolog, der gerne til bunds i sagerne.

Men han var skuffet, den stakkels fyr. Over at Bjarne ikke ville bekende nye synder på sit hold.

Amatørpsykologen med det forpligtende efternavn forsikrede ellers seerne om, at synderen ville have godt af at fortælle sandheden til hele Danmarks befolkning. Det manglede da bare. Men Bjarne Riis ville ikke, og det klædte den stovte mand at holde kæft, for det er han god til fra naturens hånd.

Direktøren mente måske ikke, at det kommer 5,5 mio. danskere ved, hvad han har gjort, vidst eller ikke vidst om doping på hans cykelhold. Eller også turde han bare ikke fortælle sandheden. Uanset hvad stod han sig bedst ved ikke at give journalisten, hvad han havde brugt halvandet år for at få fat i.

For hør nu her: Hvad en direktør for et professionelt cykelhold har tilladt eller ikke tilladt i forhold til præstationsfremmende midler blandt voksne mennesker, der selv er ansvarlige for deres valg, er et anliggende mellem direktøren, hans ryttere, sponsorer og cykelsportens private organisationer, ikke en offentlig sag af nogen tyngde eller videre betydning.

Det er denne simple skelnen, som det meste af dansk sportsjournalistik ikke forstår eller anerkender. De forveksler sporten med politik og offentlighed og er mere end villige til at ride med på moralismens bølger, så længe det tjener deres egne ”historier” og ”afsløringer”.

Sognepræst Jesper Bacher sagde det endnu bedre i Kristeligt Dagblad. Han havde også set Niels Christian Jungs dokumentarudsendelse og bemærket, hvordan journalisten fandt direktøren psykologisk ”låst” og mente, han ville have godt af at ”åbne sig op”. Det er, skrev Bacher, ”journalisten som skriftefader.”

Lige præcis. Med denne tilføjelse:

”Måske skulle journalisten koncentrere sig om offentlighedens interesser og så lade andre og mere diskrete skriftefædre om sjælesorgen.”

Her er vi ved sagens kerne. Journalisten tror, han er præst og healer og psykolog i ét. Han vil hjælpe sine ofre.

Først arbejder journalisten ihærdigt på at smadre Riis’ karriere. Bagefter vil journalisten filme ham igen, mens han græder for åben skærm for at hjælpe ham videre til et bedre selv til alles bedste.

Det er fandme uhyggeligt, du. Og faktisk endnu mere patroniserende end jeg først forstod.

Tak til Jesper Bacher for at antyde, hvor klam en karl Niels Christian Jung egentlig er.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 13. januar 2014.

Les også

-
-
-
-
-
-