Gjesteskribent

En pakistansk-dansk mor slet med å finne ut hva som skjedde med datteren som forsøkte å ta sitt liv. Det var først da hun traff en annen pakistaner fra Etnisk Ressurssenter at hun forsto mer av behandlingen datteren fikk: i Pakistan har man ikke begreper om psykiatri, men betrakter psykiske lidelser som hekseri.

For en hundre års tid siden var psykiatriske lidelser også noe man slet med å akseptere i Norge. I Pakistan snakker vi om en innstilling hvor psykiatri ikke eksisterer. Det kan være viktig å huske på.

Pakistanske Mehwish Nazir var 20 år, da hun midt i december 2008 slugte et glas smertestillende piller og for anden gang forsøgte at tage sit eget liv. Tidligere havde hun fortalt sin mor, Tayybah Sarwar, at hun hørte stemmer og så skygger, og lægerne på Bispebjerg Hospital, hvor hun blev akutindlagt, konstaterede, at hun manglede blod.

Fra hospitalet forsøgte Tayybah Sarwar at få fat i nogen, der kunne fortælle hende, hvad der foregik, men ingen reagerede på hendes utallige opkald. Tayybah Sarwars datter var blålig og tavs, og selv forstod hun ikke de hvide kitler, der vimsede rundt om hende. Derfor kontaktede en sygeplejerske Etnisk Ressourceteam.

Her fandt projektleder Naveed Baig blandt sine 29 ressourcepersoner frem til Shahida Chauadhry, der selv har pakistansk baggrund og ligesom de øvrige frivillige har gennemført kurser i krisepsykologi og sjælesorg. Shahida Chauadhry har været med i Etnisk Ressourceteam, siden det blev oprettet og kan træde til, når pakistanske patienter eller deres pårørende har brug for en samtalepartner eller besøgsven.

Og det havde Tayybah Sarwar. Hun ville vide, hvorfor datteren havde taget piller, og hvorfor hun nu fik endnu flere piller på hospitalet.

»I Pakistan har man ikke noget navn for psykiske lidelser. Mange tror, det er hekseri, og at den bedste måde at få hekseriet til at forsvinde er at blive gift. Kun få kender til alternative behandlinger, og mange pakistanere har svært ved at tale om deres problemer. Men Tayybah åbnede op med det samme,« fortæller Shahida Chauadhry.

Forklarede depression

Hun forklarede den bekymrede mor, at hospitalets piller hjalp mod depression, selvom de i første omgang fik Mehwish Nazirs hjerte til at banke hurtigere. Og hun lyttede til Tayybah Sarwars historie og bekymringer.

Da Mehwish Nazir senere blev indlagt på psykiatrisk afdeling tog personalet hendes tørklæde fra hende og låste det inde i et skab. Tayybah Sarwars forstod ikke hvorfor og følte sig diskrimineret og dårligt behandlet.

»Som et fængsel«

»Afdelingen var ligesom et fængsel. Det virkede meget voldsomt, og nogle gange kunne jeg ikke få lov at se min egen datter. Jeg forstod ikke hvorfor, og jeg kunne ikke forklare personalet, at hun havde brug for mig,« fortæller Tayybah Sarwar.

Senere forklarede Shahida Chauadhry hende, at det er normal procedure, at personalet låser patienternes ejendele inde, fordi de er bange for, hvad et langt tørklæde eksempelvis kan bruges til. Hun forklarede også, at datteren nogle gange havde brug for at hvile sig, når Tayybah Sarwar kom på besøg, og at hun derfor blev nødt til at komme i besøgstiden. Tayybah Sarwar var stadig mistroisk, men faldt en anelse til ro.

Mehwish Nazir blev fornylig udskrevet og er hjemme i lejligheden på Nørrebro igen. Men hun er ikke rask, og Shahida Chauadhry ringer stadig til familien af og til for at høre, hvordan det går.

»Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort, hvis Shahida ikke havde været der. Hun hjalp mig til at hjælpe min datter lidt mere,« siger Tayybah Sarwar.

»I Pakistan har man ikke et navn for psykiske lidelser«