Sakset/Fra hofta

Et af de mennesker, i hvis sko jeg nødigst vil være, er ugens svenske valgvinder, Jimmie Åkesson fra Sverigedemokraterne. Jeg har mødt ham en enkelt gang, hvor jeg havde fornøjelsen af at have ham til bords ved en middag.

Det slog mig dengang, at han virkede som en meget velovervejet, moderat person, langt fra de grove ekstremistmærkater, han påduttes, men også som en superkontrolleret, for ikke at sige en lille smule kedelig mand. Bagefter tænkte jeg, at det nok er godt, at han er sådan. En farverig Søren Pind-type ville nok ikke holde længe på den post, for Sverigedemokraternes leder kan ikke tillade sig at sætte så meget som én lilletå forkert, før hele ulvekobbelet af journalister falder over ham. For når det gælder Åkesson, er der ingen plads til nåde eller overbærenhed endsige tilgivelse.

 

Det er en virkelig uriaspost, han har påtaget sig ved at blive partiformand for Sverigedemokraterne. Han imponerer mig, men jeg misunder ham ikke. Tænk bare på valgkampen.

Et par dage før valget forsøgte Sveriges svar på DR, Radio Ekot, helt åbenlyst at begå karaktermord på ham. Den licensfinansierede public service-station havde brugt mange ressourcer og uvisse metoder på at gennemgå hans private bankkonti og kunne herefter afsløre, at den pletfri mand trods alt havde en plet: Han brugte store summer på netcasinoer! Herefter blev han stemplet som ludoman, altså som en utilregnelig person, som man selvfølgelig ikke kunne stemme på.

Det gjorde mange svenskere alligevel, men forargelsen over denne højst menneskelige svaghed var enorm.

Og hadet til ham lever i bedste velgående.

Jeg gik dagen efter valget ind på hans Facebook-profil og opdagede, at den flød over med had-kommentarer af groveste art.

Nu er det ingen hemmelighed, at Facebook til tider er en åben kloak, og at primitive meningstilkendegivelser flyder frit i dette forum. Men dem, der skrev til Åkesson og ønskede ham alt ondt, var unge, veluddannede kvinder og mænd. Den slags, der normalt er hævet over bodegasprog og plumpe bemærkninger.

sverige.akesson

Men når det gjaldt SD-lederen, blev alle hæmninger lagt til side.

Det værste var, at de tydeligvis selv troede på det, de skrev: At Åkesson var en racist og nazist, som man burde bekæmpe, ligesom man – lige bortset fra svenskerne – bekæmpede Hitler.

Mange svenskere, nogle undersøgelser tyder på et flertal, er stort set af samme holdning. De nærer lige så stor tillid til det officielle Sveriges påstande om Sverigedemokraterne, som tyskerne gjorde til Goebbels’ propaganda.

Ergo løfter ingen et øjenbryn, når de venstreekstreme sortskjorter overfalder sverigedemokrater i gaderne, når sverigedemokrater mister deres stillinger, fordi deres partitilhørsforhold kommer offentligt frem, og når man ikke vil leje lokaler ud til deres møder.

Det er det egentligt uhyggelige og det, der gør, at jeg er glad for, at jeg ikke er i Jimmie Åkessons sko.

Selv når skællene langsomt falder fra svenskernes øjne, og de ligesom danskerne opdager, at deres indvandringskritiske parti er noget helt andet end det, de har fået at vide, og at det faktisk er dem, der er blevet belogen und betrogen, vil hadet stadig være der. Det er jo ikke sådan at udrydde.

Og min sparsomme erfaring siger mig, at det går voldsomt til, når selvgode mennesker hader.

Det var, ikke at forglemme, selvgode menneskers had, der førte til det politiske mord på Hollands svar på Jimmie Åkesson, Pim Fortuyn.

Lad os derfor håbe, at der bliver passet rigtigt godt på Jimmie Åkesson. Jeg tror, at der er brug for det.

 

 

Opprinnelig som «klumme» i Jyllands-Posten

Les også

-
-
-
-
-
-

Les også