Kommentar

Det er pinlig, men sant: I Almgården i Malmø stemmer hver tredje velger Sverigedemokratene og mange av dem er skuffede sosialdemokrater. Mange mener at de fortsatt er sosialdemokrater, og at SD er et nytt arbeiderparti. Det er Socialdemokratene som har forlatt dem, ikke omvendt.

Det samme sier den britiske arbeiderklassen. Hvis det var litt guts igjen i Arbeiderpartiet og Labour så ville man innrømmet dette, og lurt på hva som har gått galt. Men disse såkalte arbeiderpartiene er blitt partier for funksjonærer og offentlig sektor.

Men siden vi «alle» er sosialdemokrater; at arbeidere, folket, grasrota mister tilliten, er et krisetegn. De tror ikke lenger på det Mona Sahlin sier, eller Jens Stoltenberg. Det er bare prat.

Det er én grunn til at Almegården har gått fra 10 % SD-velgere i 2002, til 20 % i 2006 og 30 prosent i 2010: Rosengård. Almegården ligger ved siden av Rosengård.

Politikens journalist Lars Halskov har vært i Malmø og snakket med folket. Når så vi sist en slik reportasje i en norsk avis? Det er ubehagelig for det offisielle Sverige at SD gjør det så godt i et innvandrertett område. I mediene stiller man spørsmålet: hvorfor går SD frem? Svaret er ikke vanskelig å finne for den som vil.

Næsten hver dag sætter han sig på den slidte træbænk. Efter at have været henne ved kassen med gratisavisen City få meter væk.
Verden venter i avisen, og den glæder han sig til at gå på opdagelse i, mens folk går forbi ham.
De hvide sokker titter frem i de sorte træsko. Den gule skjorte og den blå trøje har set bedre dage, men baseballkasketten sidder kækt, og brillerne er placeret helt nede på næsetippen, mens han tålmodigt læser sig gennem avisen side for side.

Han vil gerne snakke, da journalisten fra den anden side af sundet sætter sig ned. Men han vil ikke i avisen med hverken navn eller billede. Så vi kalder ham blot pensionisten.
Det kan jo være farligt at stå frem, siger han og peger på en notits i City.
Roligt læser han den lille artikel med overskriften ‘ Biler sættes i brand i Lund’ op. Det fremgår, at de seneste nætter er adskillige biler blevet brandskadet. Det er sket ved, at gerningsmændene har antændt brændbart materiale ved siden af bilerne.

Så kommer pointen. I hvert fald kigger han gennem de duggede briller på den danske journalist og læser den kortfattede kommentar i notitsen fra politiets efterforskningsleder i Lund højt: »Jeg frygter, at brandene vil fortsætte«. Han lægger avisen ned på skødet og siger så: »De vil hævne sig«. Med ‘ de’ mener han indvandrerne. Han affærdiger indvendingen om, at det ikke fremgår, hvem der har sat ild til bilerne i Lund – og at ordet indvandrer slet ikke indgår i notitsen.

»Politiet kan jo ikke sige det, når de endnu ikke ved, hvem der har gjort det. Men jeg tror, at det er indvandrere«, siger han og uddyber: »I Lund var der også mange, der stemte på Sverigedemokraterna , og nu hævner indvandrerne sig. Det tror jeg også kommer til at ske her«. Pensionisten sidder på en bænk i Almgården i Malmø. En række gule og hvide højhuse, som nu er blevet kendt som Sverigedemokraternas stemmehøjborg i Sverige. Ved valget for en uge siden fik det højreradikale parti næsten 30 procent af de afgivne stemmer fra de 1.200 vælgere i bebyggelsen.
…….
Pensionisten på bænken i Almgården har fastholdt sin stemme på Socialdemokraterna.
Hele sit liv har han stemt på arbejderpartiet, så det opgiver man ikke så let.
Men han kender snakken i højhusene og flere socialdemokrater, der nu er gået over til højrepartiet. Og han ved godt, hvorfor stemningen skifter. Forandringen har et navn.
»Rosengård«, siger han.
Nabobebyggelsen på den anden side af ringvejen er kendt som indvandrerkvarteret i Malmø, hvor der ofte har været afbrændinger af biler. Og pensionisten er klar i mælet: »Om aftenen kommer de unge fra Rosengård herover, sætter sig på bænkene med benene oppe på bordene og ryger. Og så stjæler de cykler«. Han siger, at de »ikke har gjort mig noget«. Men han mener, at der er for mange indvandrere, og at det er forkert, at de samles i få bydele som i Rosengård.
»Det ville være bedre, hvis indvandrerne var spredt ud over landet. Så ville der ikke være så mange bander«, mener han.

Vil stemme på Sverigedemokrater
Ved udkanten af Almgården kommer Magnus Jönsson trækkende med sin sorte cykel. Han smiler og vil gerne snakke, men når valget bliver nævnt, bliver han vred. Han har bestemt sig for at stemme på Sverigedemokraterna , selv om han ikke gjorde det ved valget i søndags.
»Det kan ikke være rigtigt, at de andre partier ikke vil samarbejde med Sverigedemokraterna «, siger han og nævner en scene fra valgaftenen, som har gjort indtryk på ham.
Nemlig da Vänsterpartiets leder Lars Ohly nægtede at sidde i samme sminkerum som Sverigedemokraternas leder Jimmie Åkesson, før de begge skulle interviewes på tv-stationen SVT.
»De andre partiledere er så bange for Jimmie Åkesson. Men jeg synes, at han er kanon. Han kan nemlig tale. Ligesom Olof Palme«, mener den 45-årige kommunalarbejder.
Umiddelbart er det en mærkværdig sammenligning. Den sagnomspundne socialdemokratiske leders humanistiske livsindstilling og globale udsyn kan ikke være længere væk fra Åkessons snævre svenske nationalisme og angst for fremmede.
Men sådan ser Magnus Jönsson ikke på det. For ham handler det om veltalenhed og svar på de nære problemer.
Magnus Jönssons farfar og far var også socialdemokrater, og han har selv været »aktiv socialdemokrat« – som han kalder det – i den lokale medlemsforening.
»Men jeg er også begyndt at tænke selv.
Så selv om mit hjerte er socialdemokratisk, så vil jeg stemme på Sverigedemokraterna ved næste valg. De bliver beskyldt for at være fremmedfjendske, men der kommer for mange indvandrere hertil, som ikke flygter fra krig«, mener han.

Uroen i det svenske hus
De svenske socialdemokraters tidligere højborg i Almgården i Malmø er et symbol på det nye Sverige. Her stemmer nu næsten en tredjedel på det højreradikale parti Sverigedemokraterna .

Politiken 26.09.2010