Gjesteskribent

Under den pæne, glittede overflade af kontrol og kommercialisme simrer det af utilfredshed, og de sociale hængsler knirker. Det skyldes naturligvis den kolossale indvandring fra ikkevestlige lande, som regeringen i Stockholm – blå eller rød – i årevis har budt indenfor og brystet sig af med brug af fine. humanistiske slogans. Den seneste generation er mere end 750.000 asylansøgere således kommet til Sverige, og i løbet af de seneste 14 år er den muslimske befolkning fordoblet. I 1960 var langt de fleste indvandrere i Sverige højtuddannede. I dag kommer indvandrerne typisk fra dysfunktionelle arabiske lande, og mange er analfabeter.

Det får så være, hvad det være vil, men den simrende frustration udspringer i mindst lige så høj grad af, at man hidtil ikke har kunnet diskutere disse forhold og afledte problemer på linje med andre politiske spørgsmål. Udlændingespørgsmålet har været undtagelsen, ja, et tabu, og tabuet blev eliternes totem for nu at parafrasere Sigmund Freuds 100 år gamle psykologiske klassiker. Med andre ord: Der gik følelser, ideologi og sindelagskontrol i modtagelsen af de fremmede.

Frem voksede en omvendt racisme, bannerført af industri, medier, akademia og politikere, hvis hensigt måske var nobel, men hvis resultat var en fortrængning af gammelsvenskernes hidtidige historie og kultur. Det var kulturkamp – forklædt som solidaritet.

Den begyndende modstand reduceres gerne i danske medier til fremkomsten af det indvandringskritiske parti Sverigedemokraterne, som pt. står til mere end 10 pct. af stemmerne, skønt det i alle andre anliggender end udlændingepolitik er et gammeldags socialdemokratisk parti – inspireret af Dansk Folkeparti. Utilfredsheden stikker imidlertid dybere. Den samler også intellektuelle, kunstnere, ja, selv videnskabsfolk og journalister, der har fået nok af den mainstreamede virkelighed, og jeg agter i de kommende måneder at interviewe nogle af disse dissidenter i ”Fredagsforhøret” her i avisen.

Den svensk- og engelsksprogede ugeavis Dispatch International, der hovedsagligt dækker svenske forhold med redaktion i Malmø og et stærkt dansk islæt, er et symptom på den nye modstand og har allerede vakt stor skandale. Avisens hjemmeside er blevet lagt ned af politiske spampirater, ligesom avisens få medarbejdere er blevet kaldt alt muligt fra ”indvandrerfjendske” til endnu grimmere ting, men har desuagtet udsendt fem numre med en blanding af reportage, analyse, kritik og omtale. Det tegner lovende, men er næsten uomtalt på denne side af Øresund.

Folk spørger mig indimellem, hvorfor jeg interesserer mig så meget for svenske forhold? Er det ikke lige meget med Sverige?

Min interesse skyldes, at Sverige på flere områder er et negativt foregangsland, som illustrerer risikoen ved årelang åbenhedsfundamentalisme og omvendt racisme. Det er i Sverige, at vi tydeligst, ja, arketypisk, ser den sociale ingeniør- og planlægningsiver udfolde sig på trods af alle advarsler og med stadig større desperation. Som en besat teenager haster eliterne videre, mens befolkningen sætter hælene i. Fælles for de mange kritiske stemmer er en mere eller mindre artikuleret bremse på det sociale eksperiment med hovedkvarter i Stockholm.

Det stille oprør må ikke forveksles med nogen revolution. Det er heller ikke givet, at oprøret fører særlig langt, men det er i gang og kan ikke bare afskrives som ”populisme”, ”intolerance” eller det, der er værre, sådan som selv danske medier har for vane.