moskeerne.bag.sløret

Onsdag 30. marts 2016 vil for fremtiden blive husket som den dag, da politikere fra regeringen drak af potten og i deres forgiftede rus begyndte at fremsætte forslag om at forbyde »samfundsundergravende udtalelser«.

Den umiddelbare årsag til dette stunt var naturligvis TV-udsendelserne om moskeerne bag sløret. I den forbindelse fik vi indblik i, hvordan man drømmer om straf for at dyrke sex uden velsignelse af en hellig mand, og hvordan denne synd burde straffes i det ideelle islamiske samfund. Det er som bekendt ikke her, og der er derfor heller ikke nogen direkte, konkret og umiddelbar opfordring til, at nogen skal stenes. Der blev også prædiket, at man godt må være gift med flere end én kvinde ad gangen, at børn må straffes på samme måde, som danske børn blev straffet indtil begyndelsen af tresserne, da fysisk afstraffelse endnu var almindeligt. Vi blev tillige belært om, at der er forskel på rettroende og vantro, og at kvinder ikke må arbejde. Voksne mennesker blev også opfordret til at undgå det danske retssystem og i stedet søge religiøs mægling i moskeen.

Vi er siden blevet velsignet med at høre og læse, hvad den i Storbritannien bosiddende prædikant Anjem Choudary står for. Han har også en menighed blandt muslimer i Danmark. Den britiske avis The Sun refererer ham for at fryde sig over, hvordan han og andre, der er engageret i den ideologiske jihad, plyndrer »de vantro«, som det så smagfuldt hedder.

ANNONSE

Avisen har undersøgt prædikantens indkomster fra det offentlige og fortæller, at han aldrig har haft et ærligt arbejde. For det er der ikke tid til for denne idealist. Avisen refererer ham også for at fryde sig over mordet på civile amerikanere 11. september og hans ønsker om at Obama og Cameron må dø, fordi de for ham er Satan selv. Med hans egne ord: »Demokrati, frihed, sekularisme, parlamentet, parlamentsmedlemmer og præsidenter, det er alt sammen de vantros ideer, alt det folk tilbeder, og det må vi tro på er dårligt, og vi bliver nødt til at afvise det. Afvise det med vores tunge. Afvise det med vores hjerte. Fyld hjertet med had til alt dette.«

Når Anjem Choudary ikke prædiker had, er han optaget af mange bizarre ting, som hans trofaste menighed skal erindre sig for at komme helskindet i Paradis. Det drejer sig om, hvilke fødeemner man må indtage, i hvilken stilling man skal sove; altid på siden og aldrig på maven. Der er også regler for, hvilken madding man skal sætte på krogen, når dagen står på en hyggelig fisketur. Det er ikke alle orm, man må røre ved. Og så er der regler for, hvilke husdyr man må holde, hvilke dyr man ikke må ride på, hvordan man skal placere sig i forhold til hinanden, når familie og venner pakker bilen til en udflugt.

De fleste vil nok undre sig og mene, at Anjem Choudary og de esoteriske imamer fra Århus-moskeen har mange sære ting for. Men for en stor dels vedkommende er det ikke noget, der rager andre. Deres billigelse af strafbare handlinger er ikke opfordringer. Og en kriminalisering af f.eks. andre syn på børneopdragelse og ægteskabsloven ville få uoverskuelige konsekvenser for den offentlige debat i øvrigt.

Disse prædikanters fryd og patetiske forsøg på at retfærdiggøre deres samfundsmæssige nytteløshed og sociale parasitisme kan man måske ynke dem. Det er også let at kalde dem »hadprædikanter«, når de som Anjem Choudary påkalder sig hadet i hjertet som et fromt ideal.

Men ellers er prædikatet »hadprædikant« bare et propagandaord. For »hadprædikant« og »hadetale« har været bluffnumre i de seneste ti års diskussion om ytringsfriheden. Men det er naturligvis altid de andre, der hader.

For »de anstændige« er alle deres modstandere ens, bare de er kritiske over for ét aspekt af islam. Disse modstandere bedriver med andre ord hadetale. Gennem de seneste ti år har ideologiske multikulturalister plæderet for at censurere alle former for kritik af islamisme og et hvilket som helst aspekt af islam, selv ting der står i modsætning til menneskerettighederne, ved at promovere indrejseforbud for islamkritikere og ved at støtte den forkætrede paragraf 266B, der skal forhindre kritik af de aspekter i deres egen ideologi, der står i modsætning til demokratiske principper. Kæften skal lukkes på politiske modstandere, ikke med argumenter, men med bøde og fængsel.

På det seneste er en pressefotograf blevet dømt ved retten i Helsingør for kritik af religionen islam. Denne dom er faldet netop, fordi han beskyldes for hadetale. Frem for at tage en åben kamp i offentligheden bruger man til stadighed bluffnummeret »hadprædikant« og »hadetale« for at immunisere sig mod reelle udfordringer i en åben diskussion.

Denne drøm om et samfund uden ideologiske udfordringer og kampe mod politiske modstandere er en multikulturalistisk idé. Jeg stødte på den i en islamistisk madrasa i Malaysia, som jeg besøgte i forbindelse med udarbejdelse af min og Frederik Stjernfelts bog »Adskillelsens politik«. Det er et samfund, hvor man ikke bare i offentligheden kan kritisere andre trossamfunds dogmer uden først at spørge om lov i kompetente forsamlinger. Jyllands-Posten skulle følgelig have henvendt sig til Islamisk Trossamfund for at forhøre sig inden offentliggørelsen af karikaturerne. Og det er trossamfundene, der skal kalde medlemmerne til orden. Skal noget forhandles i samfundet mellem de forskellige trossamfund, må man have kompetente udvalg, der finder en løsning inden en sådan præsenteres i offentligheden.

Som man kan resolvere, er dette opskriften på det moralske paradis, hvor vi lever fredeligt og hver for sig uden diskussion, og hvor religion og religiøse og kulturelle dyder får en helt anden, militant karakter. Vi undgår hadetale, fordi den åbne demokratiske offentlighed erstattes af en lukket forhåndsforhandling mellem religiøse, kulturelle og politiske organisationer, der sætter rammerne for, hvad folk kan tåle at høre. Det er jeg ikke kun blevet belært om fra den gejstlige i madrasaen i Malaysia, men det er også den yderste konsekvens af, hvad de ideologiske multikulturalister har prædiket i de seneste ti års debat om ytringsfriheden.

I går og i dag er det folk som Geert Wilders fra Holland, der ikke må komme til Bornholm og diskutere islam, eller svenske Dan Park, der ikke må kritisere det antiracistiske bluffnummer med en udstilling i København. Det skete så alligevel på trods af »de anstændiges« bigotte anstrengelser.

Nu er regeringen ved at slutte op om denne tendens mod det lukkede samfund ved at blåstemple ideen om hadetale og hadprædikanter. Forskellen ligger bare i, at regeringen er ved at forberede sine egne sorte lister. Man går så at sige ind for den ideologiske multikulturalisme på sin egen, uafvidende facon.

Men når dette er sagt, resterer der imidlertid et stort problem, og det er voldsmandens veto. Her er regeringens initiativer og politiske vilje til gengæld velkommen, når det kommer til præcise og kontante forsvar for ytringsfriheden.

For både ytringsfriheden og visse muslimer, eksmuslimer og religiøse mindretal, så som jøder, er ganske rigtigt truede. Og ikke mindst personer – helt uanset religion og etnicitet, der i kunst og politik kritiserer aspekter af islamiske dogmer.

Debatmøder og forsamlinger bliver i voksende omfang nødt til at være befæstet af politi og efterretningstjeneste, fordi der deltager personer, hvis ytringer nogen vil myrde dem for. Det er voldsmandens veto over for det, der bliver sagt i den offentlige debat.

Det er denne religiøse og ideologiske vold, der er problemet i forhold til ytringsfriheden. Og for at forsvare den skal man naturligvis ikke begynde at beskære den yderligere – tværtimod. Man skal beskytte den ved at skærpe straffen for trusler mod ytringsfriheden.

Det bør være en skærpende omstændighed, hvis trusler er begrundet i den truedes brug af sin offentlige ytringsfrihed eller vedkommendes tilknytning til- eller frafald fra sin religion eller politiske overbevisning. For en sådan trussel vedrører ikke kun et forhold mellem gerningsmand og offer, den er tillige egnet til at skabe frygt og terror i samfundet og undergrave ytringsfrihed og religionsfrihed.

Først publisert i Berlingske 20. april
ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629