Disse prædikanters fryd og patetiske forsøg på at retfærdiggøre deres samfundsmæssige nytteløshed og sociale parasitisme kan man måske ynke dem. Det er også let at kalde dem »hadprædikanter«, når de som Anjem Choudary påkalder sig hadet i hjertet som et fromt ideal.

Men ellers er prædikatet »hadprædikant« bare et propagandaord. For »hadprædikant« og »hadetale« har været bluffnumre i de seneste ti års diskussion om ytringsfriheden. Men det er naturligvis altid de andre, der hader.

For »de anstændige« er alle deres modstandere ens, bare de er kritiske over for ét aspekt af islam. Disse modstandere bedriver med andre ord hadetale. Gennem de seneste ti år har ideologiske multikulturalister plæderet for at censurere alle former for kritik af islamisme og et hvilket som helst aspekt af islam, selv ting der står i modsætning til menneskerettighederne, ved at promovere indrejseforbud for islamkritikere og ved at støtte den forkætrede paragraf 266B, der skal forhindre kritik af de aspekter i deres egen ideologi, der står i modsætning til demokratiske principper. Kæften skal lukkes på politiske modstandere, ikke med argumenter, men med bøde og fængsel.

På det seneste er en pressefotograf blevet dømt ved retten i Helsingør for kritik af religionen islam. Denne dom er faldet netop, fordi han beskyldes for hadetale. Frem for at tage en åben kamp i offentligheden bruger man til stadighed bluffnummeret »hadprædikant« og »hadetale« for at immunisere sig mod reelle udfordringer i en åben diskussion.

Denne drøm om et samfund uden ideologiske udfordringer og kampe mod politiske modstandere er en multikulturalistisk idé. Jeg stødte på den i en islamistisk madrasa i Malaysia, som jeg besøgte i forbindelse med udarbejdelse af min og Frederik Stjernfelts bog »Adskillelsens politik«. Det er et samfund, hvor man ikke bare i offentligheden kan kritisere andre trossamfunds dogmer uden først at spørge om lov i kompetente forsamlinger. Jyllands-Posten skulle følgelig have henvendt sig til Islamisk Trossamfund for at forhøre sig inden offentliggørelsen af karikaturerne. Og det er trossamfundene, der skal kalde medlemmerne til orden. Skal noget forhandles i samfundet mellem de forskellige trossamfund, må man have kompetente udvalg, der finder en løsning inden en sådan præsenteres i offentligheden.

Som man kan resolvere, er dette opskriften på det moralske paradis, hvor vi lever fredeligt og hver for sig uden diskussion, og hvor religion og religiøse og kulturelle dyder får en helt anden, militant karakter. Vi undgår hadetale, fordi den åbne demokratiske offentlighed erstattes af en lukket forhåndsforhandling mellem religiøse, kulturelle og politiske organisationer, der sætter rammerne for, hvad folk kan tåle at høre. Det er jeg ikke kun blevet belært om fra den gejstlige i madrasaen i Malaysia, men det er også den yderste konsekvens af, hvad de ideologiske multikulturalister har prædiket i de seneste ti års debat om ytringsfriheden.

I går og i dag er det folk som Geert Wilders fra Holland, der ikke må komme til Bornholm og diskutere islam, eller svenske Dan Park, der ikke må kritisere det antiracistiske bluffnummer med en udstilling i København. Det skete så alligevel på trods af »de anstændiges« bigotte anstrengelser.

Nu er regeringen ved at slutte op om denne tendens mod det lukkede samfund ved at blåstemple ideen om hadetale og hadprædikanter. Forskellen ligger bare i, at regeringen er ved at forberede sine egne sorte lister. Man går så at sige ind for den ideologiske multikulturalisme på sin egen, uafvidende facon.

Men når dette er sagt, resterer der imidlertid et stort problem, og det er voldsmandens veto. Her er regeringens initiativer og politiske vilje til gengæld velkommen, når det kommer til præcise og kontante forsvar for ytringsfriheden.

For både ytringsfriheden og visse muslimer, eksmuslimer og religiøse mindretal, så som jøder, er ganske rigtigt truede. Og ikke mindst personer – helt uanset religion og etnicitet, der i kunst og politik kritiserer aspekter af islamiske dogmer.

Debatmøder og forsamlinger bliver i voksende omfang nødt til at være befæstet af politi og efterretningstjeneste, fordi der deltager personer, hvis ytringer nogen vil myrde dem for. Det er voldsmandens veto over for det, der bliver sagt i den offentlige debat.

Det er denne religiøse og ideologiske vold, der er problemet i forhold til ytringsfriheden. Og for at forsvare den skal man naturligvis ikke begynde at beskære den yderligere – tværtimod. Man skal beskytte den ved at skærpe straffen for trusler mod ytringsfriheden.

Det bør være en skærpende omstændighed, hvis trusler er begrundet i den truedes brug af sin offentlige ytringsfrihed eller vedkommendes tilknytning til- eller frafald fra sin religion eller politiske overbevisning. For en sådan trussel vedrører ikke kun et forhold mellem gerningsmand og offer, den er tillige egnet til at skabe frygt og terror i samfundet og undergrave ytringsfrihed og religionsfrihed.