
Onsdag 30. marts 2016 vil for fremtiden blive husket som den dag, da politikere fra regeringen drak af potten og i deres forgiftede rus begyndte at fremsætte forslag om at forbyde »samfundsundergravende udtalelser«.
Den umiddelbare årsag til dette stunt var naturligvis TV-udsendelserne om moskeerne bag sløret. I den forbindelse fik vi indblik i, hvordan man drømmer om straf for at dyrke sex uden velsignelse af en hellig mand, og hvordan denne synd burde straffes i det ideelle islamiske samfund. Det er som bekendt ikke her, og der er derfor heller ikke nogen direkte, konkret og umiddelbar opfordring til, at nogen skal stenes. Der blev også prædiket, at man godt må være gift med flere end én kvinde ad gangen, at børn må straffes på samme måde, som danske børn blev straffet indtil begyndelsen af tresserne, da fysisk afstraffelse endnu var almindeligt. Vi blev tillige belært om, at der er forskel på rettroende og vantro, og at kvinder ikke må arbejde. Voksne mennesker blev også opfordret til at undgå det danske retssystem og i stedet søge religiøs mægling i moskeen.
Vi er siden blevet velsignet med at høre og læse, hvad den i Storbritannien bosiddende prædikant Anjem Choudary står for. Han har også en menighed blandt muslimer i Danmark. Den britiske avis The Sun refererer ham for at fryde sig over, hvordan han og andre, der er engageret i den ideologiske jihad, plyndrer »de vantro«, som det så smagfuldt hedder.
Avisen har undersøgt prædikantens indkomster fra det offentlige og fortæller, at han aldrig har haft et ærligt arbejde. For det er der ikke tid til for denne idealist. Avisen refererer ham også for at fryde sig over mordet på civile amerikanere 11. september og hans ønsker om at Obama og Cameron må dø, fordi de for ham er Satan selv. Med hans egne ord: »Demokrati, frihed, sekularisme, parlamentet, parlamentsmedlemmer og præsidenter, det er alt sammen de vantros ideer, alt det folk tilbeder, og det må vi tro på er dårligt, og vi bliver nødt til at afvise det. Afvise det med vores tunge. Afvise det med vores hjerte. Fyld hjertet med had til alt dette.«
Når Anjem Choudary ikke prædiker had, er han optaget af mange bizarre ting, som hans trofaste menighed skal erindre sig for at komme helskindet i Paradis. Det drejer sig om, hvilke fødeemner man må indtage, i hvilken stilling man skal sove; altid på siden og aldrig på maven. Der er også regler for, hvilken madding man skal sætte på krogen, når dagen står på en hyggelig fisketur. Det er ikke alle orm, man må røre ved. Og så er der regler for, hvilke husdyr man må holde, hvilke dyr man ikke må ride på, hvordan man skal placere sig i forhold til hinanden, når familie og venner pakker bilen til en udflugt.
De fleste vil nok undre sig og mene, at Anjem Choudary og de esoteriske imamer fra Århus-moskeen har mange sære ting for. Men for en stor dels vedkommende er det ikke noget, der rager andre. Deres billigelse af strafbare handlinger er ikke opfordringer. Og en kriminalisering af f.eks. andre syn på børneopdragelse og ægteskabsloven ville få uoverskuelige konsekvenser for den offentlige debat i øvrigt.