Nytt

De danske socialdemokraterne er ved å foreta et linjeskift av dimensjoner. Først stemte de for smykkeloven og nå sier partiformann Mette Frederiksen at problemet Grimhøjmoskeen og radikale imamer ikke er noe marginalt, men handler om noe langt mer.

Dermed har Frederiksen og hennes parti brutt to fundamentale dogmer for det nye sosialdemokratiet: et prinsipielt og kategorisk forsvar for asylretten og et forsvar for forenligheten mellom islam og demokratiet. Både det norske og svenske sosialdemokratiet står for disse dogmene.

Men ikke det danske:

For vi står i hendes øjne med nogle »dybe strukturelle, kulturelle og religiøse problemer i dele af vores indvandrermiljø«, hvor der er »manglende ligestilling mellem kønnene, en fatal mangel på blik for børneopdragelse og en dybere afstandtagen til hele det danske samfund, fordi der simpelthen hersker dybe, antidemokratiske tankesæt«.

Motsetningen mellom islam og demokratiet er en fundamental innsikt som den politiske klassen ikke har villet innrømme. Det må gjøre inntrykk at den danske partilederen så tydelig tar bladet fra munnen.

mette.frederiksen

Det Frederiksen i virkeligheten gjør er å forsøke å erobre tilbake noe av den mark som høyrefløyen beslagla da venstresiden unnlot å ta verdikampen overfor islam.

Problemet er ifølge den tidligere justitsminister »langt større og dybere«, end vi bryder os om at gøre det til; og det er tiltagende.

Derfor er tiden kommet til at udråbe en »egentlig kulturel frihedskamp i Danmark«, som skal frisætte »de unge med muslimsk baggrund, der vil gøre op med deres familier og den måde, religionen fortolkes på«, lyder det fra Mette Frederiksen.

»Jeg mener, at den kulturelle kamp og integration er lige så vigtig som integrationen på arbejdsmarkedet. Og jeg mener, at problemerne er så alvorlige, er vi er nødt til at tale om det som en egentlig frihedskamp for især de unge muslimer her i landet. For jeg tror, det er de unge, der kan bryde ud og vise nogle nye mønstre,« siger hun.

«Kulturell frihetskamp» – det er høyrefløyens språk.  Den burde kvittere og si: Velkommen etter. Demokratiet kan ikke klare oppgaven uten at sosialdemokratiske partier slår følge.

Det har vært vanlig å avfeie radikaliseringen med at det er få og marginale personer. Det sier ikke Frederiksen. Hun sier problemet er tiltagene, at de radikale utøver en stadig større innflytelse og makt.

»Vi har en meget stor gruppe af muslimer, som er godt integreret, og som gerne vil det danske samfund. Men de er under et ekstremt pres fra det yderligtgående, muslimske miljø, som desværre vokser, og som er langt mere end bare Grimhøj-moskeen. Det er et miljø, som har stærke rødder i en række udsatte boligområder, hvor der gælder helt andre regler, end der gør i det øvrige Danmark, og hvor den sociale kontrol er meget, meget stærk. Hvor man animerer til at vende sig imod det danske samfund,« siger hun.

Her slår Frederiksen fast hvorfor islam utgjør et så stort problem: Religionen utøves av et helt system. Dets representanter arbeider aktivt for at medlemmene ikke skal bli danske, i betydningen akseptere danske verdier.

Som kjent er dette noe den politiske klassen i Norge ugjerne snakker om. Den er mer opptatt av å fremheve at alle er nordmenn.

Etter å ha konstatert at demokratiet nedbrytes innenfra, blåser Frederiksen til frihetskamp.

Mette Frederiksen ser »frihedskampen« for de unge muslimer som et »kollektivt anliggende« og sammenligner det med kampene op igennem det 20. århundrede for børne- og kvinderettigheder.

Dermed stiller hun det danske samfunn overfor den muslimske ummah som ikke kan godta vestlige verdier. Det er det samme som å kaste hansken. Socialdemokraterne vil nok ikke få mange muslimske stemmer etter dette.

Hun vil at samfunnet skal ta kampen opp. Dette er blasfemi i de politisk korrektes ører. Utenkelig i Sverige og Norge.

»Hvis vi kigger på de store skridt, vores eget samfund har taget fremad, er det jo ikke noget, vi har overladt til folk at gøre individuelt. Hvis man tager kvindekampen i Danmark, så tænkte vi jo ikke, at hver enkelt kvinde måtte tage kampen hjemme i køkkenet eller i ægtesengen. Vi overlod det heller ikke til det enkelte barn at tage et opgør med en tyrannisk far eller skolelærer. Og jeg tror, vi på samme måde skal se opgøret med de mørke, islamiske kræfter som et kollektivt anliggende,« lyder det.

Harde og myke verktøy

Partiformannen sier kampen skal føres med to typer våpen: Myke og harde. De myke er i skolen, overfor barna. De harde vil være et exit-program, som hjelper ungdommer ut av islamistiske miljøer. Hun sier ikke at samfunnet skal hjelpe muslimer med å konvertere, men det vil nok også skje, hvis det skulle bli en realitet og mange imamer og muslimske ledere vil oppfattet «programmet» slik; som et angrep på ummahen og islam.

Er Frederiksen forberedt på det?

Hun utfordrer imamenes/foreldrenes autoritet. Hun har forstått at det er to autoriteter barna utsettes for: Den vestlige, danske som fremmer frihetsverdier og individet, og den muslimske-kulturelt-religiøse, som fremmer kollektivet og tvangen. De går ikke ihop.

»Vi står med unge muslimer, som i de værste tilfælde er underlagt en imam og/eller en familie, som fortolker religionen og levevisen på en måde, der ikke er foreneligt med de unges liv i Danmark. De er fanget. Der tror jeg, vi som samfund skal gøre de her mennesker opmærksomme på, at det faktisk er muligt for dem at vælge deres familie fra, selv om det bliver rigtigt, rigtigt svært. Som samfund er vi nødt til at give dem en mulighed for at starte forfra,« siger hun og fortsætter:

»Nogle af de børn, der vokser op her, lever nærmest skizofrent. Henne i den danske skole møder de lærere, der siger, at de har rettigheder. At de lever i et demokrati. Hjemme i boligområdet hos deres forældre eller henne til fredagsbønnen får de så det stik modsatte at vide. Jeg tror slet ikke, man må undervurdere, hvor svært det er. Derfor skal vi hjælpe dem med at tage springet.«

Hvis imamene var i tvil: Dette er rene ord for pengene. Frederiksen vil ta barna fra dem. Slik vil det bli oppfattet.

Forslagene hun presenterer er ujevne:

Fem forslag fra Frederiksen

1. EXIT-PROGRAMMER: S-formanden foreslår, at unge muslimer, som føler sig fanget i doktrinære, religiøse miljøer, skal tilbydes en ny identitet og adresse for at bryde ud af miljøet.

2. AFVIS IMAMER VED GRÆNSEN: Mette Frederiksen foreslår et system, hvor det bliver muligt for Danmark – og andre europæiske lande – at afvise imamer ved grænsen, hvis de tidligere har talt imod demokrati eller opfordret til vold i andre lande.

3. LUK GRIMHØJ: Hun mener, at den omstridte Grimhøj-moské skal lukkes, hvis det er muligt inden for rammerne af Grundloven.

4. IMAM-UDDANNELSE: Mette Frederiksen foreslår en slags imamuddannelse. Ikke som en teologisk linje på universitetet, men som et kursus eller certifikat, som udenlandske prædikanter skal gennemgå, før de kan prædike i Danmark.

5. KRISECENTRE: Hun mener, at krisecentre skal tilføres flere midler, så de kan åbne flere pladser for eksempelvis muslimske kvinder, der rammes af vold eller undertrykkelse.

Punkt 1: En klar utfordring. Frederiksen kaster hansken. Det vil bli oppfattet som en krigserklæring fra det danske samfunn mot det muslimske.

Punkt 2: The proof of the pudding is in the eating. Den som lever får se.

Punk 3: Hvis kurset er tydelig og klart nok kan det trekke opp noen klare grenser for hva imamene får lov til å si. Det bør ledsages av en klar advarsel om at hvis de bryter grensene er det rett ut.

Punkt 4: Uproblematisk, men tjener til å understreke hvor undertrykkende islam er.

Mangler: Alle prekener i moskeene skal foregå på dansk. Dette punktet har vært kjent lenge, at det ikke er effektuert og heller ikke nevnes, er et svakhetstegn. Hvis danskene tillater at det prekes på arabisk har de gitt fra seg kontrollen.

Imanenes beste alllierte er journalister og akademikere. Så også Kasper Kildegaard Sørensen, som tror han er kildekritisk når han forsøker å trenge Frederiksen på defensiven. Hvis han var journalist ville han forsøke å få Frederiksen til å tenke høyt over Socialdemokraternes linjeskift. Hva skyldes det? Vet de hva de begir seg ut på? I stedet forsøker han å få henne til å skamme seg.

Fredriksen tenker europeisk. Hun vil at europeiske land skal samarbeide om å forby slike imamer som Islam Net henter til landet.

»Vi kan se et rejsemønster, hvor hadprædikanter rejser fra land til land og bliver sendt rundt af nogle af de mest ekstremistiske lande i verden. Der vil jeg gerne have et europæisk system, der gør det muligt at vende dem om ved grænsen, hvis de har stået i London og talt for drab på jøder eller om at vende sig imod det frie samfund,« siger hun.

Berlingske-journalisten fyrer av spørsmål som viser at han er ute etter å stille henne til veggs:

Hvis du har ret i, at problemet med radikaliseret islamisme stikker så dybt, som du siger, ville vi så ikke have set konsekvenserne med meget større kraft? Er der nogen grund til at tro, at det ikke bare handler om nogle få med ekstreme synspunkter?

Fredriksen svarer at hun som justisminister erfarte at problemene ikke er begrensede, de gjelder ikke bare de radikaliserte, men langt fler. Det gjelder de miljøer som Ahmed Akkari beskrev i sin bok. Nå tar hun den inn over seg.

–  Og så skal jeg ikke lægge skjul på, at det har gjort indtryk på mig, at jeg har været justitsminister. For den terrortrussel, der er mod Danmark i dag, den kommer fra radikaliseret islamisme. Den kommer faktisk ikke andre steder fra.

Oj, ingen høyreekstremisme altså. Dette begynner å lukte svidd. Nå er det journalisten som må forsvare pressens verdensbilde:

Der findes jo altid ekstreme holdninger i et samfund. Vi har f.eks. et nazistmiljø i Danmark. Men du mener, at der er et særligt og særskilt problem med ekstreme islamiske holdninger og ikke bare med ekstreme holdninger i det hele taget?

Nu burde Frederiksen svart at de to ytterfløyene polariserer hverandre, og det er symmetri. Slik heter det på politisk svensk og norsk. Men ikke det nye danske:

……de grupper er relativt få og begrænsede i omfang. Og dermed adskiller de sig fra det, vi taler om nu, som har et meget større publikum. Mange af de her imamer har jo adgang til rigtigt mange mennesker til eksempelvis fredagsbønnen. Publikumsfladen er meget større.«

Kanskje noe pinlig for regjeringen Solberg som har bevilget 50 mill til studiet av høyreekstremisme, men ingen til studie av islamisme. De inngår Solberg-regjeringen nemlig samarbeid med.

Spørsmålene triller ut av munnen på Kildegaard Sørensen og selvkritikken er koblet fra.

Ved at tale det her problem op som et stort og dybt problem, risikerer man så ikke at puste til en ild og gøre skillelinjerne større?

Den som påpeker problemene og vil gjøre noe med dem, er et problemets årsak? Hvordan er det mulig? Men slik lammende sirkelargumentasjon har mediene anvendt lenge.

Frederiksen har forstått at hvis hun faller for relativiserende argument, har hun tapt. Hun tar derfor tyren ved hornene.

»Man skal simpelthen lade være med den diskussion om at puste til ilden. Det, at der om fredagen opfordres til vold mod børn i Grimhøj-moskeen, det findes. Og jeg kunne ikke drømme om at placere mig et sted, hvor man skal relativere det.«

Kildegaard Sørensen forsøker en siste gang. Hører han selv hva han sier?

Men giver man ikke en masse skyts til de mennesker ved at tale problemet op til en frihedskamp?

Forsøk å gå inn i premissene for spørsmålet: Det er indirekte en oppfordring til kapitulasjon. Så dum er ikke Frederiksen.

»Jeg kan ikke se, hvad vi ellers skulle gøre. Hvis vi vil have et samfund, der fungerer med forskellige religioner og kulturer – hvad jeg tror på, kan lade sig gøre – så er man jo også nødt til at møde dem, der vil udfordre de værdier, med et modspil,« siger Mette Frederiksen.

– Man er nødt for å møte dem med et motspill. Frederiksen har brutt noen uskrevne lover. Berlingskes journalist forsøkte å sette henne på plass, men lyktes ikke.

Frederiksen kommer til å møte langt tøffere motstand. Måtte hun være forberedt og ha sørget for å ha ryggen klar.