Gjesteskribent

Hvis du kun har tid til at læse én bog i efterårsferien, skal du som sagt læse Michel Houellebecqs Underkastelse, der netop er kommet i dansk oversættelse. Det er en fortrinlig roman. En komedie, der formentlig vil gøre dig let og tung, glad og forstemt på samme tid. En fortælling om menneskelig opportunisme, komfort og et dæmonisk tidehverv i et ikke så fjernt Frankrig anno 2022.

houellebecq

Romanen, der udkom i Frankrig samme dag, som satiremagasinet Charlie Hebdo blev angrebet i Paris, skitserer et fiktivt scenarie, hvor den nye højre og det nye venstre står stejlt mod hinanden, og førstnævnte vinder frem, især blandt de unge, dvs. ligesom i dagens virkelighed. En borgerkrig er i gæring; der er allerede uro og overfald i gaderne, mens hovedpersonen Francois, litteraturprofessor, lever et stille og følelsesmæssigt fattigt pariserliv uden de store bekymringer eller passioner. Han er ”ateist”, neutral, libertiner, forbruger, en nørdet udenforstående, der har sit på det tørre og periodisk roder rundt med et par villige studiner, der altid forlader ham kort efter studieårets afslutning, som var han en del af pensum.

Men så går historiens møllehjul i gang, og vor professor på Sorbonne bliver vidne til, at et nyt muslimsk parti med omkring 20 pct. opbakning i befolkningen inviteres ind i varmen af slagne socialister og pæne borgerlige partier, der har brug for en ny alliance for at forhindre højrefløjens Front National i at vinde præsidentembedet. Hjulpet af det særlige franske valgsystem bliver den muslimske kandidat, der ikke opfatter islamiske terrorister som kriminelle, men som amatører, republikkens reelle leder, og ganske langsomt indføres der en sharia light, der er så gelinde, at hovedpersonen – efter det første chok – knap nok ænser den glidende halalisering midt i hverdagens trivialiteter. Arabiske ord dukker op i romanen, og det beskrives, hvordan kvinders påklædning næsten umærkeligt bliver mere ”anstændig”, ligesom kvinder må trække sig fra arbejdsmarkedet til fordel for gode børnepenge og pensionsordninger, betalt af donorende oliestater, der ser islamiseringen af Frankrig som den første sejr på vej mod erobringen af Europa. Ét efter ét optages Tyrkiet, Marokko, Tunesien og flere muslimske lande i EU, og Kommissionen skal måske flyttes til Rom, Parlament til Athen. Et nyt – muslimsk – Romerrige er i støbeskeen.

I Frankrig falder arbejdsløsheden, det samme gør kriminaliteten, fordi myndighederne indleder et tættere samarbejde med banderne, men erhvervslivet fredes – til de borgerliges beroligelse. De kan beholde deres penge. Det er ikke økonomi, der interesserer det sejrende muslimske parti, men værdier og demografi. Dhimmien, altså den vantro, dvs. ikke-muslimen behandles modsat hvad Koranen foreskriver ikke slavelignende, men må være ”fleksibel” og forberedt på visse åndelige forandringer i en nyt Frankrig, der har ophævet flere århundreders dikotomi mellem venstre og højre og officielt stræber efter en ”ny og samlende humanisme” i pagt med familien, traditionen og fællesskabet. Her bliver kontrollen med uddannelsessystemet og reproduktionen et knudepunkt for den muslimske nyordning.

Francios’ ”ateisme” og ”sekularisering” kommer på en prøve, og jeg behøver næsten ikke tilføje, at begge dele er fernistynd. Da han opdager, at hans tidligere kolleger på universitetet tjener tre gange så meget, fordi de er konverteret til islam, mærker man, hvor plottet bærer henad, og da han får det sidste skub af den charmerende, nyudnævnte og politisk begavede rektor, der tilmed formår at bruge hovedpersonens gamle hang til Nietzsche imod kristendommen til fordel for islam, falder den sidste modstand. Udsigten til tre helt unge, smukke, loyale, håndplukkede og muslimske koner fører ham endelig ind i den forløsende underkastelse. Voilà! Privatøkonomi, filosofi og fisse i ét. Det er da klart, at professoren vælger at blive en mønt i den nye orden. Og han er kun en af mange. Her kommer en scene fra en reception, hvor Francois møder en ældre universitetskollega, der pludselig ser bedre og mere soigneret ud:

»Jo«, sagde han og nikkede bekræftende uden at jeg havde spurgt ham om noget, »jeg har vovet springet. Besynderligt, det havde jeg aldrig forestillet mig før, men det er faktisk meget behageligt. Jeg er virkelig glad for at se Dem. Hvordan har De det?«
»Vil det sige, at De er blevet gift?« Jeg havde brug for at få det bekræftet.

»Ja, ja, gift, netop. Meget mærkeligt, dybest set, ét kød, ikke sandt? Men meget fint, Og hvad med Dem, hvordan har De det?«

Han kunne lige så godt have meddelt mig, at han var blevet junkie eller begejstret for surfing (…), men det her rystede mig alligevel, og jeg gentog idiotisk, mens jeg stirrede på Æreslegionens ordensnål der prydede hans modbydelige petroleumsblå jakke: »Gift? Med en kvinde?« Jeg må have forestillet mig at han var jomfru i en alder af tres år; og det var faktisk muligt.

»Ja, ja, en kvinde, de har fundet én til mig«, bekræftede han ivrigt nikkende. »En andetårsstuderende.«

Det vil naturligvis blive diskuteret, hvor realistisk dystopien eller komedien er, og hvor forfatterens loyalitet egentlig ligger. Men en af romanens urovækkende og subtile mistanker, at der i Frankrig formentlig ikke skal mere end 10-15 pct. vælgeropbakning til at destabilisere hele det politiske system, består. Demografien spørger som bekendt ikke om lov, og noget tilsvarende kan gøre sig gældende i andre vesteuropæiske demokratier om føje år. Et andet clou i romanen er den nådesløse præcisering af shariaens betydning for kvinders seksualitet. Den medfører en livslang infantilisering. Hør blot:

»Inden for det islamiske system havde kvinderne (…) faktisk mulighed for at forblive børn praktisk taget hele livet. Kort tid efter at have forladt barndommen blev de selv mødre og forsvandt atter ind i et børneunivers. Når deres børn så voksede op, blev de selv bedstemødre, og sådan gik deres liv. Der var kun nogle få år, hvor de købte sexet undertøj.«

Det er med Houllebecq ved hånden, at man fristes til at droppe de sidste socialromantiske forestillinger om det multikulturelle samfund. Det bliver med garanti noget helt andet end før. Hvorvidt det bliver bedre, afhænger af, hvor fleksibel du er, og i hvor høj grad islam kan blive din nye erstatningsreligion.

I det Frankrig, der portrætteres, er alt til salg, fordi kulturen allerede er pilrådden indeni. Det er sjældent, at det mismodige er opbyggeligt, men her er det. Houellebecq vil have os til at le ad os selv, for uanset hvad vi siger eller gør, er møllehjulet gået i gang. Som den charmerende og manipulerende rektor Rediger siger med reference til den sadomasochistiske fortælling O’s historie (1954), så er islam primært en kvindelig underkastelse under manden, sekundært under Gud:

»Det er underkastelse, sagde Rediger stille. Aldrig tidligere har nogen med så stor kraft givet udtryk for den altomstyrtende og enkle idé, at topmålet af menneskelig lykke består i den mest fuldkomne underkastelse. Det er en tanke jeg nok ikke ville dele med mine trosfæller, der måske vil anse den for blasfemisk, men for mig er der en forbindelse mellem kvindens fuldstændige underkastelse under manden, sådan som den beskrives i O’s historie, og menneskets underkastelse under Gud, som islam stræber efter.«

Patriarkatet vender med andre ord tilbage.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 7. oktober 2015.