Gjesteskribent

Der gik ikke mange timer efter Anders Breiviks massakre i Norge, før vi blev belært, at Breivik var nationalkonservativ. Intet kunne dog være mere forkert.

Breivik hadede sit folk og bekendte sig i sit manifest til en revolutionær, pan-europæisk og fascistisk tankegang. Skal man endelig kalde ham nationalist, så må man sige, at han er en nationalist uden nation. For ingen har støttet ham. Hverken før eller efter angrebet, heller ikke den yderste højrefløj.

At være national er derimod at nære kærlighed til sit eget folk, til landet, historien og traditionerne. Men national var altså, hvad Breivik blev kaldt, blot fordi han selv skjulte sin radikalisme bag den betegnelse, og national er det, han er blevet fordømt for at være.

Men at fordømme det nationale, fordi det misbruges ideologisk som radikal nationalisme, svarer til at fordømme kærligheden, fordi den kan lede til jalousimord, som filosoffen Roger Scruton engang skrev. Eller det svarer til at fordømme fodbold, fordi der findes hooligans og ikke blot passionerede fodboldsupportere.

Der findes kommentatorer, der hader det nationale eller endda ikke mener, at der findes nationale værdier og folk præget af en særlig kultur og mentalitet.

Det er lidt mærkeligt, at selvsamme meningsdannere nu har travlt med at hylde det norske folk for at være netop dét. Altså et folk, en nation, som vi – med rette – bør anerkende for at optræde med værdighed og udvise stor samhørighed.

Det er også med rette, at især Norges statsminister Jens Stoltenberg er blevet rost for sin håndtering af krisen. Og det er netop ham, og ikke Anders Breivik, der er national.

Stoltenberg henvender sig til, han appellerer til og han støttes af nationen, når han taler om den norske ”folkevilje” og om, at ”ondskab kan dræbe et menneske, men aldrig besejre et helt folk”.

Stoltenberg er blevet kaldt ”landsfader” af de største aviser; og han har gjort krisen i Norge til et nationalt anliggende mere end et anliggende for Arbeiderpartiet. Undersøgelser har da også vist, at mere end 95 procent af nordmændene mener, at Stoltenberg har håndteret krisen på den rigtige måde.

Blomstermarchen til minde om ofrene kaldte statsministeren ”en march for demokrati, for sammenhold og for tolerance”. Dog er det ikke den slags fine begreber, der i sidste ende samler nationen. Det er derimod følelsen af at være forbundet i et skæbnefællesskab. Det er denne folkelige samhørighed, der bliver tydelig i krisetider som den aktuelle.

Nationer defineres ikke af slægtskab, politik eller religion, men af et hjemland. Nationer er grundlagt på kærlighed til stedet og de traditioner, som har givet folket en særlig identitet. Og nationalfølelse bliver til i et ønske om at beskytte disse goder gennem en fælles lov og en fælles loyalitet.

En nation holdes desuden sammen i kraft af en fælles historie, der for Norges vedkommende har skabt et tillidsfuld, rigt og fredeligt land. Nationens sejre og nederlag har bragt medlemmerne sammen på tværs af politiske og sociale skel.

For et par måneder siden fejrede det norske folk ivrigt uafhængighedsdagen. Men for en uge siden blev det påført et traume, som også vil blive en del af nordmændenes nationale identitet, og som bedst kan bearbejdes, fordi alle nordmænd støtter hinanden i den kollektive sorg.

Allerede den danske digter Sophus Claussen, der døde i 1931, brugte ordet sammenhængskraft til at beskrive denne nationale samhørighed. Han skrev engang, at der til ”forbavselse for de klogeste” viser sig ”en Art solidarisk Sammenhængskraft hos Folkemasserne i de hærgede Samfund – et Fond af Optimisme, Dødsforagt og god Samvittighed, som griber frelsende ind i den mest fortvivlede Time.”

[Dette indlæg blev bragt i lørdagens Kanten på DR P1]

Opprinnelig som innlegg i Berlingske. Document takker Støvring for tillatelse til gjengivelse.