ahmed.akkari

Det er en grunn til at norsk offentlighet ikke får høre om dansk demografis grand old man, Poul Matthiessen. Han sier ting norske redaksjoner ikke liker å høre. Han snakker om omkostningene ved innvandringen av ikke-vestlige, og våger å nevne at problemet i stor grad gjelder ikke-integrerbare muslimer.

I en dobbeltkronikk med Gunnar Viby Mogensen i Berlingske tar han også opp de kulturelle omkostninger. Det var dette spørsmålet Christian Tybring Gjedde og Kent Andersen forsøkte ta opp i sin kronikk i Aftenposten:

Vi husker hvordan det gikk.

Men – hvis vi tenker tilbake på den kalde krigen – hvordan skal norsk presse og meningsvokterne ellers klare å stenge informasjonen ute? De fleste kan med litt godvilje lese dansk. I del 2 reiser de spørsmålet om risikoen for:

ANNONSE

– Risikoen for alvorlige kulturelle sammenstøt

Poul Matthiessen og Gunnar Viby Mogensen deler omkostningerne ved ikke-vestlig indvandrng op i to kategorier: økonomisk og kulturell. De direkte udgifter regnede Centraladministrationen ud beløp sig til 16 milliarder, i 2010. Den socialdemokratiske regering indstillede nye udregninger og heller ikke den nuværende ønsker at se på alle faktorer, konstaterer forfatterne og bemærker lakonisk:

Desværre anvender beregningerne nogle forudsætninger f.eks. om fremtidens integration, som man skal have et meget lyst sind for at tage alvorligt. Det er uklart, hvorfor finansministeren ikke giver befolkningen en simpel ajourføring af beregningen for 2010 af, hvor meget den aktuelle omfordeling til de ikke-vestlige indvandrere andrager.

Forklaringen har netop med den anden kategori at gøre: kultur. Det er erkendelsesmæssigt svært for en finansminister at indrømme hvor meget den muslimske indvandring spiser sig ind på det danske samfund, også økonomisk. Hvis man skulle vove at se alle faktorer under ett ville det bli for meget. I stedet blokkerer man for selv oplagte sammenhænge.

Den blinde flæk vokser.

Man har ikke et kort som viser hvor man befinder sig, og man påfører sig selv en blindsone der gør at ting man får høre ikke bliver forstået. Det «oversættes» til isolerede fenomæner.

Slik stiger frustrationen i den oprindelige befolkning.

Matthiessen og Mogensen er ærlige og modige nok til at rejse problemstillingerne. De kan ikke trække alle konklusioner, men de er godt nok klar over hvad det handler om:

Seriøs udenlandsk økonomisk forskning viser, at i England integreres de muslimske indvandrere og deres efterkommere kulturelt »meget langsommere end ikke-muslimer« (Alberto Bisin m.fl. 2007, Bonn). Andre forskere finder tilsvarende resultater for muslimer i Tyskland. For Danmarks vedkommende har dagbladet Jyllands-Posten (JP) gennem de senere år fået gennemført repræsentative spørgeskemaundersøgelser hos seriøse analysebureauer, som afdækker det samme emne, inkl. indvandrernes forhold til demokratiet. Med en statistisk usikkerhed, som ligger inden for det normale, finder den nyeste undersøgelse (Wilke og JP 2015), at 41 pct. af de danske muslimer med en mening om emnet synes, at fundamentet for al lovgivning i Danmark helt eller delvis burde være Koranen. På et spørgsmål om, hvorvidt der er behov for en reformation eller modernisering af islam, svarer godt 59 pct. nej. Godt 81 pct. af svarpersonerne med en mening om sagen finder, at i dagliglivet bør Koranens anvisninger følges fuldt ud – en stigning på 12 procentpoint fra små 69 pct. ved en tilsvarende undersøgelse i 2006.

Undersøgelsen fra Wilke fortæller in no uncertain terms at det går den forkerte vej. Pigerne fra Brøndby Strand der har rejst til Syrien peger ud over sig selv. Det må være et vidst miljø til stede for at jihad kan overbevise. Hverken medier eller politikere tør at se disse fakta i øjnene.

Matthiessen og Mogensen skyder en konflikt ud i fremtiden der pågår lige nu. Hvis man ikke med «alvorlige kulturelle sammenstøt» mener opstand eller borgerkrig. Det der pågår er «alvorlige kulturelle sammenstød».

Hvis vi danskere så spørger os selv, hvor stor risikoen er for alvorlige kulturelle sammenstød i fremtiden mellem på den ene side den stærkt voksende gruppe muslimske medborgere, og på den anden side det øvrige danske samfund, med demokratiske forudsætninger om borgerens selvstændige stillingtagen og medansvar for fælles beslutninger, ytringsfrihed og kønnenes ligestilling, er selv trænede iagttagere ikke enige.

I tråden under Mikkel Andersen klumme om tonekunstneren David Trads, skriver en læser om angrebene på studenter:

I år var det Amager, Avedøre, Brønshøj, Husum Valby og Tingbjerg fra hovedstadsområdet. Korsør og Vollsmose har også været nævnt. Der meldt om syre og sten angreb.

Hver gang der sker noget er medierne blinde. De har ingen hukommelse, og heller ingen analytisk ævne til at se sammenhæng med lignende angreb andre steder i verden.

Hvis der er noget der kendetegner vår vorden så er det at afstand er ophævet. Islamisternes metoder er de samme over hele verden, men danske, norske og svenske medier kan ikke få øje på dem.

I mediernes verden vurderes risikoen for et sådant sammenstød ekstremt forskelligt fra aktør til aktør. På den ene side er muligheden af sammenstød blevet markant nedtonet af centrale aktører i mediedebatten. En artikel om emnet i netavisen Altinget (20.5.) af en person med stor indflydelse på uddannelsen af vore journalister, nemlig formanden for bestyrelsen i Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Lisbeth Knudsen, vurderer, at der for det danske demokrati højst er problemer med »et par forvildede imamer«.

lisbeth.knudsen

Man kan ikke la tvilen komme Lisbeth Knudsen, til gode. Den tidligere redaktør i Berlingske ved. Hvorfor er hun ligevel i stand til at bagatellisere en dødelig trussel mot det danske samfund?

Svaret avhænger av mange faktorer: De røde har over lang tid bygget opp en struktur der holder tingene på plads. Det en gang borgerlige samfund har sluttet sig til en konsensus der beskytter det der mer og mer afsløres som løgn.

I længden er det en uholdbar kurs. At en erfaren redaktør kan komme med en så tåbelig bemærkning sier noget om at kommer til at gå meget dybt før sandhedens øjeblik indtræffer.

abu-bilal-ismail

For den der vil se har sandhedens øjeblik indtruffet for længe siden. Hvis en dansk imam Abu Bilal Ismail kan stå i en Berlin-moske og opfordre til drab på jøder, uden at noget sker, er en grænse overskredet, både for Tyskland og Danmark. Skuddene mot Krudttønden og synagogen kom ikke ud af intet.

ahmed.akkari

Ahmed Akkari var islamist-wonderboyen som kom inn fra kulden og ble demokrat. Det er en av de sterkeste bevis på demokratiets overbevisningskraft at Akkari gjorde den motsatte bevegelse av det vi oftest hører om: En islamist som ble omvendt til demokratiet. Da han var på besøk i Norge fikk han høre av Usman Rana at han var en «utbrent ekstremist». Jonas Gahr Støre protesterte ikke.

Akkurat som med Lars Hedegaard og Kurt Westergaard og Flemming Rose, kan ikke Akkari bevege seg fritt i Danmark. Han har søkt tilflukt på Grønland. Demokratiet trekker seg tilbake.

Unævnelige fakta om indvandring (II)   

Af Poul Christian Matthiessen og Gunnar Viby Mogensen, hhv. professor/dr.polit. og dr.phil.

5. juli 2016  Politiko.dk

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629