Jyllands-Postens Niels Lillelund anmelder Gunnar Viby Mogensens tobindsverk Det danske velfærdssamfunds historie. Tiden efter 1970 (1-2). I Gyldendals egen bokomtale heter det:

Danmark tilhører kredsen af velstående og demokratiske samfund med statslig omfordeling af indkomster og omfattende social sikring.

Tiden efter 1970 var præget af kraftig og til dels selvforstærkende ekspansion i landets offentlige velfærdssektor. Fra begyndelsen af 1990’erne tvinges politikerne imidlertid til at få ressourceforbruget under kontrol, for velfærdssamfundet er under øget pres.

DET DANSKE VELFÆRDSSAMFUNDS HISTORIE er en økonomisk, demografisk og socialpolitisk kortlægning af velfærdssamfundets udvikling og udfordringer op til og især efter 1970.

– Viby Mogensen kler av den danske utopien med kurver, statistikker og tydelige tall, skriver Lillelund:

Eksemplet handler om indvandringspolitikken, som blev sat i gang i 1970’erne og tog fart med lempelsen af udlændingeloven i 1983. I 2005 fastslog Velfærdskommissionen, at hvis de nye ikke-vestlige indvandrere havde samme beskæftigelsesfrekvens som personer af dansk oprindelse, ville den offentlige sektors langsigtede finansieringsproblem være 80 pct. mindre. Det er en post, men da var det selvfølgelig også for længst for sent.

Det er nemlig kun i de seneste år, vi har fået den slags tal. Mogensen påpeger, at ingen politikere efterspurgte undersøgelser, og ingen forskere foretog dem frivilligt dengang i 1980’erne, da debatten vågnede.

Tværtimod. Ikke se, ikke høre, ikke tale, det var credoet, og det blev bakket lydeligt op i det meste af pressen. Man ville ikke vide noget. Som Ekstra-Bladet skrev i en leder:

»Det kan godt være, at der virkelig er mange danskere, som mener, at bogholderibetragtninger, økonomi og kølig beregning skal styre vores lille lykkeland i hver en detalje. Men må vi være fri!«

Og frie for kjedelige fakta og beregninger som kunne forstyrre oss har vi vært, fortsetter Lillelund.

Situationen er ellers alvorlig nok. Mogensen er dr.phil., men det kræver jo egentlig ingen videregående uddannelse at forstå, at en betydelig indvandring af uuddannede mennesker til et samfund som det danske er en dyr fornøjelse. For Danmark. Det er heller ikke svært at forstå, at et samfund, hvor det bedre kan betale sig at blive liggende frem for at bestille noget, får et problem i længden. Og at velfærdssamfundet bygger på den implicitte sociale kontrakt, at folk i den arbejdsdygtige alder forsørger resten frem for f.eks. at rejse ud i verden, hvor skatten er lavere.

Men dette ville danskene helst ikke vite, og de vil helst ikke vite det i dag hvor velferd har blitt en art religiøs massepsykose med mye messing og mange tabuer, skriver Lillelund. Viby Mogensen bryter imidlertid flere tabuer i tobindsverket, der han trekker sosialpolitiske linjer tilbake til 1970. Da fikk Danmark et nytt og mer omfattende velferdssystem med høye sosialytelser i forhold til alternativet: innkomst fra arbeid. Dette skjedde etter at den daværende Sosialreformkommisjonen hadde fastslått at «sosialbegivenheter ikke må føre til større innkomstsbortfall». 20 år senere har det resultert i at det ikke lønner seg å arbeide:

Bogen påviser det – således er der et eget liv i de tørre tal og de fint rynkede konklusioner. Hvis der er en tendens i denne strengt videnskabelige redegørelse, så er det en faderlig ambiance af, at »det var jo nok det, jeg sagde«.

Men er der nogen, der har tid til at lytte i pauserne i ”Vild med dans”?

»I 1990’erne fik indvandringen et større omfang og en anden sammensætning, end vi havde forventet, men da det gik op for os, begyndte vi at stramme op,« skrev emeritus Erling Olsen i en kronik om Viby Mogensens bog.

»Hvem vi?« tør man spørge, men netop i dette universelle vi, som den politiske arketype anvender så chevaleresk, ligger jo en djævel gemt.

Olsens kronikk er så tynget av passiver at man kunne tro at innvandringen nærmest skjedde av seg selv. Det gjorde den ikke. I bøkene påpeker Viby Mogensen en rekke av de beslutningene som førte det danske samfunnet frem til hvor det er i dag, samtidig som han påpeker at opptil 70 prosent av Danmarks befolkning ønsket en strammere innvandringspolitikk mens landets politikere hadde det travelt med å slakke på den. Så hvem er «vi», spør Lillelund?

Vi har under alle omstændigheder de tyranner, vi fortjener, og vi er ikke alene. Forfatteren sammenligner oplysende med udviklingen i andre vestlige lande og påpeger f.eks., at universelle velfærdsydelser kombineret med det, der indtil 2002 var verdens mest lempelige asylpolitik, er en dyr cocktail. Men problemet stikker dybere end som så, og det ville være synd at sige, at Viby Mogensen er optimist, når det gælder muligheden for at ændre på tingene.

Han taler om »de moderne mediers engagerede dækning af reformernes mulige ulemper, herunder hvad der fremstilles som helt urimelige konsekvenser for udvalgte enkeltpersoner,« men det hænger jo også sammen med, at de nydende nu er i flertal, hvorfor de ydende er på vej over alle bjerge. Fly, skreg de, hvo som flygte kan, og det gør de så.

Fanden ta’r de sidste, dvs. os, der blev tilbage, og vi kommer til at stå med et meget kontant problem. Der er ikke flere penge.

I 1960 var det danske skattetrykket på 26 prosent av BNP. I de siste 20 årene har skattetrykket ligget og vippet på rundt 50 prosent. Og uansett hvilken farge regjeringen har, så vil den støte på noen grenser, skattetrykket kan ikke dobles en gang til:

Samtidig vil kravet om mere velfærd bare vokse og vokse. Sundhedsvæsenet bliver dyrere, befolkningen ældre etc., etc. Så melder sig bogholderibetragtningen for alvor, og det bliver slemt for os. Som digteren siger:

Vi, Sletternes Sønner, har Drømme i Sind / og ved ikke selv naar de brister.

Bokguiden.dk: Gunnar Viby Mogensen: Det danske velfærdssamfunds historie. Tiden efter 1970 (1-2)

Gunnar Viby Mogensen:
DET DANSKE VELFÆRDSSAMFUNDS HISTORIE. TIDEN EFTER 1970 (1-2)
650 sider, 499 kr.
ISBN: 9788702044270
Gyldendal 2010

Via Snaphanen

Vi i Document ønsker å legge til rette for en interessant og høvisk debatt om sakene som vi skriver om. Vennligst les våre retningslinjer for debattskikk før du deltar 🙂