Gjesteskribent

Den engelske filosof John Gray er en af de ikke alt for mange intellektuelle, det for tiden er værd at lytte til. Det er tankevækkende, at det er dagbladet Information, der bringer en længere artikel af John Gray. Information er leveringsdygtig i alt fra det pureste nonsens til det yderst lødige. Med John Grays artikel har Information ramt plet.

John Gray er svær at sætte i bås. Han skriver for den venstreorienterede engelske avis The Guardian, og hans bog False Dawn: the Delusions of Global Capitalism (fremragende og anbefales) er en ædende kritik af den uhindrede liberalisme. Samtidig er han umiskendelig konservativ, når han slår på menneskets uforanderlige natur. Der er helt grundlæggende ingen plads til verdensforbedring hos John Gray af den simple grund, at homo sapiens er den samme gamle Adam, der måske nok vil det gode, men gør det onde, og ret så ofte gør det onde helt ved egen kraft.

Den arabiske verden og Vesten

John Grays artikel i Information er en tour de force i afdækningen af moderne vestlig uforstand og derfor en påpegning af, at verden er ufuldkommen, fordi menneskene er det.

John Gray hudfletter den nuværende vestlige kurs i forhold til Syrien. Her er, hvad vi har at vælge af alternativer, som John Gray ser det:

”I Syrien står det egentlige valg mellem ét af tre: en form for overlevelse for Assads sekulære despoti, et magtskifte til fordel for et radikalt islamistisk regime eller fortsættelse af krigen og anarkiet.”

Værsgo og spis, oh, I menneskerettighedsdyrkende vesterlændinge: I kan vælge mellem tre varianter af Helvede. Det gode samfund i den gode stat Syrien? Glem det, det er ikke en mulighed. Hvorfor er det, at vi i Vesten tror sådan? Fordi, forklarer John Gray,

”Vore ledere har bidraget til at skabe en situation, som deres verdensopfattelse hævder, ikke kan eksistere: En umiddelbart uløselig konflikt, hvor der ikke findes nogen gode udfald.”

En trossag

Grundforholdet, som vestlige beslutningstagere er nødt til at fatte, er, at deres forestillinger om det gode samfund for alle jordens folkeslag netop blot er forestillinger, og i virkeligheden som oftest er luftspejlinger. Nok en svidende konstatering fra John Gray:

”Fra et empirisk synspunkt kan forestillinger om et endemål kun være udtryk for en trossag. Alt, hvad der kan observeres, er en række af politiske eksperimenter, hvis udfald afhænger af omstændighederne.”

De politiske eksperimenter i Mellemøsten for nærværende tilsiger ikke demokrati og menneskerettigheder, men et eller andet grumt, som vi så kan vælge imellem, hvis vi er heldige.

Freud eller evolution?

John Gray diskuterer Sigmund Freuds teorier om menneskets mørke sider, men siger så noget aldeles interessant og hypermoderne:

”Snarere end psykoanalysen vil en eller anden version af evolutionspsykologien formentligt bedre belyse den menneskelige tilbøjelighed til had og ødelæggelse. Pointen er, at destruktiv adfærd af denne art har sin oprindelse i iboende menneskelige brister. Og nok så afgørende er disse brister ikke blot og ikke engang primært intellektuelle. Ingen fremskridt i den menneskelige viden synes at kunne hindre mennesker i at angribe og forfølge andre.”

Så kan man dårligt blive mere moderne og derfor aktuel. Menneskets fejlslagne forsøg på at skabe det gode skal med stor sandsynlighed søges i menneskets DNA, i menneskets nedarvede disposition for med alt for jævne mellemrum at opføre sig ekstremt over for ”den anden”.

Erfaren mand er god at gæste. John Gray er sådan en mand. Tak til Information for at bringe denne vigtige artikel.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 8. november 2014.