Gjesteskribent

I dag udgav EU’s revisionsret sin årsberetning for 2011. Her kan man læse om, hvordan pengene er blevet forvaltet på hvert enkelt område gennem det forgangne år. Der er to sider af den sag. Den ene er, hvorvidt de mange projekter, som EU engagerer sig i, overhovedet giver mening. Læserne af denne blog vil vide, at jeg ikke deler den opfattelse. Hovedparten af de projekter, EU kaster penge efter, er enten skadelige, latterlige eller bare overflødige.

Den anden side af sagen er derimod, om pengene så også går til de projekter, man havde regnet med. Og her oplyser Revisionsretten, at betalingerne var væsentlig fejlbehæftede med en anslået fejlforekomst på 3,9% for EU-budgettet som helhed. Det er stigning siden 2010, endskønt kun en svag stigning. Der var tallet nemlig 3,7%. Men dog en stigning. På de enkelte delområder er det dog straks værre. Inden for struktur- og landbrugsstøtte var fejlforekomsten således 7,7%. Og inden for regionalpolitik, energi og transport gik 6,0% galt. (side 12 til 18).

Mine eu-begejstrerede kollegaer vil her typisk indvende, at de omtalte fejl er rene bagateller. Men det er ikke sandt. Disse procentsatser angår alene fejl, der har en budgetmæssig konsekvens. Fejl af ren bureaukratisk karakter er slet ikke taget med i denne opgørelse.

Hermed kan to ting konstateres. 1) Som de seneste 50 blogs har illustreret går en stor del af vore skattekroner via EU til projekter, der aldrig havde fået støtte i et almindeligt demokrati. 2) En stor andel af pengene går ganske enkelt i de forkerte lommer. Jeg spørger derfor: Hvorfor behøver vi egentlig et EU til at donere andre folks penge til disse projekter? Kunne UK ikke betale deres egne golfklubber? Kunne Østrig ikke betale for deres nomade-dansetrup? Kunne Ungarn ikke betale for deres hunde-fitness? Og kunne Spanien ikke selv betale for deres tyrefægtning?

Nej, siger Kommissionen og anfører, at fællesbetaling giver en særlig, europæisk merværdi. Det har i årevis været argumentet for EUs astronomiske budgetter. Men for første gang i år har Revisionsretten også sat sig for at analyse denne merværdi. Og resultatet lyder som følger:

”Evalueringsrapporten er vag og mangler substans, og dens nytteværdi er derfor begrænset[…]. Der er stadig problemer med relevans, især når det gælder sammenhængen mellem målsætninger og indikatorer…” (Afsnit 10.4, side 225).

Og i forhold til de 16 særberetninger, som Revisionsretten har udarbejdet i løbet af året, opsummeres følgende tre punkter:

”a) Ofte foreligger der ingen behovsvurderinger af høj kvalitet, selvom sådanne vurderinger er væsentlige for at sikre, at EU-udgifterne målrettes mod de (geografiske eller emnemæssige) områder, hvor behovene er størst.

b) Nogle programmer har udformningssvagheder, som indvirker negativt på Kommissionens evne til at konstatere og rapportere om resultaterne og effekt af EU-udgifterne.

c) Det er en udfordring for kommissionen at dokumentere, at EU-udgifterne tilfører EU-merværdi.” (Se side 240, afsnit 10.38).

Læs lige det sidste igen: End ikke Kommissionen kan dokumentere, at EU-udgifterne tilfører EU-merværdi! Må vi så godt få vores penge tilbage nu…?

Læs hele rapporten her.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten 6. november 2012.