Gjesteskribent

Man skal som bekendt høre meget, før ørerne falder af. Men én af de seneste beskyldninger, som synes at brede sig er beskyldningen om, at vi, der ønsker mindre eu-indblanding i vores nationale lovgivning, skulle være “populistiske”. Jeg forstår godt, at det er en afværgemanøvre fra euro-partierne, som kan se snart sagt alle eu-prestigeprojekter – fra euroen over østudvidelsen til de åbne grænser – have fatale konsekvenser, for ikke at sige: være decideret fejlslagne. Og jeg forstår godt, at ubehaget ved at måtte indrømme, at man har taget fejl og har ansvaret for disse fejltagelser er så stor, at man hellere anklager sine modstandere for dit og dat. Men helt ærligt: populister?

Populisme må defineres som: uden hensyn til sagens substans eller reelle forhold at foreslå løsninger, der vel er populære, men ikke vil virke. Sagen er jo blot, at når det kommer til hele EU-konstruktionens fundamentale fejl, jf. ovenfor, ja, så ved vi udmærket, hvad der virker. Det fungerede nemlig, før EU blandede sig. Før de åbne grænser havde vi ikke tiggende romaer på hvert gadehjørne, litauiske eller polske forbryderbander med ligeså fri hærgen her som i deres egne lande eller førstepræmier i indsmugling af narkotika. Før EUs østudvidelse havde vi ikke 74.000 østeuropæere i danske jobs, mens danskerne blev smidt ud af dagpengesystemet; tusindvis af østeuropæere på dansk kontanthjælp og talrige sager om vore overenskomsters lovlighed ved EU-domstolen. Og inden euroens vanvittige forsøg på at ensarte vidt forskellige økonomier havde grækerne ikke mulighed for at gældsætte sig til obligationsrenter så lave som i Nordeuropa; landene kunne bringe ligevægt i deres økonomi ved devaluering og vi hæftede ikke for hinandens vilde finanspolitiske udskejelser.

Med andre ord: inden EU fik magten på disse områder var der orden i tingene. Vi havde selv ansvaret. Og deraf fulgte – for det meste – ansvarligheden. Naturligvis har vi haft nationale regeringer, der har taget fejl. Anker Jørgensen kørte landet i sænk. Hvad var konsekvensen? Vælgerne støttede op om fastkurspolitik og kartoffelkur. Vi havde Nyrups efterløns-løgn. Hvad var konsekvensen? I 15 år turde ingen regering røre ved sagen. Læren er, at i et demokrati tager politikerne ansvar. Og hvis de svigter ansvaret, tager vælgerne affære. I EU er ansvaret overladt til institutioner, som ingen kender eller føler noget ansvar for: ECB, Kommissionen, eurogruppen, ESM osv.

Det er disse institutioner, der har fejlet. Og med forblommede ord og fortærskede fraser – “sammen er vi stærke”, “det handler om at være med om bordet” og “lille Danmark kan da ingenting i en global verden (undskyld, hvornår har verden nogensinde ikke været global?!) – prøver man nu at tale sit eget ansvar ned ved at kalde os, der ønsker redeligheden tilbage, for populister.

Rend og hop!!

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 12. januar 2014.