Sakset/Fra hofta

At politiet til slutt gikk inn og fjernet de irakiske mennene som hadde søkt tilflukt i Brorsons kirke for å slippe å bli utvist, ble av flere nevnt som et eksempel på råhet og hardhet. Men hva er det de som forsvarer kirkeasylet egentlig går inn for? Selvtekt og den rene vilkårlighet, skriver Ralf Pittelkow i Jyllands-Posten.

Hvis irakerne kunne trasse seg til å bli, ville asylsinstituttet bli en vits. Enhver kan komme og påberope seg ønske om å bli, skriver Pittelkow. Men slik er det blitt i Norge. Der står biskoper og NGO’er opp etter tur og krever at avviste asylsøkere må få anledning til å arbeide feks.

Det er noe med sansen for lov og rett som er i ferd med å bli snudd på hodet.

Politiets aktion mod Brorsons Kirke har mødt en del reaktioner, som har en ubehagelig undertone. En undertone af angreb på retsstaten.

Der er således dem, der angriber politiet for at gøre deres arbejde med at sikre overholdelse af landets love. Det er absurd. Kendsgerningen er, at politiet har været særdeles tilbageholdende med at gribe ind i forhold til de afviste irakere, der har holdt til i kirken. Men der var intet tegn på, at de selv ville melde sig til hjemsendelse.
Politi kan ikke bebrejdes

Man kan ikke udpege et tidspunkt for politiets indgriben, som var det indlysende rigtige. Men før eller siden måtte der gribes ind, og meget muligt har politiet på det seneste mærket et forstærket politisk pres for, at det skete inden længe.

Man kan heller ikke bebrejde politiet, at det anvendte de midler, der var nødvendige for at nå målet for deres indgriben, nemlig at sikre, at de afviste irakere kan hjemsendes.

Derimod ville der være grund til bekymring på retsstatens vegne, hvis politiet som en stat i staten besluttede sig for, at den på ubestemt tid ville lade irakerne sætte sig ud over lovgivningen. I så fald ville der blive åbnet for, at andre grupper kunne slippe af sted med selvtægt, hvis bare de kunne true med tilstrækkelig meget ballade.

I forvejen oplever selv det stabile danske samfund en forstærket trussel fra diverse gruppers selvtægt, som gør det sværere at opretholde statens autoritet. Bandekrigen er et iøjnefaldende eksempel. Andre lande leverer skrækindjagende eksempler på, hvad der sker, når statens autoritet går i opløsning.
«Rystet» Nyrup

Retsstaten hviler på respekt for gældende lov. Til dette hører også, at hvis man er utilfreds med gældende lov, så må man komme med et forslag til ændring af den. Men det er ikke bare de afviste irakere og deres medhjælpere, der ignorerer dette krav. Det er også fremtrædende kræfter i det danske samfund. Ja, sågar en tidligere statsminister.

Det drejer sig om Poul Nyrup Rasmussen, der erklærer sig «rystet» over en aktion, der skal sikre, at de afviste irakere kan hjemsendes.

Nyrups reaktion kunne forstås på den måde, at han kræver lovgivningen ændret, så noget lignende ikke kan ske igen.

Men Nyrup kræver ikke en anden lovgivning. På et spørgsmål fra Ritzaus Bureau, om de afviste irakere skal have asyl efter en særlov, svarer han: «Jeg skal slet ikke gå ind i juraen». Juraen? Dette drejer sig om fundamentale politiske principper: Hvis man er imod en lovgivning, må man foreslå en anden, sådan er det i en retsstat.

Alternativet er ren vilkårlighed. Man begynder at give bestemte grupper særbehandling, fordi de råber højt og får medløb i medierne. Denne særbehandling får Nyrup til at kalde irakerne for «uskyldige mennesker» helt uanfægtet af, at de bryder loven.
Lovgivning morderlig upopulær

Hvorfor fremlægger Nyrup ikke forslag til en ændring af lovgivningen, som det hører sig til i en retsstat? Årsagen er formentlig den samme, som man har kunnet finde hos andre pæne folk såsom Dansk Flygtningehjælp:

De vil ikke foreslå en lovgivning, der kunne sikre irakernes forbliven, fordi de ved, at en sådan lovgivning vil være morderlig upopulær. Den vil nemlig uundgåeligt åbne for en langt større asyltilstrømning til Danmark og en accept af, at afviste asylansøgere kan få lov at blive, hvis bare de længe nok afviser at rejse.

Det tør de ikke sige åbent. Derfor undlader de at komme med konkrete forslag og nøjes med at dyrke stemninger og følelser i stedet.

Dagens mest opsigtsvækkende begivenhed er ikke politiets aktion. Det er en tidligere statsministers undsigelse af retsprincipper.

Både Berlingske Tidende og Jyllands-Posten uttrykker i dag full støtte til politiaksjonen mot Brorsons kirke på lederplass i dag.

Ralf Pittelkow: Irakerne og Nyrups svigt

Les også integrasjonsminister Birthe Rønn Hornbechs kommentar i Jyllands-Posten: Med lov skal land bygges

«Det radikale venstre derimod vil ikke acceptere tingene tilstand. Man ønsker udlændingeloven ændret. Og da det ikke kan ske ad parlamentarisk vej, og man åbenbart ikke vil være ved, at man ønsker særregler for dem, man særlig kan lide, forsøger man mere skjult og ad andre kanaler at gennemføre den radikale udlændingepolitik, som vælgerne nu ved tre folketingsvalg har kasseret. Hvad man ikke kan opnå via folkestyrets regler og principper, forsøger man at nå ad anden og mere uregulær vej.

Det radikale venstre har ganske enkelt, når det drejer sig om politikken overfor afviste asylsøgere, forladt folkestyret og retsstaten. Man blæser på det flertal i befolkningen, der har indsat flertallet i Folketinget. Man respekterer ikke vælgernes afgørelse og forsøger derfor at mistænkeliggøre ikke blot politiske modstandere, men også de myndigheder, der træffer afgørelser efter loven.»