Gjesteskribent

Av Kai Sørlander

Vor samfundsorden trues ikke kun af terror, men også af kampen imod terror; og vi skal passe på, at vor reaktion på terrortruslen ikke fører til, at vi undergraver vore demokratiske frihedsrettigheder.

Terrortruslen sætter os i et dilemma. For at imødegå truslen må vi have et effektivt efterretningsvæsen, som er i stand til at afsløre terroristerne, før de får lejlighed til at slå til. Men et sådant efterretningsvæsen kan også selv blive en trussel imod friheden. Vi risikerer at skabe et Orwellsk overvågningssamfund, hvor efterretningsvæsnet holder øje med alle for at sikre sig, at vi ikke er potentielle terrorister. Vor samfundsorden trues altså ikke kun af terror, men også af kampen imod terror; og vi skal passe på, at vor reaktion på terrortruslen ikke fører til, at vi undergraver vore demokratiske frihedsrettigheder. På den ene side skal vi gøre så meget som muligt for at fange terroren i opløbet; og på den anden side bør vi ikke udhule den fundamentale ret til privatlivets fred, som er forudsætning for vore borgerlige rettigheder.

Det er en vanskelig opgave at trække den rette grænse. For at hjælpe de enkelte lande har FN’s menneskerettighedsråd haft en særlig rapportør, den finske juraprofessor Martin Scheinin, til at se på problemet; og hans rapport blev udsendt den 28. december 2009.

Deri gør Scheinin rede for dilemmaet. Han peger på, hvorledes staten i sin kamp mod terrorismen kan erodere den ret til privatliv, som er garanteret i artikel 17 i FN’s pagt om civile og politiske rettigheder. Det kan ske ved brug af de særlige aflytnings- og overvågningsteknikker, som er blevet mulige sammen med udbredelsen af mobiltelefoner og internetkommunikation, og det kan ske ved brug af biometriske teknikker som ansigtsgenkendelse og irisscanning. Her får man data, som kan bruges konkret i terrorbekæmpelsen, men som også kan misbruges, hvis de lagres i centrale databaser. Scheinin er bange for, at sådanne baser kan afskrække almindelige folk fra at udøve deres demokratiske ret til at protestere imod regeringens politik, for hvem ved, om demonstrationen bliver filmet, og man ender i efterretningstjenestens arkiv?

Alt i alt giver Scheinins rapport mange gode råd om, hvorledes staterne bør opføre sig for at sikre, at terrorbekæmpelsen ikke udarter til krænkelse af menneskerettighederne, og den opstiller en række almene principper, som staterne bør følge. Disse principper kræver bl.a., at man bør være forsigtig i indsamlingen af data og i enhver sekundær brug af dem. Men de kræver først og fremmest, at der bør være en uafhængig kontrol med efterretningsvæsnet. Dets virksomhed skal være under opsyn af en uafhængig instans, som skal sørge for, at det ikke misbruger sin magt.

Så langt kan man dårligt være uenig. Men så kommer spørgsmålet om, hvorledes denne uafhængige instans nærmere skal bestemmes. På det punkt er Scheinin imidlertid ikke særlig klar. Han peger blot på, at kontrollen traditionelt har været udøvet gennem kravet om en retskendelse. Det ligger så – mere eller mindre underforstået – i kortene, at den overordnede kontrol med efterretningsvæsnet fortsat skal være juridisk.

Det er for mig at se en stor fejl, idet man overser, at der er radikal forskel på politi og efterretningsvæsen. De politimæssige opgaver drejer sig om opklaring af forbrydelser. De efterretningsmæssige opgaver drejer sig om at forhindre mulige terrorangreb. Politiet skal finde beviser for, at en bestemt person har begået en forbrydelse. Efterretningsvæsnet skal finde mulige terrorister, før de har begået deres terror. Vi har juridisk kontrol med politiets opgaver, og det er rigtigt og nødvendigt. Men det er ikke rigtigt at have samme form for kontrol med efterretningsvæsnet. Det er at blande tingene sammen. Det må være en politisk opgave at kontrollere efterretningsvæsnet. Derfor bør det være et særligt politisk organ, som sanktionerer efterretningsvæsnets virksomhed, ikke en juridisk domstol.

Spørgsmålet om efterretningsvæsnets mulighed for at overvåge kommunikation på internettet kan ses som et konkret eksempel på denne konflikt. En sådan overvågning kan foregå ved hjælp af særlige søgeprogrammer, som kan fange mistænkelige meddelelser, og som derfor kan hjælpe med til at afsløre mulige terrorister, allerede mens de er i gang med deres planlægning. Hvilke betingelser skal der sættes for efterretningsvæsnets brug af disse programmer? Skal der trækkes en grænse mellem brugen af programmerne og den menneskelige analyse af det, som de vælger ud? Disse spørgsmål bør ikke besvares på samme måde, som man besvarer spørgsmål om politimæssig efterforskning. De skal altså ikke besvares af et juridisk organ med en retskendelse. De skal derimod besvares af et politisk organ – for der er tale om en sikkerhedspolitisk beslutning.

Deri ligger selvfølgelig ikke, at vi kan stole ubetinget på et sådant politisk organ. Det skal være underlagt parlamentarisk kontrol, som igen er underlagt almindelig demokratisk kontrol, og på det plan må vi håbe, at der er en grundlæggende konsensus om nødvendigheden af et efterretningsvæsen og om, hvorledes det skal styres, fordi det drejer sig om selve betingelserne for, at vi kan opretholde vor sekulære demokratiske samfundsorden. Men vi har simpelthen ikke nogen ideel og fejlfri procedure til at opretholde denne orden. Vi har kun demokratiet selv med dets indbyggede tilbøjeligheder til at begå fejl – og dets egen fortsatte kritik af disse fejl.

Man kan undre sig over, at Scheinin ikke påpeger, at kontrollen med efterretningsvæsnet bør være politisk og ikke juridisk. Svaret kan måske være, at han – som FN-talsmand – også selv gerne vil tale fra et sted, som er hævet over politik. Det sted ville han fjerne, hvis han eksplicit sagde, at spørgsmålet om styringen af efterretningsvæsnet er politisk og ikke juridisk.

Det er imidlertid ikke den eneste alvorlige mangel ved FN-rapporten om beskyttelse af menneskerettighederne imod mulige overgreb som følge af kampen mod terror. Rapporten svigter også, fordi den er fuldstændig tavs om karakteren af den terror, som sagen især drejer sig om. Den nævner ikke, at der hovedsagelig er tale om islamisk terrorisme, der retfærdiggør sig på basis af islam.

Man kan ikke forstå denne terrorisme – og altså heller ikke bekæmpe den – uden at forstå dens forbindelse med islam. Den islamiske terrorisme bruger ikke kun terrorismen for terrorismens egen skyld, men den kæmper for et politisk ideal – et samfund, hvor lovgivningen er bestemt af sharia-loven – som er direkte uforeneligt med vor sekulære demokratiske samfundsorden. Politisk bør vi derfor ikke kun imødegå terrorismen, men vi bør også imødegå ethvert fredeligt forsøg på at erstatte den sekulære demokratiske orden med et system, som bygger på sharia-lov.

Selve det, at terrorismen især er islamisk, medfører, at bekæmpelsen overvejende må koncentrere sig om overvågning af moskéer og andre muslimske miljøer. Og det indebærer desuden, at terrorbekæmpelsen må være forbundet med grænsekontrol og med styring af indvandringspolitikken i det hele taget. Det er simpel bondelogik, når man ved, hvorledes virkeligheden ser ud.

Som allerede sagt, nævner Scheinin overhovedet ikke denne side af terrorbekæmpelsen, og vi kan forstå, hvorfor. Det udelukker FN-diplomatiet. Det forsyner – bevidst eller ubevidst – Scheinin med skyklapper, så han holder den islamiske forbindelse ude. Men så støder hensynene sammen. På den ene side kan Scheinin beklage sig over, at terrorbekæmpelsen fører til, at man krænker folks bevægelsesfrihed – deres mulighed for at bevæge sig frit over forskellige landes grænser. På den anden side så må effektiv imødegåelse af islamisk terrorisme netop kræve kontrol med indvandringen – især af folk fra muslimske lande.

At Scheinins rapport ensidigt lægger vægt på det ene hensyn og er blind for det andet, gør den politisk farlig. Når ensidigheden får FN’s stempel, er der noget fundamentalt galt i systemet.

Kai Sørlander er forfatter og filosof, og har blant annet skrevet bøkene «Forsvar for rationaliteten – Religion og politik i filosofisk perspektiv», «Det uomgængelige» og «Den endegyldige sandhed», i tillegg til en lang rekke kronikker og artikler om aktuelle temaer i ledende danske medier.

Artikkelen «FN og terrortruslens dilemma» ble første gang publisert i Jyllands-Posten 4. juni 2010, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.