Kommentar

Danskene tar fatt i en helt annen ende av debatten enn nordmenn. Jfr. nyttårstalene til monark og statsminister. Der de norske flyter over av moralske formaninger, har danskene «gjenoppdaget» seg selv.

Jyllands-Posten oppsummerer i en leder hva debatten fremover vil handle om: kulturforskjeller og mottagelighet for demokrati, og synet på demokratiske verdier. Det er relevant fra Århus til Bagdad.

Kunstnere og intellektuelle føler sig ofte kaldet til at forsvare gode idéer, idéer der insisterer på at fremme retfærdighed og lighed i verden, men som Harvard-professor Charles Fried fastslår i en ny bog: »Frihedens største fjende har altid været en eller anden forestilling om det gode.«

På den anden side findes der også tabuer, som kultureliten for enhver pris undgår. Siden Anden Verdenskrig og nazismens og fascismens sammenbrud har det ikke været god tone at tale om kulturforskelle.

Man har hyldet en lineær forståelse af historien, nemlig at alle kulturer og civilisationer i takt med udviklingen og udbredelse af idealerne nedfældet i FNs Menneskerettighedserklæring ville konvergere mod en fælles, lysende fremtid. Stammekultur, nationalisme og religion ville forsvinde i takt med oplysning. Det var som Ralf Pittelkow og Karen Jespersen skriver i en af årets danske bestsellere «Islamister og naivister» årsagen til, at så få satte spørgsmålstegn ved den udfordring, det danske samfund blev stillet overfor med indvandringen fra kulturer i Den Tredje Verden. Længe herskede der nemlig en diskriminerende tro på, at hvis folk blot levede længe nok i vor del af verden, så ville de blive lige som os.

Kulturrelativisme

Det var ikke tilfældet, og da det blev klart, fik kulturrelativismen kronede dage. Når alle kulturer ikke automatisk smeltede sammen til en kultur, så måtte alle kulturer stilles lige, selv hvis de var undertrykkende, diskriminerede kvinder og legitimerede forskelsbehandling afhængig af tro og etnisk tilhørsforhold.

Det har været årsagen til venstrefløjens berøringsangst, når det gælder kritik af islam.

Muhammed-krisen satte gang i debatten om kulturforskelle. Det bliver en af de vigtigste debatter i det 21. århundrede, hvad enten vi ønsker det eller ej. Virkeligheden påtvinger os den; dels fordi der er voksende kontakt og interaktion mellem kulturer, dels fordi vores samfund bliver mere multikulturelle.

Kløfter i Danmark

Da Rambøll Management i foråret for Morgenavisen Jyllands-Posten gennemførte den første meningsmåling af muslimer i Danmark, viste det sig, at muslimer og danskere som helhed ser forskelligt på ytringsfriheden og hensynet til religiøse følelser.

Kun 10 pct. af muslimerne gav udtryk for, at ytringsfriheden altid skal prioriteres, mens tallet for befolkningen som helhed var 46 pct. Omvendt mente 51 pct. muslimer, at ytringsfriheden aldrig kan stå over hensynet til religiøse følelser, mens det samme tal for befolkningen som helhed var blot otte pct.

Det er udtryk for en reel kulturforskel, som man er nødt til at forholde sig til.

Manglende forståelse eller ligefrem ignorering af den kulturelle dimension etniske og religiøse forhold, uddannelsessystem og demokratisk kultur når det gælder politisk og økonomisk udvikling er også en afgørende årsag til, at det i Irak og i Mellemøsten som helhed ikke er gået, som præsident George W. Bush håbede.

Er det foretatt noen tilsvarende undersøkelse i Norge? I farten kan jeg bare komme på TV 2s, som ikke virket spesielt systematisk og vitenskapelig. Den bekreftet at norske muslimer er moderate og ikke støtter jihad eller ønsker sharia i Norge.

Lawrence Harris

At det finnes universelle standarder for demokratiske samfunn som gjør det mulig å vurdere hvert enkelt land og kultur, er noe den norske debatten rynker på nesen av. Man har plassert seg i en posisjon for slike diskusjoner er ubehagelige og støtende.

En af årets vigtigste bøger sætter fokus på kulturforskelle, på hvad der stimulerer og hæmmer økonomisk udvikling og demokrati. Den er forfattet af Lawrence Harrison.

Harrison bekender sig som denne avis til oplysningsidealet om, at ingen kulturer i princippet er immune over for demokrati, men nogle kulturer er mere modtagelige end andre. Med andre ord: Hvis man ønsker politisk forandring, må man arbejde for kulturel forandring, og det kræver som Harrison gør opmærksom på meget mere end at sende tropper, holde valg og skrive forfatninger.

Det drejer sig om uddannelse, der fremmer demokratiske værdier og iværksætterånd, ændring af børneopdragelse og begrænsning af religionens rolle i politik. Et forhold der er rettet mod den islamiske verden, men også gælder katolske og ortodokse lande, hvor kirken har været ambivalent i sin holdning til markedsøkonomi og demokrati.

En af forklaringerne på Spaniens økonomiske mirakel er ifølge Harrison, at den katolske kirke er blevet fortrængt fra uddannelsessektoren. Endelig er det nødvendigt at lære især kvinder at læse og skrive, hvis man vil ændre et lands kultur.

At halvparten av kvinnene i den arabiske verden er analfabeter, mot 30 prosent av mennene, er en vesentlig forklaring på at Midtøsten har sakket akterut, konkluderte den fjerde UNDP-rapporten. Likestilling blir en av vår tids største utfordringer, men muslimsk feminisme får oftest dekning hvis den kommer i islamsk utgave.