Jeg vil tro, det var en slåfejl. Men det er en meget oplysende slåfejl. Den faldt i avisens interview med Sørine Gotfredsen om hendes forventninger til 2023, hvor sognepræsten fra Valby pointerede, at vi har fået nye profeter i form af den amerikanske wokebevægelse, som er i fuld gang med at erstatte kristendommen. Begge trosretninger bygger på det enkelte menneske, men hvor kristendommen nøjes med at reformere mennesket, ønsker wokeaktivisterne at revolutionere samfundet, så en ny retfærdighed ser dagens lys og befrier den enkelte fra strukturernes overgreb.

Alligevel er Gotfredsen optimist. For en dag vil folk sige nej, ja, hun mener det helt antropologisk: »Mennesket bliver på et tidspunkt udmattet af sit eget narcissistiske selvskab, at der vil komme en besindelse eller et oprør, nok fra de unge, som lider mest under det.«

Det er ordet ”selvskab”, jeg hentyder til. ”Selskab” hedder som bekendt selskab – uden v. Men ved en fejl har vi fået et nyt begreb foræret, som faktisk rummer en afgørende distinktion og siger noget centralt om de seneste årtier, hvor vi takket være elektronisk teknologi og politisk progressivitet med stor hast er gået fra selskab til selvskab.

Mere end nogensinde før i menneskehedens krogede historie skaber vi os selv, frigjort fra tidligere erfaringer, traditioner og religion, som i en sværm. Man kan sige det med den franske filosof Renaud Camus: Den gamle elite er blevet afløst af nye, mere påvirkelige – for ikke at sige – vaklende eliter. I forandringen ligger, at det klassiske borgerskab, der længe styrede europæisk kultur og politik, er forsvundet. Demokratiseringen og digitaliseringen åd dem.

Tilbage står vi med et langt mere labilt og omstillingsparat småborgerskab af jurister, journalister, statskundskabere, økonomer – kandidater fra de nye fakulteter. Disse mennesker er ekstremt stræbsomme og derfor mere påvirkelige og formbare end den gamle elite, der nød sine privilegier og arbejdsfrihed. De nye eliter trives derimod i konkurrence og meritokrati, og da de konstant skal gøre sig fortjent til andres anerkendelse, inklusive den virtuelle af slagsen, kan de manipuleres som aldrig før.

Derfor bliver de nye eliter med tiden til de forvirrede liberale eliter, som vi ser dominere i dagens politik, medier og underholdning.

JP bragte et kuriøst eksempel i ugens løb med den engelske punkgruppe Slaves. Gruppen har netop taget navneforandring, fordi det kan misforstås som udtryk for racisme, selv om navnet ifølge grundlæggerne blot var ment som en reference til den daglige trædemølle. Nu er navnet pist væk: »Navnet repræsenterer ikke længere, hvem vi er som mennesker, eller hvad vores musik står for. Vi undskylder oprigtigt over for alle, vi har fornærmet.«

Navnet fornærmede ikke mig, men fordi de og vi kun tror på individet – og individets følelser – ender vi med at løbe med flokken, uanset om det gælder køn, klimareligion, digitalisering, ytringsfrihed eller Elon Musk. Vores evige selvskabelse fører paradoksalt nok til en korporativ medløberkultur, der trods Sørine Gotfredsens optimisme ikke ser ud til at få nogen ende foreløbig.

Selv børn og unge praktiserer det nye selvskab. Som man kan se i en ny, stor undersøgelse af hverdagsvaner, foretaget af tænketanken Vive, dyrker børn og unge i stadig mindre grad venners fysiske selskab. De sidder i stedet og glor ind i en skærm, som var det en ny katekismus. Skærmen sidder mere eller mindre fast i deres hånd og er altid med. Skærmen er blevet en del af deres krop.

Kroppen, sporten og det fysiske samvær med venner er derimod imploderet. Idrætsklubber og det organiserede foreningsliv præges af medlemsflugt, aflysninger og nedlukning. Det civile samfund betaler prisen for globalisering og internet. På blot 12 år er andelen af drenge og piger, der er sammen med venner flere gange om ugen, styrtdykket, allermest for de helt unge drenge, mens pigerne bliver woke og hader sig selv. Alene med deres digitale isenkram og evindelige selvfremstilling gestalter de den ”bedste version” af sig selv i et galopperende pseudounivers.

Det spontane og taktile samvær, hvor tonefald, gestik og fremtoning er en integreret del af den menneskelige helhed, forsvinder stille og roligt fra unge menneskers hverdag. De foretrækker – ligesom deres progressive forældre – selvskabelse frem for andres selskab. Hvor det ender, kan ingen vide. Men det fortsætter med garanti, så længe vi finder os i det.

Vi takker Jalving for tillatelse til gjengivelse av denne artikkel som opprinnelig sto i Jyllands-Posten