Gjesteskribent

På en høring i Folketingets Retsudvalg i slutningen af februar oplevede jeg nogle af Danmarks mest anerkendte jurister argumentere for at indskrænke demokratiet. Ingen sagde det direkte, så det var først sent, det gik helt op for mig, hvad jeg havde hørt. Bagefter tænkte jeg over, at det, jeg havde oplevet, var som at høre en række tekniske eksperter diskutere vinkel, skarphed og fald-acceleration på kniven i en guillotine uden på noget tidspunkt at nævne, at maskinen skal bruges til at halshugge folk. Her var det så ikke mennesker, der skulle halshugges, men det demokratiske system, der skulle indskrænkes.

Høringen drejede sig om menneskerettighedskonventioner og dansk ret, og spørgsmålet var, om konventionerne skal inkorporeres i dansk lov. De konventioner, der er tale om for tiden, er: FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, FN’s konventioner om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination, FN’s kvindekonvention, FN’s torturkonvention, FN’s børnekonvention og FN’s handicapkonvention.

Inkorporering betyder, at konventionerne bliver dansk lov og dermed får endnu mere at sige i det danske retssystem. Det lyder umiddelbart meget sødt, for de fleste moderne mennesker tror jo, at menneskerettigheder er et absolut gode. De fleste har erstattet den kristne tro med en sekulær tro på menneskerettigheder. Det er imidlertid overtro, at menneskerettigheder er bærere af en særlig godhed. Og sandheden er, at hvis vi inkorporerer alle de foreslåede konventioner i dansk lov, vil en lang række ret almindelige beslutninger pludselig kunne tolkes som brud på menneskerettighederne.

Eksempelvis vil nedsættelsen af kontanthjælpen for unge, manglende indførelse af kvindekvoter i kommunalbestyrelser og i Folketinget samt udvisning af mindreårige udlændinge kunne tolkes som overtrædelse af menneskerettighederne, og vi vil kunne dømmes af Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg for overtrædelsen.

Der står godt nok ikke direkte i konventionerne, at man skal indføre kvindekvoter, have en økonomisk støtte til unge på et vist niveau eller lade alle fremmede mindreårige blive i Danmark, men til hver konvention er der tilknyttet en FN-komité, der udlægger, fortolker og overvåger implementeringen af konventionen i de lande, der har tiltrådt konventionen. Og komitéerne kan have en meget vidtgående tolkning af konventionerne. De overvåger os allerede nu, da Danmark blot har underskrevet og ratificeret konventionerne, men det vil blive forstærket, hvis vi ovenikøbet også inkorporerer konventionerne i dansk lov.

En konvention er en aftale mellem mange lande om et emne med en lang række temmelig brede bestemmelser, der kan udlægges på mange forskellige måder. Det kræver utroligt meget at ændre den, fordi alle lande så skal samles igen og lave en ny aftale. Hvert enkelt land kan til gengæld træde ud af konventionen, hvis det ønsker det. I Danmark kan man godt lovgive i Folketinget imod konventionen, blot man gør opmærksom på, at det er det, man gør, og det man ønsker.

Det vil man stadig kunne, selv om loven er inkorporeret. Kort sagt kan en konvention aldrig komme til at stå over grundloven, men den kan stadig få en meget stor betydning i både lovgivningsarbejdet og retssystemet. Især vil indtrykket i offentligheden af lovgivning eller domme, der »går imod eller er på kant med menneskerettighederne« være, at det er helt, helt galt.

Den eneste kritiske stemme i panelet af eksperter, Cepos’ Jacob Mchangama, kom med et tankevækkende eksempel angående FN’s handicapkonvention. Her har man fastslået, at det var en krænkelse af konventionen, at en stat ikke havde pålagt en bankkæde at gøre sine pengeautomater tilgængelige for blinde ved at have talesyntese. Kort sagt handlede banken imod menneskerettighederne ved ikke have talende pengeautomater. Og dermed var staten, som bankkæden hørte hjemme i, skyldig i brud på menneskerettighederne!

Skal vi virkelig tage det politiske lovgivningsarbejde fra Folketinget og lægge det over i en FN-komité til overvågning af menneskerettigheder? Det ligner jo det iranske system, hvor et «Vogternes Råd» skal gennemgå al politisk lovgivning fra parlamenteret for at se, om der er noget, der er i strid med den hellige islamiske lov, shariaen. Er der det, kan lovgivningen ikke træde i kraft. FN-komitérne er vores Vogternes Råd. Menneskerettighederne er vores sharia.

Det skal i sandhedens interesse nævnes, at der flere gange blev sagt på høringen, at balancen mellem politik og retssystem ville ændres, hvis vi inkorporerer konventionerne. Og juristerne var – undtagen en – enige om, at det var en god ting. Men det blev som sagt ikke skåret ud i pap, at det, som vi sad og diskuterede, faktisk var, hvordan vi kan indskrænke folkestyret i Danmark!

De fleste vil måske synes, at det er o.k., at danske politikere fralægger sig muligheden for at indføre tortur eller dødsstraf i Danmark. Men jeg tror, at de fleste også kan blive enige om, at det vil være helt tåbeligt at gøre en beslutning om nedsættelse af kontanthjælpen for unge til en umulighed. Det er jo i dag en helt almindelig politisk beslutning inden for fordelingspolitik, hvordan pengene på statsbudgettet skal bruges. Skal der være mere hjælp til ældre eller støtte til de danske museer, eller skal vi bruge pengene på unge arbejdsløse? Skal vi virkelig fralægge os muligheden for at tage den slags beslutninger?

Det er nødvendigt, at vi snart får foretaget et opgør med overtroen på menneskerettighederne og indser, at vi med denne overtro udhuler det folkestyre, som vi ellers er så stolte af. Det er egentlig klart nok, at de juridiske eksperter, der kan blive del af Vogternes Råd, har interesse i at indføre en retstilstand, hvor tænderne trækkes ud af folkestyret og Folketinget. For de vil via deres juridiske ekspertise kunne få del i magten. Men de helt almindelige mennesker i Danmark vil miste politisk indflydelse, for de kan ikke stemme medlemmer i Vogternes Råd ud eller ind. Det foregår via udemokratiske systemer.

Folkets kontrol med styret i Danmark foregår jo via stemmeurnerne til Folketinget. Danske politikere kan vælges ind eller ud alt efter, hvad folket mener. Det er en afgørende del af folkestyret. Og det skal vi bevare. Hvis der er politikere, der ønsker at indføre love om talende pengeautomater, mindstekrav til kontanthjælp til unge og indførelse af kvindekvoter i Folketinget, så kan de fremsætte et lovforslag i Folketinget om sagen. Så kan der gennemføres en demokratisk debat og en afstemning om sagen. Det er demokrati at gøre det på den måde.

Men at inkorporere en konvention, der bevirker, at et ikke folkevalgt råd skal sørge for, at vi i Danmark indfører sådan lovgivning uden at spørge de folkevalgte og dermed indirekte spørge folket, er forkert og dybt udemokratisk. Vi må ikke lade os forblænde af overtroen om, at politiske retningslinjer er gode, bare fordi de kaldes menneskerettigheder. De kan sagtens være politik pakket ind i pænt juridisk sprog.

Og måske er det det, der gør, at de juridiske eksperter synes, det er sådan en god ide at inkorporere konventionerne: De er enige i det politiske projekt, der ligger bag. Men der er kun en ting at sige til det: Stil op for et politisk parti, hvis du vil have politisk indflydelse i Danmark. Alt andet er et forsøg på en stille afskaffelse af folkestyret!

Der er grund til, at politikerne og andre tilhængere af folkestyret begynder at vågne op og indser, at det ikke blot er en række sære tekniske eksperter, der sidder og diskuterer tekniske detaljer på en indviklet maskine – nej, det er simpelthen eliternes sidste forsøg på afskaffelse af folkestyret og indførelse af et ekspertvælde. Det skal vi gøre alt for at bekæmpe.

 

Marie Krarup er medlem av Folketinget for Dansk Folkeparti (DF). Denne artikkelen ble først offentliggjort i Jyllands-Posten den 18. mars 2014, og gjengis på Document med forfatterinnens vennlige tillatelse.