Sakset/Fra hofta

Helle Merete Brix, redaktør av sappho.dk, har mottatt høstkatalogen for dansk teater og finner kun politisk korrekt pjatt i den politiske avdeling. Det skyldes ikke at det ikke finnes spennende politisk teater. Brix har regelmessig besøkt London de senere år, og her finnes politiske stykker med enn helt annen brodd.

I de seneste år har jeg med mellerum været i London, hvor jeg har benyttet lejligheden til at se forskellige forestillinger med et politisk budskab. Der er bestemt også problemer her, med selvcensur og konformitet. Men visse teaterstykker bryder med konsensus om, at islam ikke må generes. Det gælder blandt andet Richard Beans seneste forestilling «England people very nice» om immigrationens historie til East End i London.

Bean er en af Storbritanniens kendteste dramatikere og forestillingen spiller for fulde huse lige nu på National Theatres største scene med plads til 1.000 mennesker. Nogen mener, at forestillingen er racistisk – det er naturligvis noget sludder – og der har været både en lovlig demonstration foran teatret og en ulovlig besættelse af scenen under et teaterforedrag om forestillingen.

På et tidspunkt i forestillingen troner en kæmpe tegneserie-imam over East Ends huse. Imamen formaner kvinder til at overholde de mest rigide regler om slør og tildækning, mens han ruller med øjnene. Her er også en beskrivelse af «generationsskiftet» i den muslimske gruppe i Storbritannien. Forældregenerationen var måske religiøst konservativ eller slet ikke religiøs: «Koranen er Guds ord og han glemte at nævne dinosauerne!», siger for eksempel en socialistisk muslim i stykket. Men de unge muslimer er i stigende antal modtagelige over for islams revolutionære budskab.

I forestillingen er der referencer til den radikale islamist Sayyd Qutbs berømte bog Milestones. Og her er unge islamister, der demonstrerer i East End til fordel for «sheikh» bin Laden og Muhammed Atta og hans kumpaner, der dræbte tre tusinde mennesker og styrtede World Trade Center i grus. En rap-sang, sunget af den tildækkede Labiba, skærer det ud i pap, her er de indledende linier: «Sister, it ain’t never too late look/to quit your kuffar Facebook/paradise waitin’/hate the disbelievers/they tryna deceive us/they will never believe us/Sheik Osama lead us/Shakespeare was a gay boy/knowwhatitsayboy …»

Amerikanerne kan også: Christopher Shinn, der bor i New York, har skrevet den anmelderoste forestilling «Now or Later». Den havde ur-premiere sidste år i London. Forestillingen udspiller sig en skelsættende nat i slutfasen af præsidentvalget i USA. Demokraterne ser ud til at vinde, men så lækkes en video på internettet. John, der er bøsse og søn af Demokraternes præsidentkandidat, har optrådt udklædt som Muhammed. Og det i en simuleret seksuel situation med en mandlig medstuderende, maskeret som den konservative, kristne prædikant Pastor Bob. Inden længe er verden sat i brand. Skal præsidentens søn undskylde til verdens muslimer?

Men hvorfor gjorde John noget sådant? Fordi hykleriet på campus ikke er til at holde ud. De samme studerende, der vælter rundt til et nøgenparty, har hidset sig op over de Muhammed-tegninger, som nogen anonymt har sat op på campus. John har forsvaret ytringsfriheden og retten til at tegne sådanne tegninger i en kommentar i studenterbladet. En muslimsk organisation vil have tegningerne klassificeret som hate speech, og synspunktet vinder genklang hos de frisindede studerende.

I stykket indgår referencer til nogle af de groveste angreb på ytringsfriheden i Vesten i de senere år: Sagen om Salman Rushdies roman «De Sataniske Vers» og Muhammed-tegningerne. Her er diskussioner af islams sammenknytning af religion og politik. Og her er kloge ord lagt i munden på John: «Jeg synes ikke, vi skal opgive vores værdier for at finde fælles grund. Så er det ikke fælles grund, det er deres grund, og vi står bare på den».

Les hele artikkelen: Muhammed og teaterfolket