Sakset/Fra hofta

Den norske offentlighet bør ikke gå glipp av at den kulturradikale fløy i Danmark, det såkalte Politiken-segment, har beveget seg kraftig etter at dikteren Yahya Hassan sto frem. Både det han sa og det at han så ble truet og angrepet, har «beveget» de kulturradikale.

Debattredaktør i Politiken, Rune Lykkeberg, foretar en helomvending, ikke bare i synet på om ytringsfriheten er truet, men dermed også i synet på karikaturtegningene: Det var ikke Jyllands-Postens skyld. Konflikten eksisterte før tegningene, skriver Lykkesberg.

Det må bare for alle parter være alarmerende, at en ung digter ikke kan holde oplæsninger uden beskyttelse af PET, og at politiet nu siger, at der vil være trusler imod ham, uanset hvor han optræder.

Det er lige så alarmerende, at en tegner, som ikke har udøvet vold, bliver opsøgt og overfaldet af en mand med en økse, og at en offentlig intellektuel bliver beskudt på grund af noget, han har sagt og skrevet.

Og at en underviser på universitet bliver gennembanket, fordi han har læst op af Koranen, og at en svensk tegner bliver overfaldet, mens han gæsteforelæser, og i øvrigt har fået sat ild til sit hus.

Det må efterhånden stå klart, at det ikke er en diskussion for eller imod Jyllands-Postens tegninger.

Konflikten var der inden tegningerne, og den har været der siden i adskillige vestlige lande, hvor man ikke har optrykt Muhammedtegningerne.

Det er ikke Jyllands-Postens ’skyld’.

Dette er historisk. Daværende redaktør for Politiken, Tøger Seidenfaden, ble indentisk med fløyen som kritiserte Jyllands-Posten og tegningene for ikke å forstå muslimenes følelser. Det gikk så langt at Seidenfaden på Danmarks vegne ba advokat Yamani om unnskyldning og avga et løfte om aldri å trykke tegningene igjen.

Nå sier Lykkeberg, som kommer fra Information, at det ikke var Jyllands-Postens skyld. At konflikten stikker dypere og handler om de som bruker vold for å stanse ytringer de ikke liker.

Erkjennelsen er en stor seier for ytringsfriheten i Danmark. Det gjør den ikke mindre utsatt, men det hersker større grad av enighet om realitetene. Politiken-segmentet bidro til å så tvil om legitmiteten til de som hevdet at ytringsfrihetn var truet. Den tvilen er nå vesentlig mindre.

En motstander

Lykkeberg stiller diagnosen, men har ikke noen løsning.

 

når et voldeligt overfald som svar på offentlige ytringer ikke længere er en overraskelse, er det klart, at ytringsfriheden er truet.

Hvis det bliver til en almindelig forventning, at radikal kritik af islam udløser attentater, er det frie ord truet af vold.

Den næste, der tænker tilsvarende tanker, vil overveje, om man vil løbe den risiko at sige det offentligt.

Den overvejelse kommer af sig selv, når man lærer, at volden venter for enden af visse ord.

Så surrer Lykkeberg når han sier at det ikke står ideer bak volden, at det ikke er noen fare for at et politisk islamistisk parti vil få innflytelse. Det er vold som randfenomen vi står overfor. Derfår kan han si at den juridiske ytringsfrihet ikke er truet, og ikke den akademiske. Men dette er hårkløveri. Den juridiske vil si personer som tilhører miljøer hvor islamister ikke ferdes eller har adgang. Personene i disse miljøene vet hvor grensene går og sørger for ikke å si noe farlig.

Det er deres taushet som gjør at Hassan eller en Hedegaard er utsatt.

Lykkeberg har likevel fått med seg kjernen:

 

må man erkende, at staten er udsat for en modstander, som den ikke kan beskytte visse borgere imod.

 

http://politiken.dk/debat/profiler/runelykkeberg/ECE2141591/ytringsfriheden-er-truet-paa-det-praktiske-plan/