De japanske skolebøkenes forskjønning av fortiden, fikk stor oppmerksomhet. Hva med de tyrkiske? Var det noen norske journalister som kom på å spørre Tayyip Erdogan om det da han var i Norge?

Svaret er nei. Selv om spørsmålet ligger snublende nær. Vår NATO-allierte har tidligere vært Prügelknabe for venstresiden. Nå sitter et islamittisk parti med makten. Kan det være grunn til at kritiske spørsmål ikke er så interessante lenger? At Tyrkia nå representerer Den andre, den man skal føle skyldfølelse overfor?

Denne underkastende selvplagingen er blitt et mønster for Europas omgang med utenomeuropeiske kulturer. De utenomeuropeiske vet selv å spille på den ved å understreke Europas og Vestens rasisme: Det overrasker at også Tyrkia definerer seg som Den misbrukte, misaktede Andre.

Mehmet Ümit Necef, lektor, Center for Mellemøst-studier, Syddansk Universitet, skriver i siste Weekendavisen om hva en tyrkisk akademiker i utlandet forventes å ta opp som tema:

Hvis man arbejder med humanistiske eller sociale videnskaber, er forventningen fra den tyrkiske stat og den politiske og kulturelle elite, at man i sit virke som akademiker på et udenlandsk universitet arbejder med emner som »vesterlændingenes racisme«, »vesterlændingenes konstruktion af den anden«, »vesterlændingenes racistiske og orientalistiske fordomme om tyrkere og Tyrkiet« og »orientalistiske fjendebilleder om tyrkere og muslimer«. Hvis man arbejder med lignende emner fra en anderledes vinkel, eksempelvis fra en kultur(selv)kritisk vinkel, bliver man af den politiske og kulturelle elite og en del venstreorienterede beskyldt for at være »orientalistisk« og for at »bekræfte vesterlændingenes fordomme om Tyrkiet og tyrkere«.

Uhildet historieskriving kjenner man ikke. Derfor kan parlamentet foreslå at Tyrkia og Armenia sammen skal nedsette en kommsisjon som skal se på hva som foregikk i 1915-17. Profesjonelle historikere med profesjonelle kriterier kjenner man ikke. Her skal det forhandles om fortiden.

Den verdensberømte tyrkiske forfatteren Orhan Pamuk fikk oppleve hvor følsomt spørsmålet om armenerne fortsatt er, da han berørte det i et intervju:

SAGEN begyndte med, at Pamuk i et interview til den schweiziske avis Tagesanzeiger kom til at sige, at »30.000 kurdere og en million armeniere blev dræbt i Tyrkiet. Der er næsten ingen, udover mig, der tør tale om det – og nationalisterne hader mig for det.« De aggressive reaktioner, som disse ud-talelser har skabt, førte til, at Pamuk blev nødt til at flygte til New York på grund af trusler på livet, og han måtte aflyse en række offentlige møder i Tyskland, herunder et møde på bogmessen i Leipzig hvor han skulle have præsenteret den tyske udgave af sin bog »Sne«. Det famøse interview var i virkeligheden tænkt som startskuddet på en kampagne, der netop skulle præsentere bogens tyske udgivelse. Pamuk deltog dog i præsentationen af den engelske udgave af sin bog »Istanbul. Erindringer og byen« i London i midten af april i år.

Det overraskende var ikke, at reaktionerne på Pamuks udtalelser var så primitive – tyrkerne har i årevis lagt øre til nationalistisk propaganda på meget lavt niveau, ikke mindst fra statens side, om folkemordet på armenierne i 1915-1917 – men at der nu var en række intellektuelle, forfattere, journalister og almindelige mennesker, der støttede om ikke Pamuks synspunkter så hans ytringsfrihed. At der overhovedet var nogen, der tog afstand fra angrebet på Pamuk var et godt tegn på, at tabuet omkring det armenske folkemord er brudt i Tyrkiet, og at flere og flere tyrkere er parate til at diskutere en række forklaringer, der strider imod statens officielle historieskrivning.

Necef nevner uttrykkelig at fornektelsen av folkemordet er blitt en del av historiebøkene i skolen.

Tyrkiske tabuer (sub)