Kommentar

Når man studerer folkemordet på armenerne går det opp for en at det ignorerte folkemordet likevel har hatt og har stor betydning; som inspirator for Hitlers krigføring, og idag, som emosjonell propp i den tyrkiske psyken.

Folkemord er en katastrofe som gir gjenlyd i menneskenes sinn. Selv der hvor man ikke taler om det. Vi snakker om forsøk på å utslette et helt folk, med en 3.000 år gammel kultur. Armenerne overlevde, men intet folk er det samme etter en slik årelating.

Nordmenn mangler målestokk for katastrofer av et slikt omfang. Vi mangler også målestokk for å forstå at en nasjon kan leve videre med slike forbrytelser på samvittigheten, og endog benekte frenetisk at de skjedde.

Armenernes utslettelse ga inspirasjon til Hitlers planer om tilintetgjørelse. Han sa det selv før Polen-felttoget:

»Jeg har udstedt en ordre – og jeg vil have enhver, der ytrer blot ét kritisk ord om den, henrettet – om, at vores krigsmål ikke består i at nå specifikke linjer, men i fjendens fysiske destruktion. Derfor har jeg sat dødningehoved-formationerne i beredskab – for øjeblikket kun i Øst – med ordrer til uden barmhjertighed og medfølelse at dræbe mænd, kvinder og børn af polsk afstamning og sprog. Kun således vil vi opnå det Lebensraum, vi behøver. Hvem, når det kommer til stykket, taler i dag om udryddelsen af armenierne?«

Hitler til generalene 22. august 1939, på Obersalzberg.

Folkemordet på armenerne er det første i det 20. århundre. Selv om navnet genocid først ble oppfunnet av Rafael Lemkin etter annen verdenskrig.

Det er en gåte at en verden som sier Aldri mer! ikke har vært mer opptatt av den første handlingen, det første organiserte folkemordet.

Armenernes store ulykke var at de bodde i et følsomt område, og de havnet i klemme. Da det osmanske riket gikk mot undergangen, oppsto en sjåvinistisk bevegelse blant de såkalt ungtyrkerne. Det var etter nederlaget på Balkan i 1913. Da verdenskrigen brøt ut, valgte Tyrkia trippelalliansen, dvs Tyskland/Østerrikes side.

Ole Nyeng skriver i en informativ artikkel i Weekendavisen:

I 1908 overtog de såkaldte ungtyrkere, eller Komiteen for Enhed og Fremskridt, den reelle magt i det stagnerende og dødsmærkede osmanniske rige. Sultanen forblev som kransekagefigur, men det var de veluddannede ungtyrkere, som med løfte om frihed, demokrati og videnskabelige fremskridt ville puste nyt liv i det gamle imperium. Efter nederlaget i Balkan-krigene i 1913 tog regimet en klar nationalistisk drejning, ledet af et triumvirat, bestående af indenrigsminister Mehmet Talaat, krigsminister Ismail Enver og flådeminister Ahmed Djemal. Ungtyrkernes store projekt blev at udskifte det multietniske osmannerrige med en stærk tyrkisk nationalstat, et Stortyrkiet, bestående af alle tyrkiske folkeslag fra Balkan til Centralasien. Ungtyrkerne, der i forvejen var meget tysk-inspirerede, gik med i Første Verdenskrig på tysk side og indledte i vinteren 1914-15 et felttog mod naboen i øst, Rusland.

Merk ønsket om utvikling og fremskritt! Men etter en sviende nederlag mot russerne i Kaukasus, og russisk innmarsj på tyrkisk territorium, oppsto behovet for en syndebukk. Skjønt videre rasjonelt er dette ikke: hvor er logikken i å ville drepe hundretusener sivile som hevn for et nederlag? Det synes heller å være snakk om en morderisk impuls, og den impliserte store deler av samfunnet.

Folkemordet hadde en forløper: i 1894-1896 drepte sultan Hamid mellom 100.000 og 200.000 armenere. Det er mange mennesker.

I begyndelsen af 1915 blev flertallet af de mere end 200.000 armenske soldater i den osmanniske hær afvæbnet og først sendt i arbejdsbrigader, siden myrdet. I april 1915 blev flere tusinde armenske intellektuelle, gejstlige, politiske ledere og journalister fra Konstantinopel (Istanbul) og andre storbyer samlet, sendt til Anatolien og dræbt. Efter at have skaffet sig af med eliten og de våbenføre mænd fulgte udryddelsen af den armenske civilbefolkning.

Hvor mange armeniere, der blev dræbt under folkemordet, er der varierende tal for. Den britiske historiker Arnold Toynbee rapporterer allerede i 1916, at 1,2 millioner er døde – de 600.000 dræbt i massakrer umiddelbart i nærheden af deres hjem, andre 600.000 slået ihjel eller omkommet af sult eller udmattelse under de lange dødsmarcher til den syriske ørken. Der er efterhånden etableret en konsensus blandt internationale forskere om, at mellem én og halvanden million ud af de godt to millioner armeniere i Osmannerriget omkom.

FOLKEDRABET på armenierne blev styret fra Talaats indenrigsministerium, organiseret af ungtyrkernes partiapparat og lokaladministrationerne i provinserne, og implementeret af hæren, gendarmeriet, politiet og en organisation oprettet til lejligheden, Teshkilati Mahsusa (Den Særlige Organisation), som bestod af løsladte straffefanger under militær ledelse. Det var især sidstnævnte, der udførte det beskidte arbejde og dræbte, voldtog og plyndrede de forsvarsløse armeniere på dødsmarcherne.

De mange vidneudsagn om systematiske og bestialske drab på kvinder og børn over hele riget understreger, at der var tale om en bevidst udslettelse af armenierne som folk, ikke kun en deportation af armeniere, som havde samarbejdet med russiske styrker.

Den internationalt mest fremtrædende forsker i folkemordet, professor Vahakn Dadrian, gengiver mange af aflivningsmetoderne i sit værk Children as Victims of Genocide. The Armenian Case, men lad os nøjes med et enkelt eksempel: i Trabzon-provinsen ved Sortehavskysten blev cirka 3.000 børn efterladt, tilsyneladende skånet, da deres forældre blev tvunget på den endeløse dødsmarch mod Mesopotamiens ørken – for så blot at blive aflivet med andre metoder.

Under det kortvarige retsopgør, der blev iværksat i foråret 1919 efter ungtyrkernes fald, forklarede en snes tyrkiske vidner, herunder læger, officerer og regeringsembedsmænd, hvad der blev af disse børn. De fortalte, hvordan dr. Ali Saib, leder af Trabzon-provinsens sundhedsvæsen, systematisk havde aflivet børn ved forgiftning på det lokale Røde Halvmåne-hospital. Hvordan han havde beordret hundredvis af børn samlet på tømmerflåder, som derefter var bugseret ud på Sortehavet og sænket. Hvordan han havde taget livet af de forældreløse børn ved »hammam-metoden« – børn blev sendt ind i dampende varme rum, hvor de enten blev kvalt eller skoldet ihjel. Før aflivningerne blev mange af pigerne udsat for voldtægt og seksuel tortur, hvilket også fremgår af beretninger fra den tyske og den italienske konsul i byen. Rædslerne i Trabzon gentog sig over hele riget.

Beretninger

Folkemordet er godt dokumentert. Allerede da det skjedde, gikk de første meldingene til aviser og utenriksdepartement, og de som slo alarm var diplomater, handelsreisende, og misjonærer. Mest kjent er den amerikanske ambassadøren Henry Morgenthau, som skrev at det foregikk noe helt unikt i verdenshistorien: et forsøk på å utrydde en hel rase.

Den danske forskeren Matthias Bjørnlund har gransket korrespondansen mellom København og Carl Ellis Wandel ved den danske legasjon i Konstantinopel. Snart utkommer studien i bokform: Et folk myrdes – Det armenske folkemord i danske kilder. Danmark var nøytralt, og sendebudet tilsvarende forsiktig, men 4. september 1915 skriver han hjem:

»Jeg skal i al Korthed tillade mig at gøre Rede for de vigtige og sørgelige Meddelelser, der fra fuldstændig paalidelig og sandfærdig Kilde er tilflydt mig om det senest passerede, og som er af en saadan Natur, at det vil vække almindelig Beklagelse overalt i den kristne Verden. Tyrkerne gennemfører med stor Energi deres grusomme Hensigt, at udrydde det armenske Folk.«

Åpent erkjent

I samtiden var folkemordet et akseptert faktum, også i Tyrkia. De allierte presset Tyrkia til å ta et oppgjør med krigsforbryterne etter krigen: Men effektiv sabotasje fra forvaltningens side, både den sivile og den militære, gjorde at bare 60 ble stilt for retten, og bare noen få ble dømt.

Men på bakgrunn av Tyrkias monomane dementi i nåtid, er det interessant hva domstolen den gang slo fast:

Men tribunalet fastslår dog – vigtigt for eftertiden – at det var den ungtyrkiske ledelse, der havde planlagt et massemord, som »resulterede i udryddelsen af et helt folk,« og at deportationerne af armenierne ikke havde været dikteret af militær nødvendighed. Antallet af armeniere, der blev dræbt i årene 1914-18, fastsættes her til 800.000 (plus 200.000 grækere) – formentlig for lavt sat, men altså fire gange højere end det nuværende officielle tyrkiske tal.

Med Mustafa Kemals overtakelse av makten og utropelse av den nye tyrkiske republikken i 1923, begynte revisjonismen og omskrivingen av historien. Snart eksisterte det ikke noe folkemord. Tyrkias posisjon kunne oppsummeres i det ironiske: -Det hende ikke noe, og det var armenernes skyld.

Melder seg med styrke

Historien lar seg ikke undertrykke. Nå kommer den opp med full styrke. Tyrkia vil inn i EU, og det går ikke an å skulle reformere og åpne landet, uten at det armenske spørsmål melder seg. Man skulle tro at Ankara ville besinne seg. Men langtifra.

Turkey said on Monday it would fight mounting international pressure to recognize as genocide the mass killings of Armenians under the Ottoman Empire, urging public agencies and civic groups to launch an «all-out effort» against the damaging allegations.
«It has become inevitable for all state institutions and NGOs, for everybody to (work to) disprove those baseless allegations all over the world,» the government spokesman, Justice Minister Cemil Cicek, said after a cabinet meeting.
«There was no genocide. An all-out effort is needed to expose the lies of those who say it happened,» he said. (afp)

Det armenske spøgelse