Sakset/Fra hofta

Den danske misjonæren Karen Jeppe var i 1915 bosatt i den tyrkiske byen Urfa og ble vitne til folkemordet på armenerne. Jeppe greide ikke stå passiv og hjalp armenerne, med fare for sitt eget liv.

Misjonærer var en av de viktigste uavhengige kildene til kunnskap om folkemordet.

– Hendes arbejde for armenierne var helt fantastisk, og jeg kan ikke tro, at nogen kan gøre noget lignende for et folk, som Karen Jeppe gjorde for armenierne, siger Elisabeth Lyneborg, forfatter til bogen «Krigsdøtre. En fortælling fra det 20. århundrede», hvor Karen Jeppes liv under folkedrabet fortælles.

I Urfa mærkede Karen Jeppe, hvordan situationen mod armenierne forværredes i ly af Første Verdenskrig. Børnehjemmet, hvor hun var forstander, blev lukket og brugt som kaserne for tyrkiske soldater. Soldater og politi begyndte at drive flere tusinde armenske kvinder og børn gennem byen og ud i den syriske ørken, i hvad der siden blev kendt som dødsmarchen.

Jeppe og hendes kolleger organiserede hjælpearbejde og skaffede mad til så mange som muligt.

Karen Jeppe flyttede uden for Urfa, hvor hun gemte flygtninge, fuldt bevidst om, at hvis tyrkerne opdagede skjulestedet, ville både hun og armenierne blive henrettet. I et brev beskrev Karen Jeppe følgerne af dødsmarcherne: «Lig i alle stadier af forrådnelse. Nogle var faldet om lige uden for byens port. Man havde drevet dem op fra sygelejet med stokkeslag, nogle få hundrede skridt var det lykkedes dem at slæbe sig frem».

Oplevelserne tog hårdt på Karen Jeppe. Hun brød sammen, og i 1918 vendte hun tilbage til Danmark. Den spinkle kvinde kom sig og holdt adskillige foredrag, før hun rejste tilbage for at hjælpe armenierne.

Efter folkedrabet fortsatte hun hjælpearbejdet i Aleppo i Syrien, hvor titusindvis af armenske flygtninge levede under elendige forhold.

I 1921 blev Karen Jeppe udnævnt til Folkeforbundskommisær for beskyttelse af kvinder og børn i Nærorienten. Folkeforbundet var forløberen til FN.

Karen Jeppe døde den 7. juni 1935 som 59-årig i Aleppo. Hun blev bisat fra en armensk kirke. Hundredvis af sørgende armeniere fulgte hendes kiste. I byen er der i dag en skole for armeniere opkaldt efter hende: Karen Jeppe College. /ritzau/

Det er stort sprang mellom Jeppe og danske forskere som Kristelig Dagblad har intervjuet om den aggressive nasjonalismen som preger Tyrkia. Forskerne forstår tyrkerne så godt at de nesten unnskylder dem. Claus Nederby Mortensen, ekstern lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, sier feks:

– Vesten og Europa skal ikke blive en moralistisk klub. Vi er ikke et hak bedre. Det er i alles interesse, at Tyrkiet får et opgør, og det internationale samfund må gerne hjælpe det lidt på vej, men det skal komme indefra, siger han og understreger, at processen skal have lov til at tage den nødvendige tid.

Hvor lang tid er det rimelig at tyrkerne får? 80 år er åpenbart for lite. Samtidig sier bla. norsk UD at det er så lenge siden at man bør la saken ligge.

Nationalisme vanskeliggør tale om folkedrab i Tyrkiet