Sakset/Fra hofta

 

 «Når det kommer til stykket, hvem taler så i dag om udslettelsen af armenierne?», sagde Adolf Hitler som argument for sine folkemordsplaner.  Og hvem taler i dag om den udslettelse af kristne, der lige nu finder sted under islam, spørger Raymond Ibrahim og fortæller om den egentlige årsag til det glemte, armenske folkedrab.

 

Forleden var det årsdagen for «Den Store Forbrydelse», dvs. for det armenske folkemord, som fandt sted i Tyrkiets islamiske Osmanniske Rige under og efter 1. Verdenskrig.

Ud af en befolkning på to ca. millioner døde omkring 1,5 millioner armeniere.

Hvis det tidlige 20. århundredes Tyrkiet havde haft apparatet og teknologien til at udføre massehenrettelse – som Tysklands gaskamre i 1940’erne – kunne hele den armenske befolkning meget vel være blevet udslettet.

Et kalkuleret folkemord

De fleste objektive amerikanske historikere, der har studeret spørgsmålet, er enige om, at der var tale om bevidst, kalkuleret folkemord:

Mere end en million armeniere omkom som følge af henrettelse, sult, sygdom, det barske miljø og fysisk mishandling. Et folk, der levede i det østlige Tyrkiet i næsten 3.000 år [mere end dobbelt så lang tid, som de invaderende islamiske tyrkere har besat Anatolien, nu kendt som «Tyrkiet»] mistede dets hjemland og blev grundigt decimeret i det 20. århundredes første store folkemord. I begyndelsen af 1915 var der to millioner armeniere i Tyrkiet; i dag er der færre end 60.000 (…). På trods af den enorme mængde beviser, der dokumenterer den historiske realitet af det armenske folkemord, øjenvidneberetninger, officielle arkiver, fotografiske beviser, rapporter fra diplomater og overlevendes vidnesbyrd, har skiftende regimer i Tyrkiet benægtet det armenske folkemord fra 1915 til i dag.

Faktisk har beviserne været overvældende. Det amerikanske senats resolution 359 fra 1920 indeholder vidneudsagn, der omfatter dokumentation for «lemlæstelse, krænkelse, tortur og død, [der] har efterladt deres plagsomme minder i hundredvis af naturskønne armenske dale, og den rejsende i denne region er sjældent fri fra beviserne på denne alle tiders mest kolossale forbrydelse.»

I sin erindringsbog, Ravished Armenia [Armenien voldtaget], beskrev Aurora Mardiganian, hvordan hun blev voldtaget og smidt ind i et harem (hvilket er i overensstemmelse med islams regler for krig).

I modsætning til tusinder af andre armenske piger, der blev kasseret efter at være blevet skændet, overlevede hun. I byen Malatia oplevede hun 16 kristne piger blive korsfæstet: «Hver pige var blevet naglet i live på sit kors, nagler gennem deres fødder og hænder,» skrev hun. «Kun deres hår, som vejede i vinden, dækkede deres kroppe.»

Den grundlæggende årsag uerkendt

Hvad ved amerikanerne om det armenske folkemord? Nogle amerikanske gymnasie-lærebøger erkender det ganske vist. Men en af dets primære årsager – måske den grundlæggende årsag – er helt uerkendt: Religion.

Folkemordet bliver altid artikuleret gennem et særligt sekulært mønster, der kun anser de faktorer for gyldige, der er forståelige ud fra et moderne, sekulært, vestligt synspunkt, som f.eks. identitetspolitik, nationalisme og territoriale stridigheder.

Som man kan forestille sig, vil en sådan tilgang ikke gøre meget andet end at overføre vestlige perspektiver på helt forskelligartede civilisationer i forskellige tidsaldre, hvorved historien gøres uhistorisk.

Krig er selvfølgelig en anden faktor, der tilslører det sande ansigt af det armenske folkemord.

Fordi disse grusomheder fandt sted under 1. Verdenskrig, lyder argumentet, er de i sidste ende en afspejling af netop dette – krig, med al krigens kaos og ødelæggelse og intet mere.

Men Winston Churchill, der beskrev massakrerne som et «administrativt holocaust», bemærkede korrekt, at «der opstod en mulighed [1. Verdenskrig] for at rense tyrkisk jord for et kristent folk.» Selv Adolf Hitler havde påpeget, at «Tyrkiet drager fordel af krigen til grundigt at likvidere dets indre fjender, dvs. de indfødte kristne, uden af den grund at blive forstyrret af udenlandsk indgriben».

Det er det samme i dag over hele den muslimske verden, hvor der er krig: Efter at USA væltede Iraks diktator Saddam Hussein, var landets kristne mindretal det første til at blive ramt af systematisk forfølgelse med det resultat, at mere end halvdelen af Iraks indfødte kristne befolkning er flygtet fra deres hjemland.

Nu hvor krigen er kommet til Syrien – med USA’s støtte til jihadister og terrorister – er de kristne dér på flugt for deres liv.

Der er ingen tvivl om, at religion – eller i denne sammenhæng, det ældgamle muslimske forfølgelse af kristne mindretal – var grundlæggende for det armenske folkemord. Selv den mest citerede faktor, etnisk identitetskonflikt, må, skønt helt legitim, forstås i lyset af den kendsgerning, at religion – trosbekendelse – historisk set betyder mere for et menneskes identitet end sprog eller arv.

Dette bliver dagligt demonstreret over hele den islamiske verden i dag, hvor muslimske regeringer og muslimske menneskemængder forfølger kristne mindretal – mindretal, der har samme etnicitet, sprog og kultur, som ikke kan skelnes fra flertallet undtagen selvfølgelig ved, at de er ikke-muslimer.

Hvis kristne på denne måde bliver udskilt i dag – i vores moderne, globaliserede, «humanitære» tidsalder – skal vi så tro på, at de ikke blev udskilt for et århundrede siden af tyrkerne?

Tilsvarende bliver det ofte glemt, at ikke-armeniere under tyrkisk herredømme – assyrere og grækere for eksempel – også var genstand for udrensning.

Det eneste, der adskilte armeniere, assyrere og grækere fra tyrkere, var, at de alle var kristne. Som en professor i Armenien-studier spørger: «Hvis det [det armenske folkemord] var en fejde mellem tyrkere og armeniere, hvad forklarer så det folkemord, der på samme tid blev begået af Tyrkiet mod de kristne assyrere?»

I dag, hvor Tyrkiet fortsat bevæger sig bagud for at genvinde dets islamiske arv, er også kristen forfølgelse kommet igen. Hvor tyrkerne hånede deres korsfæstede armenske ofre ved at sige ting som:

«Lad din Kristus komme og hjælpe dig», så ser vi i dag, bare sidste januar, en 85-årig kristen armensk kvinde blive dræbt med gentagne knivstik i sin lejlighed og et krucifiks blive skåret på hendes nøgne lig.

En anden ældre armensk kvinde blev slået i hovedet og, efter at hun var faldet om på gulvet, sparket flere gange af en maskeret mand. Ifølge en rapport «er angrebet det femte indenfor de seneste to måneder mod ældre armenske kvinder», hvoraf én har mistet et øje.

Andre steder er præster for menigheder, der tæller så få som 20 mennesker, blevet mål for drab og er spyttet på i gaderne. En 12-årig kristen dreng blev slået af sin lærer og chikaneret af elever for at bære et kors om halsen, og tre kristne blev «satanisk tortureret«, før de fik halsen skåret over, fordi de havde udgivet bibler.

En moderne afspejling

Hvad der sker med kristne uden for Tyrkiet i dag, fra den ene ende af den muslimske verden til den anden, er en afspejling af, hvad der skete med de armenske kristne i går. Vi kan lære om fortiden ved at se på nutiden.

Fra Indonesien i øst til Marokko i vest, fra Centralasien i nord, til Afrika syd for Sahara – dvs. overalt i den islamiske verden – er muslimer i varierende grad, i gang med at forfølge, dræbe, voldtage, slavebinde, torturere og tvangsforflytte kristne.

I min nye bog Crucified Again: Exposing Islam’s New War on Christians  findes der en omfattende redegørelse for en af de største – men endnu lidt kendte, ligesom det armenske folkemord – grusomheder i vor tid.

 

Raymond Ibrahim er aktuel med en bog om vore dages kristenforfølgelser.

Her er et relevant eksempel, som kan være en hjælp til at se mønstrene og parallellerne: I det muslimske nordlige Nigeria, fører muslimer, ledet af den islamiske organisation Boko Haram («Vestlig Uddannelse er Forbudt»), en blodig jihad mod de kristne minoriteter i deres midte.

Disse to grupper – sorte nigerianske muslimer og sorte nigerianske kristne – er på alle måder identiske undtagen selvfølgelig derved, at de er henholdsvis muslimer og kristne. Og hvad er Boko Harams mål med hele dette blodbad?

At rense det nordlige Nigeria for alle kristne – et mål temmelig lig den osmanniske politik med at rense Tyrkiet for alle kristne, uanset om de var armenske, assyriske eller græske.

Hvordan skal man forklare dette ensartede mønster af kristen forfølgelse – dette ønske om at blive renset for kristne – i lande så forskellige fra hinanden som Nigeria og Tyrkiet, lande, som hverken deler race, sprog eller kultur, som kun deler islam? Samtidig er den moderne islamiske verdens reaktion på forfølgelsen af kristne identisk med Tyrkiets reaktion på det armenske folkemord: Benægtelse.

Skadeligt nonsens

Endelig – for at forstå, hvordan det historiske armenske folkemord er repræsentativt for nutidens kristnes situation under islam, behøver man kun læse følgende ord, skrevet i 1918 af præsident Theodore Roosevelt – men læs «armensk» som «kristen» og «tyrkisk» som «islamisk»:

Den armenske [kristne] massakre var krigens største forbrydelse, og at undlade at reagere mod Tyrkiet [den islamiske verden] er at tolerere den (…) ikke at gribe radikalt ind mod den tyrkiske [islamiske] rædsel betyder, at al snak om at garantere den fremtidige verdensfred er skadeligt nonsens.

Ja, at undlade «at gribe radikalt ind» mod den «rædsel», der i øjeblikket hjemsøger millioner af kristne rundt om i den islamiske verden – som i nogle områder har nået folkemorderiske dimensioner – er at «tolerere den», og så kan vi lige så godt holde op med at tale «skadelig nonsens» om en utopisk verden med fred og tolerance.

Sagt med andre ord er tavshed altid allieret med dem, der vil begå folkemord. I 1915 argumenterede Adolf Hitler for sine folkemorderiske planer, som han gennemført ca. tre årtier senere, med det retoriske spørgsmål:

«Når det kommer til stykket, hvem taler så i dag om udslettelsen af armenierne?»

Og hvem taler i dag om udslettelsen af kristne under islam?

 

Artiklen er oversat fra engelsk af Jens B. Jensen