Kommentar

Islamforskningen har unnlatt å ta opp islams imperiale og undertrykkende fortid. Mens Vesten har gjort studiet av sine egne forbrytelser til en viktig del av moderne oppfattelse, er det lite eller ingenting om islams mørke sider. Her har islamforskningen forsyndet seg grovt, skriver Tina Magaard i en kronikk i Information.

Det er populært å studere egne forbrytelser for å forstå Den andre. Nå går det elever i danske skoler som har pakistansk og tyrkisk bakgrunn. De bør få vite om undertrykkelsen av minoriteter i egen kultur. Lærer man bort Holocaust bør man også lære bort folkemordet på armenerne. Forteller man om antisemittismen i Europa bør man også ta med at den idag er en tendens i den muslimske verden, skriver Magaard.

En reform af islam efterlyses ofte, men mere beskedent vil jeg foreslå en reform af islamforskningen, for måske sidstnævnte vil kunne være med til at opmuntre førstnævnte.
Det centrale spørgsmål er islamforskningens rolle i forhold til islams og muslimers anerkendelse af ‘Den Anden’. Beskrivelsen af ikke-muslimers historie i den muslimske verden er nemlig et kontroversielt felt, fordi der endnu ikke i den islamiske tradition har været en kritisk gennemgang af fortidens overgreb mod anderledes troende.
I modsætning dertil har man i Europa siden Anden Verdenskrig lært også at anskue historien fra offerets synspunkt. Man har analyseret jødeforfølgelserne og arbejdet sig frem mod en rimelig ligevægtig historieforskning- og fortolkning, en fælles platform, som både jøder og ikke-jøder stort set er enige om.
Helt anderledes ser det ud med fremstillingerne af ikke-muslimers historie i den muslimske verden, hvor der ikke er nogen fælles platform men tværtimod en afgrund mellem uforenelige partsindlæg. For eksempel taler det Muslimske Broderskabs Sheik al-Qardâwî om den «perfekte frihed og tolerance, som islam har været berømt for gennem tiderne». Det er et synspunkt, som mere end én islamforsker kritikløst har overtaget. Men den ægyptiske jøde Bat Ye’Or beskriver samme historie således: «vast regions were ravaged and populous cities often razed to the ground amid the violence of battles and religious hatreds».
Bat Ye ‘Ors beskrivelse kunne også bruges på den europæiske imperialisme ? den vestlige og den islamiske civilisation har nemlig det til fælles, at de som ingen anden civilisation har bredt sig ud over flere kontinenter.

Spørgsmålet er, hvordan man i dag forholder sig til den ekspansion. Edward Said argumenterer i Orientalism for at sætte sig ud over «a collective notion identifying ‘us’ Europeans as against all ‘those’ non-Europeans (?) the idea of European identity as a superior one in comparison with all the non-European peoples and cultures.»

Imperialisme forherliges
Mange europæere har taget den opfordring til sig og opfatter derfor deres egen imperialisme som en krænkelse af folkenes selvbestemmelsesret og som økonomisk, etnisk og social diskrimination. Men i den officielle islamiske historieskrivning accepteres det ikke at se islamisk imperialisme som en krænkelse af folkenes selvbestemmelsesret og som en økonomisk, etnisk og social diskrimination. Tværtimod forherliges den islamiske imperialisme, og islamistiske bevægelser har som erklæret mål at genskabe den. Der kunne islamforskningen give moderne muslimer redskaber til at sætte sig ud over «a collective notion identifying ‘us’ Muslims as against all ‘those’ non-Muslims (?) the idea of Muslim identity as a superior one in comparison with all the non-Muslim peoples and cultures.»
Men mange islamforskere gør det modsatte og beskylder enhver, der måtte komme i nærheden af spørgsmålet, for islamofobi. Dertil argumenterer Bat Ye ‘Or: «Jews and Christians (?) have the right to critisize the prejudices and laws which, over the centuries, reduced them to a humiliating and subhuman condition. The self-appointed apologists for this oppressive system might themselves be taxed with anti-Jewish or anti-Christian racism or bias. Their scholarship can also be dubious if it serves to cover up this history.» Det hele er selvfølgelig ikke sort-hvidt. Man kan sagtens finde perioder, hvor jøder havde det bedre i det Osmanniske Imperium end i Polen. Omvendt kan man sagtens finde perioder, hvor jøder havde det bedre i Avignon end kristne i Cairo.
Problemet opstår, når islamforskningen kun præsenterer den officielle islamiske historieskrivning og derfor sammenligner de mørkeste kapitler i Europas historie med de lyseste i islams historie.
Desuden fortælles kun om jøder og kristne, dvs. den gruppe ikke-muslimer, der havde det bedst (eller mindst værst, alt efter hvem man spørger). Men hvad med ateister, mazdeister, buddhister, bahai’er, hedninge, hinduer, jainer, yezidier, ahmadiyya’er, sikher og kalasher, er de ikke også mennesker? De er blevet udrenset med hård hånd i flertallet af de lande, som i dag er muslimske.
Pointen er her ikke en konkurrence om, hvem der har forfulgt mest, men hvordan man i dag forholder sig til sin egen civilisations blakkede fortid. Der har islamforskningen et stort ansvar for at hjælpe muslimer igennem det ‘saidiske’ paradigmeskift, hvor man lærer at anerkende ‘Den Andens’ historiefortælling. Når vi viger tilbage fra det ansvar, svigter vi de overlevende fra ovennævnte religioner/kulturer. Deres smerte over tabet af deres land, kultur, sprog, familie og folk anerkendes i dag ikke, som man anerkender samme traumer hos folkeslag, der blev ofre for europæisk imperialisme.

Tabuet bliver større
Men hvorfor er det så vigtigt for mange forskere at gå islamismens ærinde ved at dække over muslimske aggressioner på ikke-muslimer – op gennem historien og i dag? Det er en ond cirkel, fordi Said-paradigmeskiftet ikke er blevet alment accepteret i muslimske kredse, kan selv ‘moderate muslimer’ blive vrede og mistænksomme, hvis man overhovedet nævner spørgsmålet, og derfor undgår man spørgsmålet, men så får ingen muslimer jo mulighed for at forholde sig til det, hvorved tabuet bliver endnu større.
Den nye generation af islamforskere må forholde sig meget bevidst til, om man vil dreje med i den onde cirkel. Hvis man mener, muslimer lige som alle andre skal have lov til at blive integreret i en moderne begrebsverden, må man bryde ud og støtte liberale muslimer i at iværksætte ovennævnte kulturkritiske paradigmeskift.
Islamforskningen vil dér kunne vejlede undervisningen i folkeskoler og gymnasier. Det betyder konkret, at man i gennemgang af Holocaust sideløbende og efter samme etiske målestok skal gennemgå det armenske folkemord begået af tyrkerne i 1915. Ligesom barnet af europæisk kultur skal stilles overfor forbrydelser begået i dets civilisations navn, skal barnet af muslimsk kultur naturligvis også stilles over for forbrydelser begået i dets civilisations navn. Den proces er essentiel for at skabe selverkendelse, selvkritik og accept af den Anden.

Historisk ansvar
Endelig skal jøde-hadet i den muslimske kultur behandles parallelt med jødehadet i den europæiske kultur. Dér er Elie Chourakis dokumentarfilm Antisémitisme, la parole libérée interessant. Elie Chouraki besøger en fortrinsvis muslimsk skoleklasse i Montreuil. Eleverne har arbejdet med Anden Verdenskrig, har været i Auschwitz, har forstået, at tyskerne gjorde noget forkert.
De har bare overhovedet ikke etableret forbindelsen til det jødehad, som florerer nu og her i deres eget miljø, og som gør, at de sidder og fniser, når de hører om en jødisk dreng, der er blevet slået til blods af en gruppe muslimer. Derfor er man nødt til i skolerne at behandle kristent og muslimsk jødehad parallelt, så eleverne kan se sammenhængen. Parallel religionskritik af såvel islam som kristendom er lige så vigtig, da fjendtlighed overfor jøder er direkte begrundet i de religiøse helligtekster. Undlader man at etablere paralleller som de ovennævnte, straffer man ikke kun de jøder, som i Europa er ofre for muslimsk intimidering og vold, men også muslimerne selv.
Lande som for eksempel Pakistan og Tyrkiet er først blevet 99 procent muslimske i det 20. århundrede, og det som resultat af en ekstrem vold mod ikke-muslimer. Denne vold er efterfølgende blevet skrevet ind i historien på en måde, som ikke er befordrende for udviklingen af fredelige, velfungerende civilsamfund. Det ses tydeligt i Pakistan og i det sydøstlige Tyrkiet. Gennem børn af pakistanere og tyrkere, som går i danske skoler, er vi direkte forbundet til den voldshistorie, og derfor har vi også et direkte ansvar for, hvordan man forvalter den arv og analyserer dens årsager og konsekvenser.
Gør man det ikke, fratager man unge muslimer muligheden for at forstå mekanismer, som opmuntrer religiøs-politisk vold i deres oprindelseslande. Endelig har det betydning for sameksistens i Europa, at muslimer anerkender ofrets ret til at blive hørt i den islamiske historiefortælling. Det spørgsmål hænger nemlig sammen med, at islamismens ‘ny-imperialisme’ ikke anerkender ikke-muslimer som ligeværdige mennesker og derfor fremmer en konfus blanding af mereværds- og mindreværdskomplekser. Islamforskningen har et historisk ansvar for at fremme integrationen ved at give islamismen et kvalificeret modspil.
Derfor opfordrer jeg til en reform af islamforskningen.

* Tina Magaard er ph.d. fra Sorbonne i Paris