Kommentar

Kristne er under et voldsomt trykk i mange land, de fleste av dem muslimske, men Vesten bryr seg ikke. Det er et kulturskifte. Kristendommen sprang ut av forfølgelser. Nå vender vi dem ryggen.

De kristne i Irak er noen av de eldste menigheter i verden, de går helt tilbake til det 2. århundre. De er lovløst vilt for jihadister og andre opprøre. Likevel kunne James Baker og Lee Hamilton utgi sin Iraq Study Group-rapport, som var meget omfattende, uten å nevne de kristne med ett ord.

Flere kristne er blitt myrdet i Tyrkia. Det er utslag av ekstrem nasjonalisme eller islamisme, strømninger som har styrket seg de senere år. Likevel bryr ikke vestlige medier seg, ut over ren registrering.

Kurderne har fått relativt mye oppmerksomhet, både i Tyrkia og Irak. Men når redaktør Hrant Dink blir skutt i Istanbul, er det selve attentatet det blir fokusert på. Det at han var armener kommer frem, men at armenerne er kristne og at annerledes tro betydde noe for folkemordet i 1915, nevnes ikke.

Man må diffrensiere: Falangistene i Libanon oppførte seg ikke spesielt bra under borgerkrigen. For ikke å snakke om serberne på 90-tallet. Den ortodokse kirken i Serbia har spilt samme rolle som den katolske under juntaen i Argentina på 70-tallet, og har ennå ikke tatt noe oppgjør.

Men noe tilsvarende kan ikke sies om kopterne i Egypt, de kristne i Irak, armenere og andre kristne i Tyrkia, eller kristne i Pakistan, Indonesia, Nigeria, og en rekke andre land. De islamistiske vindene har økt intoleransen overfor kristne og andre troende. Undertrykkelsen går fra det institusjonaliserte – at man nektes visse jobber, utdanning, blir kategorisert og dermed skilt ut i ID-papirer, til mobbens herjinger.

Disse menneskene er forsvarsløse minoriteter (bortsett fra Nigeria), og burde påkalle vår oppmerksomhet, om ikke annet av humanitære grunner. Men gjør det ikke. Det tyder på at det er visse irrasjonelle, ideologiske premisser i vår humanitære omsorg. Den omfatter ikke alle. Paradoksalt nok ikke de som burde stå oss om ikke nærmest, så i hvert fall nærmere.

Dette er tanker som spinner videre på hva informasjonssjef i den katolske kirke i Danmark skriver:

Den 3. juni 2007 blev en katolsk kaldæisk præst og hans tre diakoner skudt og dræbt i det nordlige Irak lige efter en messe. Kort efter denne episode blev endnu en anden præst kidnappet i Bagdad.

Der er mellem 600.000 og en million kristne i Irak. De kaldes også for assyrere eller kaldæere og har været bosat i Irak omtrent siden tidernes morgen. De er nogle af de allerældste kristne samfund i verden og kan føres helt tilbage til det andet århundrede.

Så hvis nogen kan hævde deres ret til at være i det område, er det dem, men i dagens Irak er de uønskede og forfulgte af både sunni- og shiamuslimer og kurdere. Mange vælger at bryde op, fordi der ikke er nogen til at beskytte dem, og de ikke kan se nogen fremtid for sig i Irak. Ikke bare i Irak, men overalt i Mellemøsten er der problemer for kristne. Også i asiatiske lande som Burma, Pakistan og Kina og i afrikanske lande som Nigeria og Sudan sker der horrible overfald.

I Europas naboland Tyrkiet fik tre kristne, som arbejdede i et bibelsk forlag og trykkeri i Malatya i Øst-Tyrkiet for to måneder siden halsen skåret over af muslimske ekstremister.

En af tre myrdede var Necati Aydin, som var protestantisk præst. Han var født muslim, men konverterede til kristendommen i 1994. Han talte åbent om sin tro og delte bibler ud på gaden. Denne missionerende aktivitet bragte ham fire uger i fængsel i 2000, selvom alt, hvad han havde foretaget sig, var lovligt.

TRIST NOK STÅR DETTE brutale overfald ikke alene i Tyrkiet. Under Muhammed-krisen blev en katolsk præst skudt, mens han bad, og for et par måneder siden blev den tyrkisk-armenske journalist Hrant Dink ligeledes myrdet. Han havde tidligere siddet i fængsel for en artikel, han havde skrevet om det armenske folkemord fra 1915-1919. Armenien har været kristent siden år 301. I Tyrkiet handler modstanden mod de kristne om radikal nationalisme og religiøs ekstremisme.

Sidste år blev en vægtig rapport over situationen i Irak offentliggjort i USA af «Iraq Study Group». Heri nævnes problemet med forfølgelse af kristne overhovedet ikke. Hvis europæiske politikere konfronteres med den helt uacceptable situation for kristne i Tyrkiet i forbindelse med forhandlingerne om optagelse i EU, har mange ikke andet end et skuldertræk tilovers. Eller også henvises der til, at alle minoriteter har det svært.

Det må være et stort fingerpeg til alle kristne kirker i Vesten. Det var ønskeligt, om kristne ledere i Vesten begyndte at gøre langt mere opmærksom på problemet over for politikere og ikke mindst handle og gøre noget.

Men indadtil i kirken bør det også vække til eftertanke. Kristenforfølgelser er ikke nyt fænomen i kirken. Faktisk var det ud af dem, at kirken opstod. Først med Herren selv, der giver sit liv på korset, og siden med flere af apostlene og de mange martyrer i det romerske rige.

Mellemøstens kristne er jaget vildt