Kommentar

Enhver idiot ved, at kristne chikaneres, forfølges og myrdes i Mellemøsten, selv Røde Kors lader til at have opdaget det. Før invasionen i Irak var der knap 1,5 mio. kristne i landet. Nu menes der at være under 300.000, og mønsteret er det samme overalt i regionen. Alle kristne, der er så heldige at kunne flygte, stikker af fra de arabiske masser, militser og myndigheder. De kristne udvandrer fra deres ældgamle kernelande.

Som sagt; det ved alle, skønt ingen rører så meget som en lillefinger for at stoppe det. Kristenforfølgelser er ikke alene et mellemøstligt problem. I takt med den massive tilvandring til Europa bliver kristne indvandrere genstand for voksende chikane. Også i Danmark. På Røde Kors’ 10 asylcentre blev der i 2013 registreret 250 tilfælde af vold, trusler og chikane. Hvor mange af disse, der var rettet specifikt mod kristne, vides ikke præcist, og Røde Kors afviser, at det skulle være et problem.

Problem og problem. Det er naturligvis kun et problem, hvis man opfatter kristne som en slags mennesker, og det gør jeg af forskellige, nærliggende grunde. Hvad Røde Kors angår, kommer man i tvivl.

Det skyldes, at det tilsyneladende er magtpåliggende for organisationen, at kristenforfølgelser på asylcentre ikke skal registreres af myndighederne.

»Vi opfatter ikke, at hverken overfald generelt eller overfald, der er religiøst motiverede, er et stort problem,« udtalte Anne la Cour, asylchef hos Røde Kors, til Kristeligt Dagblad torsdag. Andre, heriblandt sognepræst Niels Nymann Eriksen, som har kontakt med ca. 50 kristne asylansøgere, finder det oplagt at dokumentere antallet af religiøse overfald. Om ikke andet for at få et klarere billede af omfanget.

Jeg sidder og måber. Striden handler om, hvorvidt Røde Kors og Udlændingestyrelsen skal bogføre en viden om en islamisk praksis. Det vil de ikke. Hvilken dagsorden har de mon? Er Røde Kors blevet så meget en integreret del af indvandringsindustrien, at problemer skal fejes ind under gulvtæppet – og danskerne forhindres i at vide, hvad der foregår på danske asylcentre? Jeg véd det ikke. Men jeg har næse nok til at sanse, at sagen lugter.

Da jeg for to år siden havde mulighed for at træffe den langelandske sognepræst Helle Frimann Hansen, blev jeg første gang opmærksom på problemet. Sognepræsten fortalte, hvordan hun havde valgt at huse fire eksmuslimer, der var konverteret til kristendommen.

Konvertitterne følte sig truet af muslimer på det lokale asylcenter, Holmegaard. Frimann Hansen beskrev hændelsesforløbet, og jeg interviewede dem, ligesom jeg fik en hyggelig snak med den daværende leder af asylcentret. Det var sidstnævnte, der ufrivilligt overbeviste mig om, hvor opportunt det er for danske myndigheder at negligere problemet med muslimers overfald mod tidligere trosfæller.

»I skal være forsigtige og tænke på jeres familie derhjemme,« indskærpede asyllederen over for de fire kristne, der optog lederens advarsel med en hemmelig båndoptager. Mødets baggrund var, at deres respektive familier var blevet genstand for chikane og overfald efter deres konvertering. Rygtet om apostasi, dvs. frafald, havde spredt sig via nettet og klanernes jungletrommer. Den hemmelige optagelse skyldtes, at de ikke længere havde tillid til centerlederen.

I stedet for at stå vagt om de fires samvittighedsbeslutning anbefalede centrelederen, at de gjorde bedst i at holde en ”lav profil” for ikke at støde eller provokere andres ”kultur” – det udtryk, han brugte om andres sociale kontrol og intimidering. Først blev de fordrevet, siden var de faldne.

Opprinnelig i Jyllands-Posten søndag 15. juni 2014