Ja, vred på dig, læser. For der er noget helt galt med os, og du er tilsyneladende ligeglad.
For nogen tid siden blev en person, som jeg respekterer meget højt, overfaldet. Banket sønder og sammen på Nørreport S-togsstation en fredag formiddag. Hvorfor? Fordi han blandede sig i en situation, hvor tre teenage-piger blev groft chikaneret af en gruppe unge mænd.
Ja, tænker du. Det er også for galt med den kriminalitet. De indvandrere. Rockerne og banderne. Men nej, det er lige netop her du tager fejl, og det er lige netop derfor, at jeg er vred på dig – på os alle sammen.
For problemet er ikke, at der er nogle brodne kar i vores samfund. Der vil altid være nogen, som er vokset op med svigt og misbrug i stedet for kærlighed og omsorg. Der vil altid være nogen, som må ødelægge noget for andre, for at kunne føle værdi i sig selv. Det kan vi ikke beskytte os imod.
Men vi kan beskytte hinanden mod, at de brodne kar får lov at overtage og styre vores liv og samfund. Vi skal hjælpe hinanden.
DER STOD OTTE andre mennesker på perronen, da de unge mænd slår min ven i gulvet og derefter sparker ham, så han næsten ikke kan gå væk fra stationen. Hans korsbånd er revet over i det ene knæ. Hans lår er gule og blå. Hans bukser og jakke blev sparket i stykker. Det er ikke en omgang, som kun tager et øjeblik. Du kunne godt have nået at reagere.
Så, kære læser, hvorfor gjorde du ikke noget?
Hvorfor steg du bare på det næste S-tog, som om intet var hændt? Hvorfor stod du bare og kiggede ned i din smartphone, i stedet for at tilbyde en hånd, da min ven humpede ud fra stationen bagefter? Hvorfor ringede du ikke engang efter hjælp? Jeg udfordrer dig til at komme med en god undskyldning, som kan retfærdiggøre din apati, som resulterede i, hvad min ven blev udsat for.
Og hvorfor var det igen, at han blev overfaldet? Fordi tre teenage-piger blev groft chikaneret. Hvor du heller ikke greb ind.
Vennen til Anna Vesperini forsøkte å hjelpe tre jenter som ble grovt sjikanert av en gjeng på Nørreport stasjon. Det kostet ham dyrt. Et korsbånd ble revet over, klærne ødelagt og kroppen var gul og blå. Det sto flere på perrongen uten å gripe inn. De så ned i deres smarttelefoner.
Vesperini reagerer kraftig på passiviteten. Det å snu ryggen til vold i det offentlige rom er det samme som å la voldsmennene overta kontrollen. Det er å bøye nakken.
Folk er også redde for å si fra i mediene av redsel for å bli stemplet. Det er misforstått.
– Debat i dag kommer hurtig til at handle om os mod dem. For mig handler det om dig og mig. Vi skal stoppe med at distancere os fra hinanden. Det er ikke nok at ‘like’ noget på Facebook, det ændrer ingenting, siger hun.
Anna Vespirini forstår godt, at folk er bange for at blande sig. Det er hun også selv, siger hun. Men, hvis der ikke er nogen, der gør noget, er det endnu værre.
– Jeg er endnu mere bange for at leve i et land, hvor ingen gør noget for hinanden, og hvor der ingen tillid er, siger Anne Vesperini, der har lovet sin kammerat, at han kan forblive anonym. BT har derfor ikke haft mulighed for at kontakte ham.
Anne Vesperini har skrevet et brev som Ekstrabladet gjengir. Det er skrevet av en modig jente som forstår bedre enn mange voksne konsekvensene av å snu ryggen til at andre utsettes for vold.
Hvorfor steg du bare på det næste S-tog, som om intet var hændt? Hvorfor stod du bare og kiggede ned i din smartphone, i stedet for at tilbyde en hånd, da min ven humpede ud fra stationen bagefter? Hvorfor ringede du ikke engang efter hjælp?