Sakset/Fra hofta

Kisten med Louisa Vesterager Jespersen i Fonnesbæk kirke, hvor hun blev døbt og konfirmeret, 12. januar 2019. Foto: Bo Amstrup/Reuters/Scanpix

Præstens ord ved Louisa Vesterager Jespersens grav. – Et mareridt, man ikke kan vågne op fra. Før også han begyndte at tale om at man ikke måtte være vred og bitter. Det samme sagde Lars Løkke Rasmussen.

Man holdt pigernes minde i hævd ved at holde fast ved livet. Men statsministeren siger det på en måde, som om han mener vi skal glemme ondskaben.

Selv om sorgen og vreden fylder lige nu, skal vi ikke give afkald på, hvad vi står for, lød det fra statsministeren.

– Selv om sorgen er ubærlig, så må vi ikke bukke under. Vi skal huske hinanden på, hvem vi er, hvad vi er rundet af og står for: Det frie liv, hvor man kan være den, man er.

Er der nogen modsætning mellem at lade sorgen og vreden fylde og at omfavne livet? Er ikke netop sorgen en del af livet? Er det ikke at være menneskelig? Og hvorfor nævne vreden, er det for at bebrejde de sørgende? De har da vel nok med at overleve.

Hvorfor nævner Løkke Rasmussen ikke at det at miste sine kæreste på sådan en måde er noget helt specielt? Han siger vi skal huske Louisa og Maren for altid. Ja, det skal vi, og vi skal aldrig glemme måden de døde på. Men det vil Løkke Rasmussen ikke tale om. Det er tydeligvis ubehageligt for ham.

– Vi deler sorgen og vreden over hendes alt for tidlige og meningsløse død. For hvad havde hun egentlig gjort? Hvad kan få nogen til at tage livet af hende, af to piger, på den måde? Det forstår vi ikke, lød det fra statsministeren.

Hvorfor stiller statsministeren sig uforstående overfor drabene? Han ved godt, hvorfor de blev dræbt og af hvem. Men han vil ikke sige det.

Han vil ikke for han vil skåne sig selv. Er det at respektere deres minde?

Præsten har heller ikke styrke til at stå imod ondskaben, for det er hvad det handler om: I stedet hedder det, at vi giver efter for ondskaben, hvis vi modsætter os den.

– Vi må ikke lade vreden og bitterheden slå rod i vores sind, for så får ondskaben endnu en sejr, lød det fra sognepræsten, der opfordrede tilhørerne til at hjælpe og støtte hinanden og forsøge at komme videre efter bedste evne.

Dette er en vranglære. De efterladte befinder sig i den bundløse sorg. Der er ingen grund til at bebrejde dem eller os for vrede og bitterhed. Ingen kan forestille sig hvad de gennemgår. Skulle vi ikke hellere støtte dem ved at sige, at de blevet en del af både Danmark og Norges historie? At måden deres skæbne kan få mening på er ved at kæmpe mod de kræfter som dræbte dem.

Det er ikke at give efter for bitterhed og vrede, det er tvært imod at lade livets kræfter komme til. Vi overvinder det grusomme ved at bekæmpe det.

 


Sorgen og vreden må ikke skygge for det frie liv, siger Lars Løkke Rasmussen ved bisættelsen af Louisa Vesterager Jespersen i Ikast.