Dette er givetvis ikke den normale, weekend-hyggefilm, den handler om den i renkultur mest iskolde og makabre psykopat, jeg har oplevet på levende billeder, og på en måde vil jeg ikke anbefale nogen at se den.

Det begyndte med at jeg forleden så fiktionsfilmen The Iceman (2012) og da blev jeg både nysgerrig og fascineret og søgte videre til dokumentaren ovenfor. Man kan nøjes med biograffilmen, hvis man synes og hvis man har sin nattesøvn kær, men det er virkeligheden som gør det ubegribelige begribeligt, og det er ikke min opgave at skåne nogen for noget. Ondskaben fascinerer og fængsler, ikke kun af mindre ædle grunde, men også fordi den er en del af livet ligesom døden, og det er bedre at kende den, end ikke – undtagen for børn. Kuklinskis bror voldtog og myrdede en 14-årig pige, og sad resten af sit liv i samme fængsel for det. De hilste knapt på hinanden, når de mødtes.

Richard Kuklinski var morder for maffiaen fra 1948 til 1986, og slog over 200 mennesker ihjel, ingen ved helt hvor mange. Allerede inden han blev betalt for at dræbe, han han dræbt næsten 100. Fuldstændig lidenskabløst, uden anger, uden frygt. Ikke som en seriemorder, der føler en seksuel eller sadistisk lettelse og fryd ved at slå ihjel. For Kuklinsky var det bare en opgave mindre, en ubehagelig forhindring mindre. At myrde, var som at gå til bageren efter morgenbrød, et lille job som ethvert andet.

Han var normalt begavet, måske over middel, og kunne indgive omverdenen et normalt indtryk, undtagen når hans heftige temperament tog over. Han dræbte med pistol, gevær, cyanid, kniv, armbrøst, hængning, ild – endda ved at lade rotter langsomt fortære ofret levende, det sidste indgav ham en smule ubehag. «Jeg gjorde det måske et par gange for meget.» Han skød tre unge mænd i hjel, for at chikanere ham i trafikken. Man skulle ikke såre hans ødelagte følelsesliv.

Hjemme i forstaden havde han en hengiven kone og tre børn, og alle troede han var en normal Mr. Jones. Hvorfor er det interessant at stige ned i det mørke, som hans psykologi og ondskab er? Fordi han nok er et ekstremt tilfælde, men sjælden er hans personlighedstype ikke.

Sidst i dokumentaren minut 1:30:00 er der et længere afsnit, hvor en psykiater interviewer ham i fængslet. Til sidst i det, lader psykiateren ham interviewe sig selv. Kulinsky tænker et stykke tid, og siger så: «Hvordan blev jeg sådan?» Lægen forklarer ham, at 3 % af mænd og 1 % af kvinder fødes med en genetisk disposition for psykopati: Frygtløshed, letkrænkethed, mangel på empati og lettere paranoia. Får de en kærlig opdragelse, kan de lykkes socialt i erhverv, som kræver frygtløshed og handlekraft: Minerydning, racerløb, bjergbestigning, selv i politik og erhvervsliv kan deres skruppelløshed vendes til deres fordel, men bliver de mishandlet systematisk, som Kulinsky blev af begge forældre, får man er person, der kun kan føle had og som kan blive livsfarlig for andre. Ingen af os kan undgå at træffe en psykopat i vores liv. De højtfungerende psykopater kan med deres skruppelløshed drive det vidt i politik eller erhverv, de dårligere begavede kan blive kriminelle, bumser og misbrugere.

Hitler var givetvis psykopat, det rørte ham ikke at ofre 300.000 soldater ved Stalingrad, nederlaget krænkede ham snarere, og han blev som Kuklinsky mishandlet af en brutal far, men forgudede sin svage mor. Begge hadede deres fædre, Kuklinsky også sin mor, der tævede ham med et kosteskaft efter behag. Deres død var ham velkommen, og han gik ikke til bisættelserne. Også sorg er uden for hans sinds rækkevidde.

Det er svært at se dokumentaren uden også at tænke på Anders Behring Breivik, som deler mange personlighedstræk med Kuklinsky, og oveni måske en mindre komponent schizofreni. Ikke så mærkeligt Breivik blev en hård nød for norske psykiatere, mærkeligere at hans psykologiske historie ikke blev fremlagt helt åbent i retten.

Ud fra mit kendskab til Breivik fra mange norske kilder, (blandet andet Lippestads bog, som Fjordman anmelder her meget snart), er Breivik 80 % psykopat, 10 % paranoid-schizoftren og med en påklistret overbygning af 10 % politisk ideologi. Han havde udført sine gerninger i 1960, havde han slået sin mor ihjel eller begået et skoleskyderi. Tilbage til hans bedsteforældre var der svære psykologske afvigelser, og at hans mor med al sansynlighed havde mishandlet ham, måske også seksuelt, og moderens mor også hende. Det turde være af største interesse for hans tilstand, men retssagen imod ham forholdt os dette. Det ubegribeligt onde skulle være politik, ikke psykologi og patologi. Det var det teater, folket skulle have, og rigtigt teater blev det jo med Christian Lollike. Lad os drømme og væk i kulturstøttede fantasier, hvad har vi Arte til?

Det er en af Norges store opgaver i de kommende årtier, at skrælle de politiske kræmmere der omgav katastrofen fra dens kerne: personen. Breivik kan ikke helbredes. Han vil være farlig indtil den dag, han er for affældig. Kuklinsky ville være blevet henrettet, hvis han ikke var fængslet i New York. Hans liv havde aldrig haft nogen mening, ingen kærlighed, ingen venner. Havde New York henrettet ham, havde de gjort ham en tjeneste. «Jeg er det ensommeste menneske i verden, jeg har kun tilbage at dø», siger han til psykiateren.

Ligeledes er Breiviks værste straf og tortur, at lade ham leve selvom han har fortabt retten, og er et udskud, en perversion og et afskum for menneskeslægten. Jeg ville dog stadig have mere til overs for et land, der kunne gøre kort proces med det absolut onde og tage livet af Breivik, men det er jo en smagssag, hvor jeg er i mindretal.

«Breivik er også et menneske», siger Lippestad lidt sentimentalt. Han er mere end det, han er et offer for omstændigheder, han ikke kunne gøre for, men han er samtidigt det største onde, Norge har oplevet hidtil, og han vidste, hvad han gjorde. Alt afhænger af, hvad man vil lægge vægt på. Jeg vægter ondskaben. Det er en filosofisk diskussion uden ende, men det vil være naivt at tro, at dødsstraffen er begravet for altid. F.eks. ønsker et flertal af canadiere den genindført.

Hvor mange som Kuklinski’er vil muslimske familier i Europa producere, der opdrager der børn kærlighedsløst, med vold og fraværende fædre? Hver gang arveligheden og miljøet finder sammen, har vi en potentiel morderisk katastrofe, og som psykologen Nicolai Sennels har beskrevet, er følelsen af krænkethed dybt indlejret i den normale, muslimske psykologi i forvejen. Den kræver dødsofre i Europa hver dag. Forleden i Tåstrup, Gøteborg og Berlin. Blandt andet fordi vi sørger vores døde for afsporet aggresivitet, har vi lov at beskæftige os med Kuklinski og bebrejde dem, der muliggjorde deres død.

Vi i Document ønsker å legge til rette for en interessant og høvisk debatt om sakene som vi skriver om. Vennligst les våre retningslinjer for debattskikk før du deltar 🙂