Kommentar

Alt vi gjør er et svar, et svar på noe. Det ikke å svare er også et svar. Fredag kunne VG fortelle at norske elever vil være i mindretall i Oslo-skolene i 2021. Man skulle tro det ville utløst stor debatt. Men det gjorde det ikke. Dagsrevyen nevnte ikke saken med ett ord. (Ble det for mye etter jødehat-reportasjen?)

I Dagsnytt Atten samme kveld møtte Høyres byrådsleder Stian Berger Røsland,og avviste hele problemstillingen: en elev var en elev. Basta! Se bare hvor godt mange av jentene gjør det. Røsland nektet å forholde seg til kulturelle forskjeller som et problem. Det er ikke et problem. Det handler kun om kvalitet på undervisning osv.

Dermed er den norske majoritetskulturen opphevet som norm, eller som noe som har forrang gjennom hevd og tradisjon: Det er en ganske radikal omfortolkning av virkeligheten. Men den bestemthet Røsland forsvarte seg med, indikerte at dette ikke var hans personlige standpunkt. Kebab-Høyre er i ferd med å bli noe mer. Forgjengeren Erling Lae argumenterte på samme måte.

Programleder Hans Wilhelm Steinfeld viste for en gangs skyld klør rundt det ømtålelige tema skole og kultur.

Er det ikke et problem at et norsk barn føler seg alene i klassen og ikke får kulturell og språklig bekreftelse? Røsland avviste hele problemstillingen, og Aps innvandringspolitiske talskvinne Lisa Christoffersen ville kun justere skolegrensene.

Lørdag morgen våkner jeg til Verdibørsen der Oddbjørn Leirvik kritiserer at det nye overordnede bispesetet kan bli lagt til Nidaros. For hva står ikke Nidaros for: en religiøs nasjonalisme. Det uttrykket brukte Leirvik, og det var ikke en kompliment. Han kritiserte bispesymbolene: to økser. Hellig Olav hadde jo kristnet folk med øks. Var det da riktig å ha dem som symboler?

Hva skyldes denne flukten fra historien? Hvilke murer skal beskytte fellesskapet Leirvik bekjenner seg til? Tror han verden er et studio på Marienlyst?

Historien

For 1000 år siden opplevde vikinger i det sørvestre England hva historie er. Deres døde maltrakterte kropper ble funnet av arkeologer i juni ifjor.

Historisk er det mest nærliggende å anta at vikingene ble drept i 1002, da den engelske kongen, Ethelred, med overlegg brøt en fredsavtale og beordret troppene sine til å drepe alle vikingene de kunne – og særlig i sydvest England. Den store slakten, kjent som St. Brices Day Massacre, fant sted 13. november det året.

Den arkeologiske utgravingen og de vitenskapelige undersøkelsene av massegraven i Dorset er ledet av spesialister fra Oxford. De mener at vikingene må ha blitt fullstendig overrumplet, tvunget til å kle seg nakne og deretter drept forfra mens de var tvunget til å se sine drapsmenn. Vikingene ble halshugget, deretter ble ansiktene mishandlet og – av en uforståelig årsak – høyre øre ødelagt. Mishandlingen er foretatt med de samme sverdene som drepte dem, mener osteologen Angela Boyle som har undersøkt skjelettene. (Osteologi er læren om hvirveldyrs skjelett.)

Velfødde menn

Likene ble så kastet ned i en grøft, hodene stablet i en haug, og deretter dekket av jord. Undersøkelsene viser at nesten alle var unge, høye og velfødde menn i alderen 17 til 25 år. Et lite fåtall var noe eldre. Analyser av blant annet tennene tyder på at de fleste kom fra skandinaviske land, eller nære grenseområder. En av vikingene kan ha vært fra Island.

Denne brutaliteten er ikke eksepsjonell. Den er heller en konstant i historien, og også i vår egen samtid. Men vi liker ikke lenger å høre om det. Vi skyver det fra oss.

Da er det man går over fra idealisme til ideologi. Idealer setter fordringer til et menneske. Utopier forleder.

Å lese om den danske feltpresten i Helmand, Thomas Østergaard Aallmann, er rørende. Hva er det danskene har som vi har gitt slipp på? For vi har ikke bestandig vært liberale puddinger som tror på julenissen. Den anti-holdningen vi tutes fulle av hver eneste dag, er noe som har kommet for fullt de senere år.

Det er den systematiske undergraving av vårt eget hjem, våre egne verdier, vårt eget fellesskap, til fordel for luftige idealer som har lite eller intet med virkeligheten å gjøre.

I undervisning og offentlighet regnes det som en fortjeneste at vi aldri har hatt kolonier og undertrykket andre. Kanskje det tvert imot er en ulempe? Kanskje vårt forhold til makt og vold hadde vært litt mindre illusjonspreget? Makt og vold er en del av verden, men vi har tryllet det bort. Selv holdningen til våre egne soldater i Afghanistan er preget av skepsis. Bruk av militærmakt er per definisjon suspekt.

Hvis det finnes en norsk feltprest av Østergaard Aallmanns kaliber, ville han neppe blitt fremstilt i et positivt lys. Da ville Eirik Veum gjort et intervju og hengt ham ut som krigshisser i Lørdagsrevyen.

Denne mangel på solidaritet kalles selvkritikk offisielt, men er i realiteten sabotasje og en ignorering av at Norge befinner seg i krig. Pressen har brukt mye plass på å henge ut politikere som ikke vil innrømme det. Burde de ikke heller brukt tid på å spørre: hvilke konsekvenser får det at vi er i krig? Det spørsmålet tør danskene stille, og de går til oppgaven med løftet hode.

Det er lov å lære av danskene. Det er en bramfrihet over prestens tale og journalisten gjengir hans ord på en måte som ikke forringer dem. De er store og de bærer.

Han traf beslutningen onsdag den 12. september 2001.

Dagen efter at passagerflyene American Airlines Flight 11 og United Airlines Flight 175 som dynamitpile havde knækket tvillingetårnene i New York, og Pentagon var sat i brand, vidste Thomas Østergaard Aallmann, at danske soldater ville blive sendt i kamp. Terrorangrebene mod USA havde skubbet til balancen i verdenssamfundet, reaktionen fra Vesten måtte komme, danske mænd ville komme i krig, og så skulle de have deres præst med.

Få dage efter terrorattentaterne meldte Thomas Østergaard Aallmann sig hos hærprovsten, som rekrutterer feltpræster til forsvarets internationale missioner.

»Jeg gjorde det ikke i vrede, jeg gjorde det i vilje for forsvaret. I mine øjne går den vesterlandske civilisation ikke i krig, fordi man hader fjenden, men fordi man elsker sit fædreland, familien og det liv, man holder af,« siger han.

Det er grunden til, at den 37-årige Thomas Østergaard Aallmann med de tillidvækkende øjne og det daggamle fuldskæg i dag går rundt blandt danske soldater i Afghanistans Helmand-provins. Han er oprindeligt fra Thurø ved Svendborg, teologuddannet, har været præst siden 1999 på Ribe-egnen og blev for godt to år siden spurgt af hærprovsten, om han var klar til at drage med det femte danske hold soldater til Helmand.

»Så spørger man sin kone, sine børn og Gud, og så tager man af sted,« siger Thomas Østergaard Aallmann, som har to døtre på 11 og 7 år og en søn på 5.

Spørger man ham, hvad der var udslagsgivende for at sige ja til missionen, svarer han med den britiske politiker og filosof Edmund Burkes fyndord, at det eneste, vi skal frygte mere end onde mænd, er gode mænds ligegyldighed:

»Jeg tolker det sådan, at når der kaldes, så svarer man.«

Norske politikere har bestemt at norske soldater skal være i det strøk i Afghanistan hvor det er minst konflikt. Det er ikke fordi soldatene ikke tør kjempe. Men fordi politikerne ikke tør. Slik sett er de med å undergrave stridsmoralen.

Derfor er det ham, de danske soldater i Helmand kan gå til, når spørgsmålene i krigszonen bliver for mange, svarene for få, og når kammeraterne i lejren er blevet dræbt af fjenden.

»Jeg er overbevist om, at frihed er noget, der kæmpes for. Den kommer ikke naturligt. Frihed er en gave, der ligger før os, og ondskab er en del af virkeligheden. Jeg opfatter verden dialektisk, spændt ud mellem modpoler: det gode over for det onde, pirring over for ansvar, liv over for død. Vi tager unge danske mænd fra Danmark og giver dem et våben til at slå ihjel med. I realiteten er de uddannet til ondskab, for de gør noget ondt. Men de gør det for at forhindre noget, der er mere ondt. Krig er et nødvendigt onde, soldaterne begrænser ondskab med ondskab, så de kæmper for det godes skyld. For de svage uden våben, for friheden, der skal værnes om, for at børnene i Danmark kan sove trygt. Soldaterne er ikke en dødskultur, de er en forsvarskultur og dermed en livskultur,« mener han.

Så når der bliver raslet med sablerne, og der er optræk til krig, kan man reagere på tre måder, fremhæver han:

»Man kan blive en tilbagelænet kyniker, altså spotter og ironiker. Man kan råbe på hjælp. Eller man kan tage ansvar. Soldaterne vælger det sidste.«

I Norge er det kynikerne og ironikerne som rår grunnen. De kalles forskere, eksperter og politikerne tør ikke utfordre dem. Ingen påpeker at det er vår egen forsvarsevne som svekkes.

»Jeg står op sammen med soldaterne om morgenen, fordi jeg gerne vil velsigne dem hver dag, inden de går på patrulje. Så jeg står ved døren ned til Den grønne zone, den, vi kalder den grønne port, og så velsigner jeg hver enkelt og siger: «Herren velsigne dig og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred.» Derefter laver jeg V-tegnet med fingrene, og så slår vi os to gange på brystet. V’et er for «victory», den gamle Winston Churchill-hilsen, som for mig er indbegrebet af vesterlandsk kampvilje, og slagene på brystet er det gamle ridderslag, som skal fortælle disse drenge, at de ikke er mindre kristne, fordi de er soldater. De er nutidens riddere,« siger han.

Norske aviser har ikke reist spørsmålet om hvorfor danskene ofrer livet, mens de norske holdes på beskyttende avstand. Den politiske motstanden mot å delta i Helmand er akseptert som gyldig. Som om minste motstands vei er riktig.

Reportasjer i New York Times fra felten forteller på en overbevisende måte om hvilken risiko soldatene tar. Dette er ingen lek.

Danskene gjør det samme.

Feltpræsten kom på en af sine hårdeste prøver den 31. marts i år. En større enhed af de danske soldater patruljerede og kom i kamp ved Den grønne zone nord for Armadillo, da en nedgravet sprængladning blev udløst. Overkonstabel Christian «Rocco» Raaschou blev dræbt, en anden dansk soldat fik sprængt sit ben af, og en tredje blev kvæstet. Som sædvanlig sad Thomas Østergaard Aallmann og lyttede med over radioen, mens de patruljerede, så han vidste, hvad der var sket, og tog imod alle soldaterne, da de vendte tilbage til militærlejren.

»De lignede noget, der var løgn. Flere havde flænsede uniformer, og en havde kun ét uniformsben. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at understrege, hvor modige vores soldater er. For normalt er det Taleban, der definerer, hvornår kampen går i gang, det er dem, der placerer miner eller pludselig dukker op blandt civilbefolkningen. Når soldaterne patruljerer, kan enhver i princippet være fjenden. På vores hold har vi mistet fem soldater, og jeg har ikke hørt om et eneste tilfælde, hvor de øvrige soldater psykologisk er gået i sort eller i panik. De træder i kamp, i samme øjeblik de bliver angrebet, og sygehjælperne begynder straks at behandle. Det er mod. Soldaten, som mistede sit ben den 31. marts, blev blæst flere meter væk. Alligevel kaldte han selv over sin radio. Det viser karakter. Og Rocco, som blev dræbt, er nok den mest reflekterende soldat, jeg har mødt. Han læste Lawrence Wright og havde studeret forholdet mellem Al Qaida, Taleban og wahhabismen. Han var en ekstremt dygtig soldat, der selv havde købt et sigte til sit gevær for 14.000 kr.«

Men tør norske medier og eksperter si det samme som Østergaard Aallmann og kalle det mot, å kalle soldatene dagens riddere som bekjemper det onde? Det ville man ikke, for man har nedbygget sitt eget indre forsvar. Det handler ikke om kuler og krutt. Det viktigste er det indre forsvar: å vite hva man står for. Å stå fast.

Hvis dette kalles religiøs nasjonalisme, hva skal man så kalle det de offisielle står for: antireligiøs antinasjonalisme? Kan noen overleve på det?

Kan man hevde å representere fellesskapet og bruke sin posisjon til å bekjempe det? Dette er nærmest krigshissersk etter dagens meny. Har fellesskapet råd til slike talsmenn i det lange løp?

Hver søndag holder feltpræsten gudstjeneste, som afsluttes med salmen «Altid frejdig når du går», og til daglig har soldaterne også mulighed for at aflægge præsten besøg. Deres fælles motto er: »Stol på Gud – og hold krudtet tørt.«

Det onde

»Ofte kommer de til mig, fordi de har slået en ihjel. Eller hvis de er i tvivl om, hvorvidt de har skudt den rigtige. Talebanerne blander sig jo med lokalbefolkningen. Jeg forklarer, at dette er det ondes kamp mod det gode, at Taleban er det onde, og de er det gode. At det er selvforsvar at skyde, fordi talebaneren ellers havde skudt dem. Inderst inde ved de det godt, men soldaterne har ofte brug for at tale om det på et mere eksistentielt plan, og så handler det om at være tavs og bare lytte, når de er kede af det. Den bedste kammerat er den, der bare lytter, og går med ind i den andens rum. Hvad man skal sige i det rum, ved jeg ikke. Man skal bare være der.«

Dette er sjelesorg i praksis: å gi trøst til noen som kommer i vånde fordi de har drept. Det er som hentet fra Bibelen. Slik har mennesker hatt det til alle tider.

Vi vil heller trekke oss ut og overlate landet til Taliban. Kai Eide fikk denne uken brette ut hvordan han har forhandlet med Taliban. Han greier det kunststykket både å kritisere det internasjonale samfunn for feilgrep, samtidig som han har holdt seg tett til Karzai som holder seg inne med krigsherrer. Den kritikken preller av på Eide som beskrev Taliban-forhandlerne som «sofistikerte» personer.

Vi hører sjelden eller aldri noen kritikk av Taliban, og hva de står for. Igjen pose og sekk: Eide sa det var visse grunnleggende verdier man ikke kunne gi slipp på, som kvinnens stilling. Men samtidig mente han NATO la altfor liten vekt på religion og forsto ikke hvor stor rolle den spiller i Afghanistan. Hvor ville Eide trukket grensen?

Hvori ser du det onde i talebanerne?

»De repræsenterer en totalitarisme, og fik den magt, som den har agt, ville der ikke være pigelatter i de danske bøgeskove. På vores hold har vi set talebanere tage et barn op foran sig for at flygte fra en bygning, og vi har oplevet en større gruppe talebanere bruge tre kvinder som skjold for at komme væk fra kamppladsen. Eller set dem smide deres våben og gå derfra, som om de er landmænd, fordi de godt ved, at vi så ikke har mandat til at gøre noget. Det er uslinge, som gør sådan noget. I de tilfælde ved talebanerne, at vores soldater ikke skyder, for de er ikke barbarer, og soldaterne kan være stolte af, at de ikke skyder.«

Soldatene synger hver morgen «Alltid freidig». Hvor mye er det igjen av den kulturen i det norske forsvar, eller norsk skole?

Er det i det hele tatt mulig å tale slik som feltpresten gjør? Ville det bli tolerert i dagens forsvar, innenfor Det nye Vi? Det er høyst tvilsomt.

Men vil et slikt proklamert fellesskap kunne overleve noen som helst påkjenninger?

Hvad er det gode i Danmark, som vi forsvarer?

»Det gode er at se sine børn smile efter at have sovet under et 200 år gammelt æbletræ. Det gode er at kunne kalde en minister for en skovl uden at frygte for sit liv. Man vil nok kalde mig tidehvervsgrundtvigianer, jeg opfatter ikke mig selv som nationalist, men jeg holder af mit land. Jeg mener, at vi lige nu oplever «The clash of civilizations», og jeg er overbevist om, at hvis vi ikke lagde fronten i Afghanistan, ville den rykke mod Danmark. Al Qaida og Taleban bruger deres ressourcer på at slås med vores drenge hernede. Og soldaterne kæmper i mindre grad mod afghanere, men mod pakistanere og tjetjenere, som lever i et mytologisk univers, og som leder efter en front, hvor de kan kæmpe. Lå fronten ikke her, lå den måske i en undergrundsbane i Madrid eller i to tårne i New York.«

Hvor var Gud for de danske soldater, som er blevet dræbt og såret?

»Så vil jeg svare med Roccos yndlingscitat: «Og Herren spurgte, hvem skal gå foran, hvem skal gå forrest, og jeg svarede, her er jeg Herre, send mig». Som præst har jeg begravet børn, som er blevet slået ihjel af deres fædre, og jeg båret folk i kister, som har spildt deres liv i alkohol. Hvis jeg leder efter retfærdighed, sådan som verden møder os, leder jeg forgæves. Det, jeg leder efter, det, der holder mig oppe, er offervilje. Til trods for verdens uretfærdighed.«

Stol på Gud – og hold krudtet tørt